fbpx

Stott tror på to sejrschancer i Stockholm

Provinsgaloppens klart førende træner, Marc Stott, er repræsenteret med fem heste ved storløbs-meetinget på Bro Park, og fynboen er ikke i tvivl om fløjchancerne.


Her skærer Dark Eagle og Manacor målstregen samtidig - men Kevin Stott ligner en der ved, at han har vundet. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Her skærer Dark Eagle og Manacor målstregen samtidig – men Kevin Stott ligner en der ved, at han har vundet. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Det er helt klart Dark Eagle og King’s Son i morgen. Dark Eagle kommer ud på 2400 meter på en god bane, og det er lige ham. King’s Son var senest tredje i Opdrætningsløbet, og han udvikler sig hele tiden. Jeg tror begge er med i afgørelsen”, antager Marc Stott.

Trænerens hold på Bro Park i morgen består også af Efesos i hovedløbet Breeders’ Trophy Classic og Good One i rammeprogrammet.

”Det er nok højst placeringschancer. Jeg vandt jo Breeders’ Trophy Mile sidste år med Dark Eagle, og Efesos er ikke dårligere end ham, heller ikke end Dark Eagle på samme tidspunkt sidste år”, fortæller Marc Stott.

”Men treårsårgangen i år er betragtelig bedre end treåringerne i fjor. Det er et fantastisk godt Breeders’ Trophy Classic, også selvom Beaufort Twelve desværre er udgået. Jeg vil være helt tilfreds med en præmie til Efesos”.

Efesos og Oliver Wilson vinder let foran Bassiano/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.
Efesos og Oliver Wilson vinder let foran Bassiano/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

Træneren har en enkelt hest til start på Bro Park søndag.

”Ocho Rios skal starte i et handicap. Han følges med Bent Olsens heste til løbene søndag, og vi sørger for han kommer til Klampenborg. Ocho Rios har fundet sig selv igen, jeg tror han er i trioen”, bedømmer Marc Stot.

Som så mange andre skal Marc Stott til den svenske auktion lørdag, sammen med sin investeringslystne kunde Jes Henneberg.

”Nu må vi se om vi handler. Den primære auktion for os er den fællesskandinaviske på York. Jeg har været rundt og se åringer flere steder, både på Hjortebo og her på Fyn, og så skal jeg også nå at få set åringerne på York Stutteri i god tid inden auktionen”, slutter Marc Stott.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top