fbpx

Penge til Trickbag og Red Hot Chili

Hästgruppen i Lund ABs 6-årige Trickbag fik mest ud af torsdagens anstrengelser blandt de skandinaviske deltagere. Brilliant Speed-sønnen sluttede som klart godkendt fjerde og tjente 6.750 USD i Al Furjan.


Trickbag havde ikke fået nogen hjælp af det yderste startspor blandt de 11 deltagere, og efter en ellers god start endte hesten i sjette spor rundt svinget og ramte opløbet på en delt 4-5. plads under en hårdt ridende Fernando Jara.

Herfra kæmpede Trickbag heroisk og sluttede små ni længder bagved vindende Bochart (Dubawi), der vandt med over fem længder til Desert Doctor (Society Rock) på andenpladsen.



Trickbags fjerdeplads skete i kølvandet på en mindre positiv præstation fra Francisco Castros 4-årige Es Raco (Holy Roman Emperor), som prøvede lykken over 1200 meter græs i det indledende Riviera 2 Handicap.

Es Raco startede denne gang forrygende under Elione Chaves, og parret var med helt fremme flere hundrede meter af opgøret, men det stod også tidligt klart, at konkurrenterne havde meget mere at give af i løbets afsluttende fase.

Hér faldt Es Raco tilbage gennem feltet og var sidst i mål. Løbet blev vundet af Simon Crisford-trænede Roulston Star (Lope De Vega).



I Mina Handicap over 1600 meter dirt var både Plata O Plomo (Paddy O’Prado), Stricker (Poet’s Voice) og Red Hot Chili (Eishin Dunkirk) til start, og for samtlige var der tale om årsdebut.

Bedst gik det for Patrick Wahls Red Hot Chili, der med en sjetteplads for Per-Anders Gråberg sikrede sig den sidste præmie på 2.700 USD, 12 længder bag vindende Midnight Sands (Speightstown).

Lige bag Red Hot Chili fulgte Francisco Castros egenejede Stricker, der i sin første start siden midten af juli i fjor og fra det svære startspor 14, viste flotte takter ovenpå lang pause.

Susanne Berneklints Plata O Plomo, der bar højest vægt af de tre skandinaviske deltagere, var hurtig fra start og lå anden rundt opløbssvinget, hvorefter kræfterne slap op. Han var 10. i mål.



Cape Verdi (Gr.2), som flere skandinavisktrænede hopper tidligere har forsøgt sig i, gik i årets udgave til Godolphins Magic Lily (New Approach), der slog Nisreen (Raven’s Pass) med kort hoved.

Løbets sjetteplads blev besat af Jim Boyle-trænede Hateya (Footstepsinthesand), der startede for første gang siden hun var tredje i Lanwades Stud Stakes (L) på Bro Park i september – en længde bag vindende Appelina (Appel Au Maitre).

Resultater: Meydan, torsdag 16. januar


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top