fbpx

En tredjeplads, der ikke bare må tages for givet

De svenske, danske og norske aktører har igen i 2020 leveret enorme præstationer på Meydan, og Privilegiados tredjeplads i torsdagens Dubai Millennium Stakes (Gr.3) må aldrig bare tages for givet.


Ghaiyyath og William Buick sejrer i Dubai Millennium Stakes (Gr.3). Foto: Erika Rasmussen / Dubai Racing Club.

Niels Petersen og Stall Bright Side Of Life vidste på forhånd, at opgaven mod især Godolphins Grosser Preis von Baden (Gr.1)-vinder Ghaiyyath ville være som at møde Liverpool i Premier League, men en tredjeplads ville kredsen bag hesten godt have købt på forhånd.

Som forventet vandt Ghaiyyath overlegent i hænderne på William Buick. Afstanden lød på små ni længder ned til Charlie Applebys anden deltager, Spotify, som igen var fire længder foran Privilegiado.

Sidste års norske Triple Crown-vinder lå sidst ind på opløbet i det 2000 meter lange opgør, og foran sig havde han på det tidspunkt blandt andet også sidste års Canadian International (Gr.1)-vinder Desert Encounter og Mick Channons Certain Lad, der vandt Zabeel Turf (L) på Meydan den 16. januar.

Men Privilegiado slog dem alligevel. Under hårdt kæmpende Dane O’Neill afsluttede Sea The Moon-sønnen akkurat godt nok til, at han kort før mål kunne gå afgørende forbi Desert Encounter og Certain Lad.

Tredjepladsen blev belønnet med 20.000 USD, svarende til 186.000 norske kroner.

Opholdet i Dubai er med andre ord betalt for Privilegiado, der om nogle uger vender tilbage til Norge med en meriterende tredjeplads fra et af Meydans tunge gruppeløb.

Det var endnu et bevis på, at Skandinaviens bedste heste har rigeligt at rejse til Dubai efter, og Niels Petersen fik samtidig en god indikation af hvor han har Privilegiados staldkammerat Square De Luynes forud for Super Saturday den 7. marts.



Down On Da Bayou og Mickael Barzalona sejrer med over 18 længder i UAE Oaks (Gr.3). Foto: Erika Rasmussen / Dubai Racing Club.

Også i UAE Oaks (Gr.3) over 1900 meter dirt var Petersen repræsenteret. Denne gang med de svenskopdrættede hopper Ascot Brass og Careless Whisper.

Juniper Tree-datteren Ascot Brass var meget hurtig ud af boksen, men William Buick fik hende heldigvis placeret i ryg på førende Down On Da Bayou inden det første sving.

På bagsiden holdt Ascot Brass sin position, mens feltet blev mere samlet. Ind på opløbsstrækningen var Down On Da Bayou i en klasse for sig og rykkede knusende overlegent fra Godolphins Dubai Love.

Ascot Brass kæmpede længe side om side med Japans Serein, og en overgang levede håbet for alvor om en klassisk placering.

Til slut var Serein dog en anelse bedre og snuppede tredjepladsen en god længde foran Ascot Brass, som derefter havde lidt over 12 længder ned til Careless Whisper.

Fjerde- og femtepladsen i UAE Oaks (Gr.3) indbragte henholdsvis 12,500 og 7,500 USD til Stall Valley og Sandman Stable, og det betød samtidig, at Niels Petersens tre Gruppe-3-deltagere denne aften tjente 40,000 USD – eller 373.000 norske kroner.



Sidste skandinaviske deltager i aktion på Meydan var Susanne Berneklints Master Blaster, der startede i Range Rover Velar over 1400 meter dirt.

Også hér blev det til en pengepræmie, for Master Blaster sluttede på sjettepladsen og tjente 2,700 USD.

Meydans næste løbsdag er torsdag den 27. februar, hvor der bl.a. er Nad Al Sheba Trophy (Gr.3), Curlin Stakes (L) og de 3-åriges Meydan Classic (L) på programmet.

Også hér kan vi se frem til skandinavisk deltagelse af bl.a. Bent Olsens duo Learn By Heart og Red Cactus.

Resultater: Meydan, torsdag 20. februar


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top