Lea Olsen blev dansk trænerchampion i 2025, men hendes far, Bent Olsen, er den træner med bopæl i Danmark, der fik den største samlede indtjening. Den mest vindende træner med dansk oprindelse finder vi på Øvrevoll – Niels Petersen, der også blev skandinavisk trænerchampion.

Top-5 Trænerstatistik 2025
(Samlet indtjening for trænere med bopæl i Danmark -1000 kr.)
| Træner | Danmark | Sverige (sv.kr.) | Norge | I alt |
| Bent Olsen | 1.952 | 2.046 | 196 | 3.445 |
| Lea Olsen | 2.173 | 1.367 | 72 | 3.108 |
| Rikke Bonde | 1.527 | 586 | – | 1.891 |
| Bettina Andersen | 1.269 | 604 | 34 | 1.697 |
| Søren Jensen | 1.128 | 665 | 46 | 1.584 |
NO SURRENDER VAR BENT OLSENS PENGESLUGER.
Bent Olsen havde endnu en flot sæson i 2025. Han er still going strong.
Samlet set var han den danske træner, der havde den største indtjening. Men datteren Lea puster ham i nakken, og jeg tror, at ingen mere end Bent ønsker, at datteren Lea slår ham i år.
Bent Olsen blev også champion på hjemmebanen Klampenborg i 2025, som der næsten er tradition for.
Men det er især Bent Olsens succeser i Sverige, der gør, at han samlet set er den danske træner, der fik den største løbsindtjening i 2025.
2025 bød bl.a. på tre klassiske sejre for Bent, to Breeders-sejre, og en sejr i Produce Stakes.

No Surrender (Giant Sandman) vandt Svensk 2000 Guineas, Happy Legend (Rock Of Gibraltar) Dansk Oaks og Sandhurst (Havana Gold) Dansk St. Leger.
No Surrender tog sig også af de to Breeders’-sejre i hhv. Breeders’ Trophy Classic på Bro Park og Breeders’ Prize Sprint på Øvrevoll. Og Cool Magic (Moohaajim) sikrede Bent en sejr i Produce Stakes.
Den helt store pengesluger var No Surrender, der indløb knap 1,2 million kroner, hvilket svarer til godt en tredjedel af Bent Olsens samlede løbsindtjening i 2025.
No Surrender blev den mest vindende hest i Sverige i fjor. Det er kun tredje gang, at en dansktrænet hest har præsteret det i de sidste 10 år.

I 2021 var det Søren Jensen-trænede Good Fortune (Appel Au Maitre), der det år vandt Jockeyklubbens Grand Prix og Breeders’ Trophy Classic begge på Bro Park.
Og i 2019 var det Red Cactus (Hard Spun), der vandt Svensk Derby og Hurricanelöpning begge på Jägersro. Red Cactus var trænet af Bent Olsen.
Red Cactus sætter nu igen sine spor på Jägersro.
I Svenskt Kriterium 2025 var to afkom efter Red Cactus, Red Tattoo og Red Mantel hhv. anden og tredje i mål, og samme dag vandt Missing – også efter Red Cactus – Svenskt Kriterium Consolation.

Bent Olsens anden ”moneymaker” i 2025 var Night Of Thunder-sønnen Great Wish.
Han vandt tre gange på Klampenborg og løb med op i alle de store skandinaviske spinteropgør, bl.a. i Listed-løbene Challenge Stakes og Zawawi Sprint Cup, hvor han i begge løb var anden.
I alt indløb Great Wish 322.000 kroner i 2025. Såvel No Surrender som Great Wish overvintrer i Dubai.

LEA OLSEN FIK SIT BEDSTE ÅR SOM TRÆNER.
Hvert år siden Lea blev træner er hendes indtjening steget. I 2025 til over tre millioner kroner. Hvad kan det ikke blive til?
I 2025 blev Lea Olsen dansk trænerchampion og trænerchampion på banerne i Aarhus og Aalborg.
I 2024 præsenterede Lea os for en række gode 2-åringer, og de fulgte op med gode resultater som 3-årige og sikrede Lea to nye klassiske vindere.

Wiggle Wine (Go Go Gadget) vandt Dansk 1000 Guineas (Mowerinaløb), og Zarina (Appel Au Maitre) Svenskt 1000 Guineas.
Med en indtjening på en halv million kroner i 2025 blev Zarina Lea Olsens mest vindende hest i 2025.

Også i 2025 var Lea træner af flere meget lovende 2-åringer.
I stalden finder vi såvel den danske vinterfavorit Beethoven (Goken) som den svensk vinterfavorit Albarella (Toronado).
Det var andet år i træk, at Lea Olsen vandt Vinterfavoriternes Ærespræmie på Klampenborg. I 2024 sejrede Zarina.
Det bliver spændende at følge Leas heste i derbyåret.

Lea vandt i 2025 Svenskt og Dansk 1000 Guineas, og hun har tidligere vundet Dansk St. Leger med New York Strip (Appel Au Maitre) og to gange det Jydske Derby med hhv. King Ferdinand (Elusive City) og Biot (City Light).
Men der mangler sejre i et skandinavisk Derby eller Oaks.

FARVEL TIL TRE STJERNER.
Rikke Rohbach Bonde er sammen med Bent og Lea Olsen Danmarks største trænere.
Rikke havde en udmærket sæson, men det blev ikke til nogen storsejre, og hendes indtjening var lavere end i fjor og i hendes bedste år i 2021, hvor Stroxx Carlras (Footstepsinthesand) vandt Svenskt og Norsk Derby, og Go On Carlras (Harzand) var anden i Dansk Derby.
Rikke har nu måttet sige farvel til de to Carlras-heste, der begge er gået i avlen som hhv. avlshingst og avlshoppe.

Stroxx Carlras og Go On Carlras har i hele deres væddeløbskarriere været i træning hos Rikke Bonde og hendes ægtemand Nicolaj Stott og i alt indtjent 3,6 millioner kroner.
Den tredje stjernehest, der har forladt Rikke, er legendariske King David (Elusive City), der i år starter som avlshingst på Stutteri Hjortebo i et samarbejde mellem Stutteri Stork og Stutteri Hjortebo.

Rikkes topscorere i 2025 var Firstof All (Juniper Tree) og Go Go Flame (Go Go Gadget), der begge løb med helt op i de store treårsløb. Og de tjente begge mere end 300.000 kroner i sidste sæson.
Det kunne nemt være blevet til en klassisk sejr for Firstof All i 2025.
Men i Dansk Derby var hun knebent slået af Grab The Moment (Go Go Gadget), og i Dansk Oaks, hvor hun var favorit, styrtede hun, mens hun i Dansk St. Leger igen måtte nøjes med en andenplads efter en lang sæson.

Rikke Bonde har flere gange været tæt på en dansk derbysejr. Måske lykkes det i 2026.

MY FORTUNE I ZENIT.
2025-sæsonen bød på 19 sejre til Bettina Andersen, hvilket er rekord. Indtjeningsmæssigt var sæsonen på linje med de to foregående år.
Staldens stjerne var My Fortune (Appel au Maitre), der sikrede stalden godt 1/3 af årets indtjening.
My Fortune vandt i fire af sine seks starter i 2025, og han sejrede bl.a. i Dansk Breeders´ Cup, Breeders’ Trophy Mile og Skandinavisk Grand Prix.

Men også andre heste bidrog godt til årets indtjening.
Lucien (Hurricane Red) har “kun” en vinderprocent på 17. Men han løber altid med op. I 2025 blev det til en kvart million kroner i indtjening, og nu kan han kalde sig millionær.
Også Golden Dreams (Girolamo) og – som altid – Sandtastic (Footstepsinthesand) bidrog til staldens indtjening.

Bettina Andersen og ægtefællen Kim Andersen har en række lovende heste i Derbyårgangen, bl.a. Darlington (Appel Au Maitre), Missing (Red Cactus), King To Be (Moohaajim) og My Dole (Appel Au Maitre), så måske går stalden en stor sæson i møde.

FÅR SØREN JENSEN SIN FEMTE DANSKE DERBYSEJR?
Søren Jensen har været med længe. Han har passeret de 70 år, men han fortsætter ufortrødent. Og med god grund.
Over halvdelen af de heste, som Søren har i træning, er lovende 3-åringer. De, der har størst opmærksomhed p.t., er Årets Hest på Klampenborg Cosmopolitan (Make Believe) og den svenske vinterfavorit Taifuu (Japan). Sidstnævnte overvintrer i Dubai.

Men der er flere 3-årige i stalden, der eventuelt vil være med i legen. En af dem er ustartede Gabriel (Appel Au Maitre). En halvbror til King Ferdinand (Elusive City) og No Surrender (Giant Sandman).
Cosmopolitan og Taifuu sikrede Søren Jensen en OK sæson 2025, men indtjeningsmæssigt var det alligevel den laveste de sidste fem år.
Måske bliver 2026 et vendepunkt?

NIELS PETERSENS HESTE INDTJENTE OVER 10 MILLIONER KRONER I 2025.
Danskfødte Niles Petersen, der nu i mange år har haft sit træningskvarter på Øvrevoll, vil aldrig glemme galopsæsonen 2025.
I alt tjente Niels Petersen-trænede heste lige godt 10 millioner danske kroner. Det må være rekord. Og det er lige så meget som de fire højest placerede trænere med bopæl i Danmark tjente tilsammen.

Niels Petersen blev trænerchampion i hjemlandet Norge med 3,3 millioner norske kroner i indtjening og i Sverige med 6,6 millioner svenske kroner.
I Danmark måtte Niels Petersen nøjes med en fjerdeplads og 1,5 million danske kroner.
Men Niels Petersen kunne endvidere glæde sig over et meget vellykket vinterophold i Dubai, hvor tre af hans stjerner, Queen Azteca, Easywithme og War Socks indløb over 2 millioner danske kroner.

Rækken af storsejre er alenlang. Det blev bl.a. til fem klassiske sejre.
Det blev til to derbysejre. Grab The Moment (Go Go Dancer) vandt Dansk Derby og War Socks (Kameko) Norsk Derby. Det kunne være blevet til sejr i alle de skandinaviske derbyer, hvis Queen Azteca havde vundet Svenskt Derby.
Nævnes i den sammenhæng skal også, at Acapulco Sunrise (Almanzor) vandt Jydsk Derby.

Queen Azteca (Sharp Azteca) vandt UAE Oaks (Gr.3) på Meydan, Wassim (Zarak) Dansk 2000 Guineas på Klampenborgnog Supernova Bling (Starspangledbanner) Svenskt Oaks på Jägersro.
Inden Queen Azteca blev solgt til USA nåede hun at tjene knap to millioner danske kroner i år i Niels Petersens træning. Også Grab The Moment bidrog godt til Niels Petersens indtjening med knap 1,3 millioner kroner i præmiebeløb.

Og Mozart, Lord Mountbatten, Easywithme og Wassim lå alle med en indtjening omkring en halv million kroner.
Det bliver spændende at se, om Niels Petersen i år kan leve op til rekordsæsonen 2025. Det bliver svært.
Niels Petersen har et stort hold i Dubai, bl.a. de to lovende 3-åringer Bullet Bling (Violence) og Bruce Almighty (Appel Au Maitre), og Niels Petersen har helt sikkert flere adskillige lovende 3-åringer, der vil tage kampen op i de klassiske løb i 2026.


























