Glæsner Racings 3-årige debutant Doc Holliday får fredagens ‘fidusbamse’ blandt de skandinaviske aktører på Meydan. Den 3-årige Appel Au Maitre-søn fik den bedst mulige indvendige rejse i Mina Rashid Maiden over 1600 meter dirt, og han endte sjette i mål under Carlos Lopez.

Det var karrierens første start for Niels Petersen-trænede Doc Holliday, som er opdrættet på Stutteri Hjortebo og helbror til den tidligere Derby Consolation-vinder Dunkerque, der i fjor også vandt over forhindringer i Irland.
Doc Holliday var slået med lidt under 10 længder i mål af vindende Brotherly Love (Zoustar), der trænes af Jamie Osbourne og blev redet til sejr af Saffie Osbourne.

Det var i øvrigt Osbourne-familiens anden sejr på stribe, efter de havde vundet dagens indledende handicap med 9-årige Sean (Excelebration).
I dette opgør sluttede Veronika Jandová-trænede Dark Stream (Kuroshio) sidst gennem mål for Sandro de Paiva.
Oscar Berneklint gav i Al Wasl Stakes over 1200 meter græs sæsondebut til sin duo Nocutsnobuts (El Kabeir) og Surpreme Shine (Supremacy).
Hér gik det for stærkt for begge heste, som endte henholdsvis sidst og næstsidst for Sandro de Paiva og Rebecca Stålhandske.
Al Wasl Stakes blev vundet af Simon og Ed Crisfords Flying Comet (Havana Grey) med Silvestre de Sousa.

Bent Olsen var desværre nødsaget til at slette sin topsprinter Great Wish (Night Of Thunder) fra DP World GCC Handicap over 1200 meter dirt, og Niels Petersen og FTHK Racings Mr Pirelli (The Factor) blev som den sidste skandinaviske hest i aktion nummer 13 i DP World Express Handicap over 1000 meter græs.

























