fbpx

RaceTime: Bliver det til svensk Derbysejr i år for championtræner Lennart Reuterskiöld Jr.?

Lennart Reuterskiöld jr. har 36 heste i træning. Knap hver tredje er fra derbyårgangen. Bl.a. Wolfof Vancouver med 85 i handicap og War Hawk med 80.


En ny sæson er på vej. Lennart Reuterskiöld jr. overværer træningsgallops på Jägersro. I fjor var Junior svensk trænerchampion med over 10 millioner svenske kroner i præmiepenge. I fire ud af de sidste fem år har han været trænerchampion i Sverige. Kun i 2018 måtte han bøje sig for sin evige konkurrent Niels Petersen. Foto: Stall Junior.

To af Juniors 3-åringer er ubesejret. Sidst Lennart Reuterskiöld jr. vandt Svensk Derby var i 2017 med Dorcia. I fjor var han anden med Yoker.

Juniors stald er også fyldt med ældre heste af meget høj klasse og lovende 2-åringer.

Junior med Mr. Ascots Yoker efter hans overlegne sejr i Hurricanelöpning. Jacob Johansen red. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Derbyårgangen gjorde det godt i fjor. Særdeles godt. Det vrimlede med stjerner. Lennart Reuterskiöld jr. havde et unikt treårshold.

Yoker var Lennart Reuterskiöld jr´s mest vindende hest i 2020 med en præmiesum på 1.357.500 svenske kroner.

Ud over sejren i Hurricanelöpning var Yoker anden i Svenskt Derby bag Bullof Wall Street. Yoker er nu tilbage i træning i Frankrig.

Tille In Action vandt Breeders Prize Classic på Øvrevoll. Harry vandt Bro Park Trial.

Hot Bagatelle vandt Malmøs Stora Pris og Altamiralöpning, og Havana Red vandt Norsk Oaks.

Men det blev ikke til en svensk derbysejr. Junior havde fem heste til start i derbyet.

Mr. Ascots Yoker var anden. Mr. Ascot fik ikke den længe ventede derbysejr.

Sel Sea var fjerde. Marieappel femte. Harry sjette. Og Tille In Action nr. syv.

Niels Petersen-trænede Bullof Wall Street, der er ejet af The JC Organization, vandt Svenskt Derby.

Som en lille trøst vandt Juniors Havana Red – også ejet af The JC Organization – overlegent Svenskt Derby Consolation.

Bliver det til en svensk derbysejr i år for Junior? Muligheden er der.


To af Lennart Reuterskiöld Jr´s derbykandidater i år i træning på Jägersro. Wolfof Vancouver med Jessica Wadst i sadlen og War Hawk med Jacob Johansen. Foto: Stall Junior.

I fjor vandt The JC Organization Svenskt Derby med Bullof Wall Street.

Kan Wolfof Vancouver sikre The JC Organization den anden derbysejr i træk? Og med to forskellige trænere.

Wolfof Vancouver står stærkt, når det gælder Svenskt Derby 2021. Han løb fire gange som 2-årig. Han vandt to gange og var anden to gange.

Med et generalhandicap på 85 er Speightstown-sønnen Skandinaviens næsthøjest handicappede i derbyårgangen efter No Short Cuts, der slog ham i Skånelandlöpning.

Appel Au Maitre-sønnen War Hawk viste stor klasse, da han var anden i Svenskt Kriterium, og Lawman-datteren Chatarina var i sin sidste start over 1600 meter på Jägersro for fjerde gang anden.

Denne gang bag No Short Cuts, men før Pusjkin, der senere også var tredje i Skånelandlöpning.

Hallucinate-sønnen Hey Brother er ubesejret i sine to starter som 2-årig og afsluttede med sejr i det velbetalte Janos Tandari Minne på Jägersro.

Irish Action (Zoffany) er ustartet.

RaceTime spurgte Lennart Reuterskiöld jr., om han kan vinde Svenskt Derby i år.

”Jeg har flere gode kandidater”, nævnte Junior, og han fremhævede i den sammenhæng Wolfof Vancouver, War Hawk og Hey Brother.


I fjor blev det til svensk sejr i Dansk Derby, da Chess Racings Jessica Long-trænede Ready Teddy vandt. Junior har aldrig vundet Dansk Derby. Bliver det i år, det sker? Foto: Burt Seeger.

Lennart Reuterskiöld jr. har fortsat fire heste tilmeldt Dansk Derby 2021.

Crystal Keys, Dream Look, High View og Magic Rock.

Magic Rock (Mukhadram) løb kun en enkelt gang som 2-årig, hvor han vandt foran to af Lennart Reuterskiöld jr´s øvrige potentielle danske derbykandidater Crystal Keys og Dream Look.

Appel au Maitre-sønnen Crystal Keys, der er ejet af Waleed Zawawi, vandt efterfølgende sit maidenløb, men han var langt væk i årets sidste start i Svenskt Kriterium.

Dream Look vandt i sin sidste start som 2-årig Svenskt Kriterium Consolation.

High View er som Dream Look og Crystal Keys også ejet af Waleed Zawawi. Han er ustartet.

High View er efter Toronado, der vandt såvel Sussex Stakes (Gr.1) som Queen Anne Stakes (Gr.1) som 4-årig.

Hvor store er dine chancer i Dansk Derby i år? spurgte RaceTime Junior.

Dream Look, Crystal Keys og Magic Rock er alle gode heste, men der er lang tid til august og til Dansk Derby”.


Hot Bagatelle (Jacob Johansen) vinder efter kamp Altamiralöpning på Jägersro før Nascetta (Elione Chaves). Foto: Stefan Olsson /Svensk Galopp.

Med fire hopper med et handicap på over 80 står Lennart Reuterskiöld junior også meget stærkt rustet til de store løb for ældre hopper i Skandinavien i 2021.

Men, om det er nok til at slå Queen Rouge med et handicap på 91, skal vise sig.

Hot Bagatelle vandt i sine fire sidste starter som 3-årig, og Hot Bagatelle er nu oppe på et handicap på 85.

Tæt på følger Marieappel (84), der vandt Svenskt Derby Trial i fjor, var placeret i såvel Svenskt Derby og Oaks og sluttede sæsonen med en andenplads efter Martha men før staldveninden Havana Red i Jockeyklubbens Avelslöpning på Jägersro.

The J.C. Organzations Havana Gold-datter, Havana Red (83) var sidste års Oaksstjerne.

Hun vandt Norsk Oaks foran Reine De Vega. Hun var anden i Svenskt Oaks bag Alwaysonmymind, og hun var anden i Dansk Oaks slået af Malekha.

Hot Chocolate (82) er som Hot Bagatelle ejet af Øvrevoll Stutteri.

Det blev ikke til nogen sejr i fjor, men hun afsluttede året flot med en andenplads i Malmö Hösthandicap bag Es Raco.


Tille In Action vinder Breeders Prize Classic på Øvrevoll før to andre af årgangens helt store stjerner, Ascot Brass og Careless Whisper. Tidligere på året var Tille In Action anden i Hurricanelöpning bag Yoker. Dobbeltsejr for Junior. Foto: Hesteguiden.com.

Også på hingstesiden vrimler det med stjerner fra sidste års derbyårgang.

Junior har syv 4-årige hingste/ vallakker i stalden med et handicap på over 80.

Højest står Tille In Action (84), der indtjente over 1 million svenske kroner i fjor.

Sidste års vinder af Bro Park Trial, og toer i Svenskt St. Leger, Harry, samt Sel Sea, der var fjerde i såvel Svenskt Derby som Hurricanelöpning står begge med et generalhandicap på 83.

Sel Sea har ikke startet siden Hurricanelöpning. Auenfürst og Xcalibur er begge på 81.

På de kortere distancer vil Gulfstream Tiger (82) og Mountain (83) uden tvivl blande sig især i de store sprinterløb på dirt, bl.a på Jägersro.

Gulfstream Tiger vandt sine første fire løb i fjor, men på den svenske derbydag måtte han bøje sig for Nocentsinkentucky og staldkammeraten Mountain.

Gulfstream Tiger har ikke startet siden, men forventningerne til ham er store.

Eishin Dunkirk-sønnen Mountain vandt ikke i fjor, men han var anden i Breeders´ Prize Sprint på Øvrevoll bag Kasai.

For så vidt angår sidste års succesrige derbyårgang af begge køn udtaler Junior, at de nu skal forsøge at vise deres værd også i de højeste klasser for ældre heste.


Gold Tyranny træner med Juniors ægtefælle, Linda Reuterskiöld, i sadlen. Linda er en uvurderlig støtte for Junior. Foto: Stall Junior.

Stald Jupiter-opdrættede, nu 7-årige Gold Tyranny er den højst handicappede hest i Lennart Reuterskiöld jr´s stald med 93 i aktuelt handicap.

Waleed Zawawis Zoffany-søn har gjort det fremragende med foreløbig 10 sejre og næsten tre millioner svenske kroner i indtjening i sin hidtidige karriere.

Hurricanelöpning-vinderen fra 2017 har de sidste tre år i træk vundet Derby Day Summer Cup på Jägersro, og i såvel 2018 som 2019 vandt Gold Tyranny Skånska Fälltrittklubbens Jubileumslöpning (L)

Gold Tyranny har aldrig vundet på Klampenborg. Han var meget tæt på i fjor, men han måtte som storfavorit i Skandinavisk Grand Prix se sig besejret af Steinway.

Gold Tyranny har været blandt de tre bedste de sidste to år i Scandinavian Open Championship (Gr3). Måske kommer sejren i år.

”Han kan helt sikker vinde”, mener Junior.

”Men det er et svært løb”.


Mingun-sønnen Stormy Ocean vinder for tredje gang i træk den 25. november i fjor på Jägersro foran Plantstepsdream. De er begge i træning hos Lennart Reuterskiöld jr. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Vinderen af Breeders´ Prize Classic 2017 på Øvrevoll, Stormy Ocean, er også blevet syv år.

Han afsluttede sæsonen i fjor med tre sejre i træk i Guldhandicaps, og han er nu oppe på et handicap på 91.

Blandt de øvrige ældre heste kan nævnes Orb Craft (85), der vandt to Guldhandicaps på Jägersro i fjor over distance samt Marieappels halvbror Plantstepsdream (83), der indledte sæsonen i fjor med to sejre på Jägersro.

Niveauet er højt hos Lennart Reuterskiöld jr.

”Det skyldes bl.a., at jeg råder mine hesteejere til at skille sig af med de heste, der ikke slår til”, mener Junior.


Lea-sønnen Centurion Red blev købt for 60.000 pund af The JC Organization igennem Filip Zwicky Agency på Goffs Orby Sale i Doncaster i efteråret 2020. Foto: Filip Zwicky Agency.

Lennart Reuterskiöld jr. har otte 2-åringer i stalden på Jägersro klar til sæson 2021.

Junior lægger megen vægt på hestenes stamtavler, og han har mange meget veltrukne 2-åringer i stalden, bl.a.

Carmen (Casamento) en halvsøster til Tille In Action (Pastorius).

Navnet Carmen kan gøre min bror Per og jeg helt nostalgiske. Vores forældres første hest hed Carmen, og hun vandt Coca Cola Cup i 1960 – med bundvægt. Tiden går!

Centurion Red er en fuks amerikanskfødt søn af vinderen af Donn Handicap (G1), Lea, der er opstaldet på Claiborne Farm i Kentucky.

Moderen Seeking Luck er mor til tre vindere ud af lige så mange startende afkom.

Pratia er en hoppe efter den dobbelte Gruppe-1-vinder Pride Of Dubai (Street Cry), der er ny succesrig avlshingst på Coolmore i Australien.


Davicii og Rafael Schistl vinder Dansk Derby 2014. Foto: Burt Seeger.
Davicii (Panis) vinder Dansk Derby i 2014 før Stradivarius og Harbour Light. 2-årige Trust Me (Reliable Man) fra Juniors stald er halvbror til Davicii. Foto: Burt Seeger

Nævnes skal også Tin Win (Appel Au Maitre), der er halvbror til Dream Look (Power) og Zunzina efter Zoffany, der er ud af Montjeu-datteren Sun City.

Hvor mange af dem, vi får at se, og hvornår, må vise sig.

Junior er kendt som en meget tålmodig træner, der giver sig tid til at bygge sine heste langsomt op.

Selv siger Junior om sine 2-åringer:

”Det er fine heste, men de er jo uprøvede. Mine heste behøver ikke blive fuldt eksponeret som 2-åringer. De skal have den tid, de har brug for til at udvikle sig.”


Brown Ale vinder Dansk Derby 1998 med Jacob Johansen i sadlen. Det er snart 23 år siden, men Jacob Johansen er still going strong.

Jacob Johansen har nu i en årrække haft et tæt samarbejde med Lennart Reuterskiöld jr. og været staldens førstejockey.

Et samarbejde, som begge har haft stor gavn af.

Jacob Johansen værdsætter Junior højt.

”Der er bare styr på sagerne”.

Respekten er gensidig. Junior siger om Jacob:

”Han er veltrænet. Han er velforberedt. Vi er på bølgelængde”.

Man kan ikke læse ud af galopstatistikkerne, at Jacob Johansen med stormskridt nærmer sig de 50.

Jacob havde en stor sæson i fjor. Han var den jockey, der havde næstflest ridt på Klampenborg, og han blev nr. to i jockeychampionatet efter Oliver Wilson – en rigtig god kammerat.

I alt indred Jacob Johansen næsten to millioner kroner på Klampenborg i fjor.

De to sejre med toårsstjernen My Jamil i Dansk Kriterium og Dansk Galops Auktionsløb spyttede godt i kassen i den sammenhæng.

Jacob Johansen var også nr. 2 i jockeychampionatet i Sverige efter Elione Chaves.

I alt vandt Jacob 37 gange og indred over 7 millioner svenske kroner.

Jacob Johansen har vundet Norsk Derby to gange med Brown Ale og Probably, og Dansk Derby to gange med Brown Ale og Master Kid.

Men aldrig Svenskt Derby. Bliver det i år?


Lennart Reuterskiöld jr. og Jacob Johansen. Et stærkt makkerpar. Foto: Klaus Bustrup.

Bliver du svensk trænerchampion igen i år? spurgte RaceTime Lennart Reuterskiöld jr.

Det er indlysende, at det er mit mål”, svarede Junior.

Og ser man på staldens sammensætning, bør chancerne være gode.

Junior har en række lovende 2-åringer i stalden.

Han har flere meget kvalificerede heste i derbyårgangen, og han har et overflødighedshorn af højthandicappede ældre heste af begge køn.

Lennart Reuterskiöld jr´s lillebror, Fredrik, er nu tilbage som træner på Jägersro med foreløbig 11 heste i stalden.

Hvad mener Lennart om det?

”Det er bara kul”, svarer Junior, ”men det betyder også gensyn med en ‘tuff’ modstander”.

Lennart Reuterskiöld jr. er en relativ sjælden gæst på Klampenborg.

Hvor ofte får vi fornøjelsen af dig og dine heste på Klampenborg i år?

”Det afhænger af, om der er løb, der passer til mine heste”, svarer Junior, der er tilfreds med, at der nu er kommet nogle bedre staldfaciliteter til besøgende heste.

Lennart Reuterskiöld Jr. med Hurricane Red. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Lennart Reuterskiöld jr. med en af de bedste heste han har trænet, Hurricane Red, der nu er opstaldet som avlshingst på York Stutteri. Som træner har Junior vundet over 700 løb og indtjent mere end 100 millioner svenske kroner. Foto: Stefan Olsson /Svensk Galopp. 

Lennart Reuterskiöld Jr.’s træningsliste, 4. april 2021:

Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top