Sir Gordon Richards var Championjockey i England 26 gange, og bliver ofte udråbt som én af verdens bedste ryttere nogensinde. Historien om ham begynder i Shropshire Village, hvor han den 5. maj 1904 blev født på Ivy Road, som den tredje søn ud af otte søskende. Hans far, Nathan, arbejdede i kulminerne, og hans mor var datter af en anden kulminearbejder.
Gordons far var også prædikant, og han gav sine børn en streng, religiøs opdragelse. I Gordons ungdomsår flyttede familien til Wrockwardine Wood, hvor Nathan avlede adskillige ponyer, og allerede dengang blev den unge Gordon interesseret i heste. Han red ofte uden saddel på ponyerne, og det menes, at det allerede var dengang han skabte sin noget usædvanlige ridestil.
Gordon havde to brødre, Colin og Clifford, og er var lige så vilde med heste, som han var. Brødrene blev siden også jockeys, og Clifford red endda klassiske vindere.
I en alder af 13 år gik Gordon ud af skolen for at blive yngste mand i et mindre firma i byen Lilleshally. Fra tid til anden red han til arbejde. Da træner Martin Hartigan indrykkede annonce med tilbud om et job som lærling i Jimmy Whites Foxhille Stable i Swindon, søgte Gordon jobbet og fik det. Nytårsdag 1920 indledtes én af historiens største jockeykarrierer.
Det stod hurtigt klart for den nye arbejdsgiver, at Gordon havde usædvanlige evner på hesteryg, hvilket betød, at den unge lærling allerede fik sit første ridt på Lincoln den 16. oktober 1920 på hesten Clock-Work. Han vejede ud med vægten 6 st 9 pounds, svarende til lige over 42 kilo.
Det blev til en mindre placering, og den første sejr kom først 31. marts det følgende år med Gay Lord på Leicester. Gordon blev grundet sit tætte, sorte hår hurtigt kendt under øgenavnet “Moppy”.
Det første Championat
Gordons lærlingetid på Foxhill varede indtil 1924, hvorefter han flyttede til Captain Thomas Hogg, der havde stald på Russley Park i Wiltershire. I det første år som professionel på heltid i 1925 opnåede Gordon at vinde sit første jockeychampionat med 118 sejre.
Året efter blev han desværre ramt af tuberkulose, hvilket satte en foreløbig stopper for karrieren. Det betød et ophold resten af året på Norfolk Sanatorium, og det var hér mødte han Bill Rowell, som skulle komme til at spille en væsentlig rolle i Gordons liv.
Rowell blev hans ven og mentor. Han hjalp Gordon i bl.a. pengesager – formuen steg hurtigt og samtidig blev han et kendt navn i Londons velstående kredse. Her var Rowell også hans mentor.
I Gordons fravær fra jockeylivet overtog Tommy Weston championatet, men Gordon Richards var tilbage i sadlen i 1927 og genvandt titlen. Successen blev fulgt op i 1928 og 1929.
På dette tidspunkt kom skibrederen William Tatem – 1st Baron Glanely – ind i Gordons liv. Træner Hogg var Baronens private træner i Newmarket. Som jockey for Glanely vandt han sit første klassiske løb med Red Rose Of England i 1930-udgaven af Epsom Oaks, og samme år kom næste klassiske sejr med Singapore i St Leger Stakes.
Da sæsonen lakkede mod enden, vandt han November Handicap på Glorious Devon. Det betød, at han havde en enkelt sejr mere end sin værste konkurrent, Freddie Fox, i kampen om jockeychampionatet, men da Fox vandt to løb mere inden sæsonen sluttede måtte Gordon se sig slået.
Fred Darling
Gordon gentog championatet i 1931 med 131 sejre, og han fik undervejs et særdeles godt tilbud fra træner Frank Darling, som han ikke kunne undlade at sige mange gange tak til.
Det skulle vise sig at være et godt valg, for i den første sæson for den nye træner red han ikke mindre end 259 vindere! Det betød, at han brød Fred Archers længe bestående rekord.
Blandt de 249 sejre var 11 af dem i en uafbrudt stribe. Archers rekord på 246 sejre blev overgået på Golden King Racecourse i Liverpool den 8. november, og rekorden, som han selv brød igen før sæsonens afslutning, blev ikke slået de næste 50 år.
Meget tæt på Derbytriumf
Gennem 1930’erne kom Gordon snublende nær på sin første Derbytriumf. I 1934 blev han anden med Easton og i 1936 var han uheldig med HH Aga Khans Taj Akbar, der blev besejret af samme ejers Mahmoud. I 1938 blev han tredje med 2000 Guineas-vinderen Pasch, der blev slået af sin Fred Darling-trænede staldkammerat Bois Roussell.
Grundet sin tidligere tuberkulose blev Gordon ikke indkaldt til militærtjeneste under 2. Verdenskrig, og det betød, at han kunne fortsætte med at ride. Han blev championjockey to år i træk i 1939 og 1940, men i 1941 brækkede han sit ben i Salisbury, og titlen overgik til Harry Wragg.
Med George VI’s Sun Chariot blev det til sejr i 2000 Guineas i 1942 og Gordon vandt også hoppernes Triple Crown – 1000 Guineas, Oaks og St. Leger. 2000 Guineas blev vundet for Majestæten med Big Game, og et nyt championat kom siden i hus.
I 1943 blev han den mest vindende jockey i engelsk væddeløbshistorie, da han passerede Fred Archers rekord på 2.748 sejre. Det var sejren med Scotch Mist på Windsor, der indbragte ham rekorden. Det betød også, at han blev noteret for sit 16. championat. I 1947 vandt han atter 2000 Guineas – denne gang med otte længder i bøjlerne på Tudor Minstrel – den største vindermargin i løbet siden 1900. Bagefter blev løbet beskrevet som ”antagelig den største bedrift nogensinde i galopsportens historie”.
Som storfavorit til sejren i derbyet blev det dog en skuffelse, at Tudor Minstrel måtte nøjes med en beskeden fjerdeplads. Det kunne dog ikke stoppe Gordon for at blive noteret for et nyt championat med 269 sejre på et år.
Gordons samarbejde med Fred Darling varede i 16 år, helt indtil Darling trak sig tilbage.
Sir Gordon Richards udtalte ved den lejlighed om Darling: ”Jeg vil uden tvivl beskrive ham som et geni med galopheste. Der vil aldrig komme komme en træner som ham igen”.
Sir Noel Murless overtog stalden i Beckhampton og Richards fortsatte som staldjockey. Hans største sejr for Murless var med skimlen Abernant, der bl.a, vandt Nunthorpe Stakes.
Den senere karriere og Riddertitlen
På trods af den store succes, nagede det ham, at der manglede en Derbytriumf. Sæsonen 1953 blev enestående for Gordon Richards. Han blev slået til ridder, og han er endnu den eneste jockey, der har modtaget denne hæder. Som han selv udtalte efter begivenheden: ”Jeg havde aldrig drømt om at skulle blive den ”mindste ridder” nogensinde!”.
Gordons første ridt efter ceremonien var i Derbyet på ryggen af Pinza, en hest af betydelig størrelse, og det skulle blive et af hans bedste ridt nogensinde.
Pinza lå i andenposition det meste af vejen og blev skygget af Dronning Elizabeths Aureole. Der blev over de sidste 100 meter også sat et angreb ind fra Aga Khans Shikapur, der var i front med bare 200 meter tilbage.
Det lykkedes dog for Sir Gordon Richards at få sin første Derbyvinder og han blev modtaget med fantastisk jubel af den tusindevis store skare af publikummer, da han kom tilbage til vindercirklen.
Det – at han endelig at kunne kalde sig derbyvinder – var en enestående begivenhed, der så nåede sit højdepunkt, da han blev ønsket tillykke i den Kongelige loge. Lidt over et år senere – den 10. juli 1954 – var han ude for et grimt uheld på Sandown Park, og det blev afslutningen på en fantastisk jockeykarriere.
Sir Gordon Richards havde redet 4.870 vindere ud af 21.843 ridt, og han havde været championjockey i England 27 gange.
Efter støvlerne var lagt på hylden, sagde han nej tak til et tilbud om at komme i Parlamentet som konservativt medlem.
Karrieren som træner
I stedet slog Sir Gordon sig ned som træner i Beckhampton og Ogbourne Maizey i Wiltshire, og derefter i Whitsbury i Hampshire. Karrieren som træner var ikke så glorværdig som jockeykarrieren – med den havde absolut også sine højdepunkter.
De mest betydende ejere var Sir Michael Sobell og dennes svigersøn, Lord Weinstock. De gav Sir Gordon Richards deres første væddeløber, London City, i træning.
Det var en succes fra starten med sejr i The Cambridgeshire Handicap i 1958. Richards trænede også Pipe Of Peace, der var 2-års champion i 1956. Samme ejeres Reform, der vandt 11 af sine 14 starter, var antagelig den bedste hest han nogensinde trænere – og blandt triumferne kan nævnes Champion Stakes og St James’s Palace Stakes.
Sir Gordon trænede også for Lady Beaverbrook, mens en af de tidligste ejere i stalden var Dorothy Paget. Da hun gik bort, havde Sir Gordon stor indflydelse på Sobell og Winstocks køb af hendes stutteri, Ballymacoll Stud.
Sir Gordon havde gennem det meste af sin trænerkarriere en fast staldjockey i Scobie Breasley, og efterfølgende faldt valget på Edward Hide.
Ved slutningen af 1970-sæsonen måtte Sir Gordon opgive trænergerningen på grund problemer med den ene hånd. Bookmaker William Hill, som han leasede sine bokse fra, overtog selv staldene, da han ønskede at begynde at opdrætte galopheste der.
Sir Gordon Richards nedsatte sig i 1971 som Racing Manager for Sobell, Weinstock og Lady Beaverbrook og fortsatte i den rolle indtil sin død. Han arbejdede tæt sammen med Major Dick Hern og var særdeles aktiv som køber af åringer for Lady Beaverbrook.
Han blev krediteret for væddeløbere som Sun Prince, Sallust, Admetus, Cistus, Troy og Sun Princess (for Sobell/Weinstock) og Boldspy, Bustino, Relkino, Niniski og Petoski for Lady Beaverbrook.
Sir Gordon Richards døde af et hjertetilfælde i sit hjem, Dove House, den 10. november 1986. Han var gift med Margery Gladys, og de opfostrede sammen to sønner og en datter.
Sir Gordons 4.870 karrieresejre er stadigvæk britisk rekord, ligesom hans ubrudte sejrsrække på 12 vindere og 26 jockeychampionater heller aldrig er blevet overgået.
