fbpx

Stenhård kamp om flere skandinaviske championater

Kampen er stenhård om de skandinaviske championater blandt både trænere, jockeys og avlshingste. I sidstnævnte kæmper tre hingste om titlen, med fordel til afdøde Academy Award.


Elione Chaves og Per-Anders Gråberg. Foto: GalopSport.
Elione Chaves og Per-Anders Gråberg. Foto: GalopSport.

Danehill-sønnens 58 startende afkom i Skandinavien i år har indløbet 5.436.054 svenske kronor, fulgt af Eishin Dunkirk med 55 startende afkom og 5.138.494, og Appel Au Maitre med 5.033.994 fordelt på 56 startende afkom.

På afstand følger Mingun som nummer fire med 3.714.786 kronor.

Kampen er også hårfin om det skandinaviske jockeychampionat, hvor Per-Anders Gråberg og Elione Chaves duellerer.

Inden søndagens løb på Bro Park fører Gråberg med 93-92 i sejre, og da Chaves er på Mauritius over weekenden for at ride en international jockeyturnering, har Gråberg alle chancer for at udbygge føringen.

En duo har også lagt afgørende afstand i den skandinaviske trænerliga, hvor Niels Petersen lige nu fører med 11.826.664 kronor foran Lennart Jr Reuterskiöld med 11.578.617, mens Bent Olsen ligger tredje med 7.171.619.

Det skal noteres, at beløbene i statistikken er uden medregnede bonuspræmier for svenskfødte heste, og medregnes disse, er Lennart Jr Reuterskiöld foran med lidt under 60.000 kroner.

Helt overlegen er Flemming Velins lærling Ina Veronika Toverud i den skandinaviske lærlingeliga med 30 sejre – 11 flere end Sergio Alonso på andenpladsen.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top