2025 var den første sæson på Klampenborg for den unge svenske galoptræner Kajsa Lindsjö. Den forløb OK. Men Kajsa er stræbsom. Hun vil være blandt de største og de bedste. Og hun har alle forudsætningerne for at nå sine mål. Hun har mange veltrukne og spændende heste i stalden – og hun tror på, at hun kan vinde Dansk Derby i 2026.

HANS ADIELSSON VAR KAJSAS LÆREMESTER.
Kajsa Lindsjö er vokset op i en familie, der altid har haft heste, og hendes mor arbejdede i en periode – lang tid før Kajsa blev født – for det svenske galopkoryfæ Margaretha Wettermark.
”Jeg fik mine sine egne ponyer, da jeg var ung. Og jeg trænede og kørte travponyer med en del succes. Ponytrav er stadigvæk stort i Sverige”, forklarede Kajsa, da RaceTime interviewede hende i hendes stald ved Højen på Klampenborg Galopbane.
”Men den legendariske svenske galoptræner Hans Adielsson fik mig omvendt, og siden da har mit hjerte tilhørt galopsporten”.

Hans Adielsson var i sit livsforløb i øvrigt både trav- og galoptræner.
I starten af 1980’erne trænede Hans Adielsson og hustruen Mai de to superhopper Humbug og Rossard. Deres 3-års karrierer er næsten ufattelige.
Humbug vandt i 1982 Mowerinaløb, Svenskt Derby, Svenskt og Dansk Oaks og Svenskt St. Leger.
Rossard vandt året efter Mowerinaløb, Dansk og Svenskt Derby, Svenskt og Dansk Oaks og Dansk St. Leger og blev således Dansk Triple Crown-vinder.
Hun blev senere solgt til USA, hvor hun vandt The Flower Bowl Invitational Handicap (Gr.1) og gik i avlen.
”Hans Adielsson var betydningsfuld for mig, og af ham har jeg lært meget”, nævnte Kajsa.
”Han er en sympatisk person, og jeg kontakter ham stadig af og til for at få gode råd”.

SVENSK LÆRLINGECHAMPION I 2018.
Kajsa fik lærlingelicens i 2016, og i sin karriere som lærling vandt hun 51 sejre.
I 2018 blev det i Sverige til 21 sejre og præmieindtægter på over to millioner svenske kroner, og Kajsa blev svensk lærlingechampion.
”Da Hans Adielsson trak sig tilbage, spurgte han mig, om jeg var interesseret i at overtage de heste, som han havde i træning. Men jeg sagde nej tak, hvilket jeg aldrig har fortrudt.”
”Jeg følte, at jeg havde brug for at videreuddanne mig i udlandet, og det førte til et treårigt ophold hos træner Ed Walker i Lambourn i England. Og det var særdeles nyttigt”.

”Jeg lærte meget af Ed Walker. Og ofte var jeg ”pacemaker” for nogle af de bedste heste og i den sammenhæng mødte jeg mange kendte jockeyer, bl.a. Frankie Dettori, Hollie Doyle, Tom Marquand og Oisin Murphy.
Det blev også til ophold i både Saudi Arabien og Dubai, medens Kajsa arbejdede for Ed Walker.

GALOPTRÆNER I SVERIGE.
I 2022 vendte Kajsa Lindsjö tilbage til Sverige, og hun fik licens som professionel træner.
Hun besluttede at starte sin trænervirksomhed på den store travprofil Lutfi Kolgjinis træningsanlæg i Vomb i Skåne, hvor hun trivedes godt.
”Men det gik ‘pissedårligt’. Resultaterne levede slet ikke op til mine forventninger og ambitioner”, forklarede Kajsa.
”Jeg tog en dyb samtale med mig selv. Jeg var nødt til at ændre på noget, gøre noget. Skulle jeg stoppe eller prøve en gang til?”.
”Samtidig var den usikre situation omkring situationen på Jägersro og den nye bane i Bara medvirkende til, at jeg følte der skulle ske noget nyt, og derfor tog jeg chancen, da Niels Petersens stald på Klampenborg Galopbane blev ledig”.
Så da sæsonen 2024 var slut, flyttede Kajsa de 12 heste, som hun havde i træning i Skåne, over Øresund til permanent basis på Klampenborg.
Og Kajsa er særdeles godt tilfreds med de forhold, som hun har på Klampenborg Galopbane.
”Staldene er luftige og sunde, og jeg har min egen walker og to folde på anlægget”.
”Og så er Klampenborg bare stedet i skandinavisk galopsport”.

FØRSTE SÆSON SOM KLAMPENBORG-TRÆNER VAR OK.
Kajsa Lindsjøs præmieindtægter første år som træner på Klampenborg i 2025 udgjorde 566.342 kroner. Hun havde 71 startende heste, der vandt 14 gange, hvilket giver en sejrprocent på 20. Det er højt. Og trioprocenten nåede 42.
Jeg spurgte Kajsa, om det var et tilfredsstillende resultat.
”Både ja og nej”, svarede hun. ”Jeg vandt mange løb, og det var vigtigt for mig at vise, at det kan jeg. Men jeg vandt ingen storløb.”
De store præmieslugere var Persian Magic og Royal Time.
East Wind Racings Persian Magic (Moohaajim), der er halvbror til Sandtastic (Footstepsinthesand), vandt i sine tre sidste starter på Klampenborg i fjor.
”Ja, det var imponerende”, understregede Kajsa. ”Han er nu oppe på et handicap på 76, og jeg er spændt på, om han kan fortsætte sin sejrsrække”.
“Sandtastic er blevet bedre med alderen, og jeg håber selvfølgelig på, at Persian Magic også tager et skridt til. Han har fået mere fighting spirit“.

Kajsa ejer selv Royal Time (Time Test) sammen med sin mor Karin.
Royal Time havde en fantastisk sæson i fjor med fem sejre og to andenpladser i sine syv starter, og han steg 13 kilo i handicap i sæsonen til 84.
Hvad er forventningerne til hende i år, nu hvor hun er blevet fem år gammel? spurgte jeg.
”Hun virker distancestærk, men desværre er der kun få stayerløb for ældre hopper i Skandinavien. Måske forsøger jeg at finde et løb til hende i Tyskland”.

Af ældre heste i stalden hos Kajsa Lindsjö finder vi også den tidligere vinder af Breeders’ Trophy Classic og Marit Sveaas Minnelöp (Gr.3), Miga Horses’ nu 7-årige Chianti (Zarak), der tidligere har været i træning hos Niels Petersen på Øvrevoll.
Chianti skuffede i fjor. Jeg spurgte Kajsa, om vi får ham at se i topform igen i år?
”Det håber jeg af hele mit hjerte”, svarede hun. ”Han har fået en bedre attitude, og han er kommet ned i handicap, hvilket giver ham mulighed for at genvinde selvtilliden”.
På det tidspunkt af interviewet kom Laura ind i jockeyrummet, hvor interviewet foregik, og jeg spurgte hende om, hvad hun mener om Chianti.
”He is the love of my life”.
Laura blev i 2025 Årets Champion Amatørrytter på Klampenborg og i Danmark.
Ny i stalden i år er også 5-årige Streetfightin’ Man (Vino Rosso), som er én af tre heste ejet af danske Marianne Halberg.
“Streetfightin’ Man er en meget smuk og velgalopperende hest, som vi har arbejdet meget med i vinterens løb. Jeg tror, at han får en spændende sæson i år”, siger Kajsa og den amerikanskopdrættede vallak, som vandt to gange i fjor og indleder den nye sæson med et handicap på 75.

21 HESTE I TRÆNING.
Kajsa ser ud til at skulle starte sæson 2026 med 21 heste i stalden, hvilket gør hende til en af de større trænere i Danmark. Og måske kommer der flere til inden sæsonstart.
”Der er altid plads til nye kunder”, som Kajsa udtrykte det med et smil.
”Jeg har en god sammensætning / balance af heste”, mener Kajsa, ”og jeg er optimist, når det gælder den kommende sæson”.
“Ni af de 21 er 2-åringer, men med dem ved man selvfølgelig aldrig rigtigt, hvordan de udvikler sig”.
”Men der er en god blanding af absolut topheste og handicappere i stalden”.
Laura Vestergaard er den eneste, der er fast beskæftiget i stalden, men der ud over er der 4-5 personer, der rider ud morgenen.
For Kajsa er det vigtigt, at hun har medhjælpere i stalden, som trives.
”Jeg plejer at sige, at hos mig har vi ingen problemer – men løsninger”.

Og Kajsa lægger afgørende vægt at have tilfredse ejere, der løbende bliver godt orienteret, og hun er meget tilfreds med sin ejerkreds.
”Jeg er taknemlig for at have så fine heste i stalden, men det er også et stort ansvar”.
Kajsa nævner i den sammenhæng det initiativ, som Klampenborg Galopbane har taget med anpartsstalden Stald Klampenborg.
”Det er på den måde, at vi får flere hestejere ind i sporten”.

KAJSA TROR PÅ EN DANSK DERBYSEJR I 2026.
Der er fem 3-åringer i stalden hos Kajsa, og hun tror på, at to af dem kan vinde Dansk Derby 2025, velvidende at mange andre også tror på, at de vinder derbyet i år.
De to er Donald og Wonder Life.
”De er begge ustartede som 2-åringer”, nævnte Kajsa og tilføjede ”- ligesom Grab The Moment var det”.
”Det er to store tunge heste, der er vokset meget. Så de har fået tid, og det skal de også have, hvis de har brug for det”.
Donald er efter Appel Au Maitre og ud af Melissa Jordan og dermed halvbror til Royal Time (Time Ten). Han er ejet af East Wing Racing.

Wonder Life (Lope Y Fernandez) er ud af Jive (Sabiango), der i sin løbskarriere vandt Svenskt Oaks, Breeders’ Trophy Classic og Jockeyklubbens Avelslöpning (L).
Som avlshoppe er hun mor til bl.a. Ready Teddy (Maxios), der vandt Dansk Derby og Dansk St. Leger i 2020.
”Wonder Life er opdrættet af JP Long HB”, oplyste Kajsa ”og hun blev købt på Scandinavian Open Yearling Sale i 2024 for 500.000 kroner”.
”Hun ejes af Klampenborg Forever bag hvilket pseudonym gemmer sig Wibecke Nagell-Erichsen, Kolbjørn Selmer og Niels Peter Gill samt flere andre – bl.a. den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner”.

Blandt andre klassiske emner til næste år – i første omgang Dansk 1000 Guineas (Mowerinaløb), nævnte Kajsa Bon Voyage og Melania.
”Bon Voyage (Moohaajim) var tredje i sin eneste start som 2-årig”, nævnte Kajsa ” i et velbesat toårsløb slået af den senere svenske kriteriumsvinder Albarella (Tornado).
Bon Voyage ejes af Stall Bright Side Of Life.
”East Wind Racings Melania (Moohaajim) er halvsøster til Garlic (Outstrip). Hun skuffede i sin to starter som 2-årig, men hun træner godt”, understregede Kajsa.

LOVENDE 2-ÅRINGER.
Næsten halvdelen af de heste, som Kajsa har i træning, er 2-åringer.
Umiddelbart størst interesse påkalder sig en fortsat unavngiven helbror til den dobbelte Derbyvinder Schamyl og den lovende 3-åring Darlington, der begge er efter Appel au Maitre.
Moderen Whistler (Academy Award) vandt i sin karriere såvel Svenskt Oaks som Dansk Breeders’ Cup.
”Han gør alt rigtigt”, nævnte Kajsa. ”Han opfører sig stille og roligt. Han tror på sig selv. Han har ikke det voldsomme temperament, som vi har set hos Darlington”.
En anden 2-åring, som Kajsa tror vil gøre det godt, og som hun er spændt på at se i løb, er en helbror til Bon Voyage. Moohaajim-sønnen ejes som Bon Voyage af Stall Bright Side Of Life.
”Eko Elegance (Appel au Maitre) er et Hjortebo-opdræt”, nævnte Kajsa og tilføjede ”jeg er altid glad for Hjortebo-opdræt i stalden”.
Kickan er også efter Appel au Maitre, og hun er en meget smuk hest, men hun er også meget temperamentsfuld”.
”Men”, gentog Kajsa, ”man ved aldrig helt med 2-åringerne. ”Nogle er hurtigere udviklet end andre”.
FAVORITJOCKEYERNE.

”DET ER ET ‘FULL-TIME JOB’, MEN JEG ELSKER DET”.
Kajsa bliver 30 i næste måned. Hun bor alene i Kgs. Lyngby. ”Der er ikke tid til noget andet”.
”Jeg satset alt på, at det skal blive godt”, påpegede hun. Der er ingen fritid. Jeg arbejder meget. Men jeg elsker det. Det er det, som jeg vil”.
”Og jeg er ambitiøs. Det er derfor, jeg flyttede til Klampenborg. For at få mine ambitioner og drømme opfyldt”.
”Heste er forskellige, og de skal alle have min fulde opmærksomhed. Jeg vil gerne vinde alle løb, men sejre i storløb tæller naturligvis mest”.

”Vi er mange, som jeg synes yder en stor indsats for at gøre galopsporten interessant og publikumsvenlig”, nævnte Kajsa.
Derfor er det vigtig at fokusere på de mange positive ting, der er i galopsporten. Desværre er der nogle, der ønsker det modsatte”.
”Så vi skal stå sammen om at vise de fine sider af sporten”.
Kajsa har alt det, der skal til for at blive en toptræner i Skandinavien.
Hun er vokset op med heste. Hun har erfaring med heste – ikke kun galopheste, men også travheste.
Hun er uddannet hos en af de bedste trænere i Skandinavien. Hun var et stort talent som jockey.
Hun var været på et længere ophold udenfor Skandinavien hos en førende engelsk træner og fået international erfaring.
Kajsa er ambitiøs – det er nødvendigt for at få succes. Men hun er samtidig særdeles venlig, imødekommende og sympatisk.
Jeg spår, at hun sammen med en række andre nyere kvindelige galoptrænere vil komme til at sætte sit præg på galopsporten i Danmark og Skandinavien i årene, der kommer.


























