fbpx

Stærk opvisning af Efesos i Trial Trip

I en forprøve til Jyllandsløbet hvor sæsondebuterende King Charles skuffede med en sidsteplads, kunne Marc Stott-trænede Efesos slå fast, at han er én af de varmeste kandidater til storløbet lørdag den 18. juni i Aarhus.


Royal Experiment-sønnen førte samtlige 2000 meter under Oliver Wilson og blev igen bare bedre for hvert galopspring.

Rundt opløbssvinget fik Efesos ellers pres udvendigt af Jan Olsens Red Zone, som virkelig så godt gående ud ved indgangen til den lige strækning.

Alligevel var der intet at stille op, da Efesos for alvor fik marchordre, og på nuværende tidspunkt er der intet at sige til, at Marc Stott ikke kun drømmer om Jyllandsløbet, men også om en sejr i Hellerup Finans Dansk Derby søndag den 7. august.

Red Zone holdt godt ved til andenpladsen i tre længders afstand til vinderen, hvorefter der var otte længder til Marylen på tredjepladsen.

Herefter fulgte i rækkefølge In The Mood, Nice Delight, Frøken Smilla og King Charles.

Sidstnævnte forsøgte et indvendigt fremstød på bagsiden, men Nicolaj Stott fandt aldrig pladsen på højre side af Oliver Wilson, og derefter forsvandt gnisten hos sidste års svenske Kriteriums-2’er, der allerede ved ingangen til opløbet totalt havde udspillet sin chance og siden blev taget op på en distanceret sidsteplads.

Førstepræmien i Trial Trip var 16.000 kroner værd for Odessa Racing Clubs Efesos, der er opdrættet på Fyn af Stutteri Nova og som tidligere beskrevet har “derbypapirerne” i orden, idet hans egen mor, Salida, var anden i Norsk Derby og selve er halvsøster til den danske Derbyvinder Tigress Eleven og Derby- og St. Leger-2’eren Aladar.

Faderen Royal Experiment var i øvrigt også anden i Svenskt Derby bag sin tidligere staldkammerat Val De Mar – begge i træning hos Wido Neuroth.

Efesos stiler nu direkte imod Jyllandsløbet, hvor han lige nu ud til at have sin værste konkurrent i Bent Olsens Cabanac, der ovenpå en storartet sæsondebut i Göteborg nu har kurs mod Norsk 2000 Guineas på torsdag.

King Charles skal selvfølgelig heller ikke afskrives endnu, for der var trods alt tale om sæsondebut efter et mindre setback i træningen.


Storebroderen kunne også

Senere på dagen stod Kaj Sørensens Maknamara – en Chinese Mandarin-halvbror til netop Efesos – for en gedigen ophentning i klasse-2-opgøret Grand Cup, hvor han efter at have ligget langt sidst størstedelen af vejen, akkurat nåede at fange Rockyto på målstregen.

Shane Karlsson red med perfekt pacebedømmelse på sidste års vinder af Dansk Derby Consolation, og han undgik samtidig muren af trætte heste ved at trække Maknamara helt ud rundt svinget.

Førstepræmien i Grand Cup var 21.500 kroner for Galoppens Venner. De tre sidste pladser i præmierækken tilfaldt Fyensløbsvinderen Gentleman Jack foran Fabinho og Vainqueur.


Double til John Nielsen

Aalborgs flerdobbelte championtræner John Nielsen kom nærmest direkte fra torsdagens løb på Øvrevoll, og han behøvede langt fra at tage tomhændet resten af vejen hjem til Nordjylland. Sammen med svigersønnen Frederick Salvador fejrede John Nielsen en double efter sikre sejre til både On Offer i Hells Angel Sprint og Aqua Lad i Captain Morgan Handicap. To sejre der tilsammen indbragte 28.300 kroner.


Også double til Good Comfort Stud

Birgitte Bang-Møllers Good Comfort Stud fik også en mindeværdig lørdag i Aarhus, da Marc Stott-trænede Mericon i sikker stil hjemførte første afdeling af S.G.B.L. Cup foran Sussi Halds Yellowstone.

Begge heste er opdrættet på det fynske stutteri og navnlig for førstnævnte var det god oprejsning efter debuten, hvor han som storfavorit var langt slået til andenpladsen af Enzo.

Marc Stott har bibeholdt Mericon i Dansk Breeders’ Cup, og selv om Mericon næppe endnu er god nok til at matche de bedste 4-årige i årgangen, er der højst sandsynlig en rigtig fin Consolation-opgave til ham på Klampenborg den 26. juni.


Coral Island indledte stor V5-udbetaling

Torben Christensen havde i et forhåndsinterview med GalopSport advaret spillerne om nyimporterede Coral Island, som i hænderne på Nanna Emilie Hansen indledte løbsdagen med en sikker sejr foran Parbold Hill og Carla Ponti.

Equiana-datteren vandt første afdeling af et V5-spil, der til slut kun havde en enkelt kupon tilbage med fem rigtige, og det udløste Danske Spils double-up-garanti til en udbetaling på 45.617 kroner. Den samlede omsætning i V5-spillet lød på 35.090 kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top