fbpx

Oslo Cup (Gr.3): Magtdemonstration af Our Last Summer

Som en perfekt optakt til den svenske Derbydag på søndag, tog Niels Petersen sig af begge torsdagens storløb hjemme på Øvrevoll.


Nils Petter Gill klar til at tage imod Rafael Schistl og Our Last Summer efter sejren i Oslo Cup (Gr.3). Foto: GalopSport.
Nils Petter Gill klar til at tage imod Rafael Schistl og Our Last Summer efter sejren i Oslo Cup (Gr.3). Foto: GalopSport.

I Oslo Cup (Gr.3) sadlede Petersen sin derbyvindende duo Our Last Summer/Rafael Schistl og Eye In The Sky/Carlos Lopez, og de to heste besatte henholdsvis første- og fjerdepladsen i opgøret.

Our Last Summer – der vandt Norsk Derby tilbage i 2016, og her for første gang mødte den ældre elite over de 2400 meter – blev sendt af sted i et højt tempo fra start af Schistl, som fik løbet præcis som han gerne ville have det alene i front.

En overgang havde Our Last Summer mere end 10 længders afstand til konkurrenterne, og selv om de kom tættere på ned gennem opløbet, var Zamindar-sønnen helt suveræn på stregen og sejrede med fire længder til Yvonne Durants Fearless Hunter/Oliver Wilson, mens Lennart Jr Reuterskiölds Hurricane Red/Jacob Johansen blev tredje.

Our Last Summer i vindercirklen efter triumfen i Oslo Cup (Gr.3). Foto: GalopSport.
Our Last Summer i vindercirklen efter triumfen i Oslo Cup (Gr.3). Foto: GalopSport.

Derefter fulgte Eye In The Sky, Jubilance, Suspicious Mind og Lord Divine. Der var forhåndsafbud fra Wido Neuroths Pas De Secrets, mens Jan Bjørdals High As A Kite blev bortvist fra start.

Sejren var 300.000 kroner værd for Wibecke Nagell-Erichsen og Nils Petter Gill, der har sammen har ejet Our Last Summer siden han blev købt som åring på Arqana i Deauville.

Hesten havde en kedelig 4-årssæson og blev undervejs halsopereret, men efter at have overvintret og startet en enkelt gang i Dubai, er han vendt tilbage for fuld styrke og virker bedre end nogensinde tidligere.

“Det er en hest som altid har betydet noget specielt for mig, og det gjorde sejren endnu bedre”, kommenterede brasilianske Schistl, der også har fået et flot comeback i Skandinavien efter næsten to års pause.

Nils Petter Gill, Niels Petersen og Rafael Schistl på podiet med Øvrevolls direktør Thomas Gjelsås. Foto: GalopSport.
Nils Petter Gill, Niels Petersen og Rafael Schistl på podiet med Øvrevolls direktør Thomas Gjelsås. Foto: GalopSport.

Schistl rider dagligt ud for Niels Petersen og har en række særlige heste han rider om morgenen, fordi de kræver lidt mere end det sædvanlige.

En af dem er Our Last Summer, en anden er 3-årige Square De Luynes, som på søndag starter i Svenskt Derby.



Niels Petersen stod også bag aftenens anden storløbsvinder på Øvrevoll, da Busybeingfabulous strøg til tops i Arnfinn Lunds Mindeløp (L) over 1600 meter.

Denne gang var Jan-Erik Neuroth i bøjlerne på Soldier Of Fortune-sønnen, der i sin seneste start sluttede anden bag Hurricane Red i Stockholms Stora Pris (Gr.3) – men foran Our Last Summer – og denne form havde spillerne luret, for Busybeingfabulous var spillet til næstfavorit i 37:10.

Fil Rouge lagde som ventet hårdt ud under Anna Pilroth, og den tapre fighter holdt siden stærkt ved til løbets tredjeplads, men der var intet at gøre mod de to første.

Busybeingfabulous vandt for Annike Bye Hansens Swedish Dream/Shane Karlsson, mens favoritten Victor Kalejs måtte nøjes med fjerdepladsen under Per-Anders Gråberg.

Den sidste præmie tilfaldt Vortex, og så måtte Niels Petersen til gengæld se sine tre øvrige deltagere Spitzbergen, Ruler Of Course og Trouble Of Course komme ind på de tre sidste pladser.

Men det var sikkert ikke noget, der ødelagde aftenen for championtræneren.

Sejren var 150.000 kroner værd for Stall NORVEN, som virkelig har fået noget ud af deres 5-årige hingst i 2018.



Torsdagens 2-årsløb på Øvrevoll var flyttet fra græsset til sandbanen, men det var ikke noget der generede Wido Neuroths Beau Nuage, en Mukhadram-halvbror til Stall Perlens storløbsvinder Jet Pilot.

Beau Nuage havde stadig et stykke frem til Niels Petersens Ramone/Per-Anders Gråberg da feltet ramte opløbet, men Jan-Erik Neuroth fik omsider nok fart under sin hest, og siden trak parret fra til en sikker tre længders triumf.


Resultater: Øvrevoll, torsdag 12. juli.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top