fbpx

Meydan: Et døgn før årets anden løbsdag…

Bent Olsen sidder afslappet i sin røde poloshirt og med en kop kaffe i hånden. “Det var Grey Flash, som Carlos gik med dér”, siger han.


Scenen er de skandinaviske stalde på Meydans træningsanlæg.

Hér færdes Susanne Berneklint, Tine Hansen, Lars Kelp, Francisco Castro, Elione Chaves, Carlos Lopez, Maikel Narvaez, Per-Anders Gråberg med flere side om side hver eneste morgen og eftermiddag.

Olsen fløj til Dubai i lørdags og tager hjem igen på fredag, men han ved allerede hvornår han igen kan sidde på sin udkigspost og nyde synet af sit trekløver, der udover Grey Flash består af Red Cactus og Learn By Heart.

“Jeg skal herned igen omkring den 20. januar, og der kommer Lone også med. Vi starter i hvert fald heste på Meydan den 23. januar, og sikkert også igen den 30.”, siger han.

Klokken er lidt over fire onsdag eftermiddag. Der er lidt over et døgn til årets anden løbsdag under The Dubai World Cup Carnival.

Hér overlades scenen til Francisco Castro og Lars Kelp, der sadler henholdsvis to og tre deltagere fordelt på The UAE 2000 Guineas Trial og Dubai Trophy.

Bengt Thomasson, der er ejer og medopdrætter af Nocentsinkentucky, fløj fra Stockholm til Dubai natten til onsdag, og han er for første gang på besøg i stalden hos sin stjerne, der gik igennem 2019 som ubesejret på dirt, og i morgen starter som den højest handicappede deltager i 2000 Guineas Trial.

Francisco Castro skal til at vise sin kunde og de medrejsende svenske supportere træningsbanen, alt imens Elione Chaves og Pouline Mensen gør eftermiddagens arbejde færdigt med forberedelse af aftenfodringen og skridtmotion.

“Vi er selvfølgelig også meget spændte på Bullof Wall Street, men også lidt ængstelige, for han har jo aldrig vist de problemer han har i løb under den normale træning. Han arbejder virkelig godt, men først i morgen ved vi, hvordan han tackler løbssituationen”, siger Pouline.


Lars Kelp arbejder på den hovsprække, som Youonlyliveonce pådrog sig onsdag morgen.

Lars Kelp får foruden sin kæreste Susanne og italienske Giovanni Neri hjælp af sønnen Lucas, og stemningen i Kelp-lejren er noget mere afslappet nu end den var i morges, hvor Youonlyliveonce, der er starterklæret i Dubai Trophy, pådrog sig en dyb hovsprække.

Det er normalt set lig med en sikker sletning, men Kelp er ekspert i hove, og i skrivende stund ser det ud til, at Manoustie-vinderen er fit for fight.

“Han har gået nogle virkelig gode arbejder hernede, og jeg tror mere på ham i morgen, end jeg gør på General De Vega“, vurderer Lars.

Per-Anders Gråberg er med til at tage sig af Niels Petersens kontingent, der består af de tre Derbyvindere Square De Luynes, Nordic Defense og Privilegiado, samt de 2-årige hopper Ascot Brass og Careless Whisper.

Ascot Brass og Careless Whisper sigter begge på UAE 1000 Guineas den 23. januar, men nu må vi se om de bliver klar. Det ser sådan ud lige nu, men det bliver i sidste ende op til Niels at vurdere det”, siger PA.

Klokken nærmer sig 17, og lige nu er både Patrick Wahl, Roy Arne Kvisla, Caroline Malmborg, Lars Kelp, Bent Olsen, Susanne Berneklint og Francisco Castro repræsenteret på afgræsningsarealet, hvor freden har sænket sig og solen allerede så småt er begyndt at gå ned.

Klokken halv fem i morgen tidlig er skandinaverne allerede tilbage i staldene, og de sidste heste bliver redet ud omkring klokken otte, så der kan blive gjort klar til at komme hjem klokken 11.

Siden er der jo løb på Meydan i morgen aften. Det er klokken 18:30 lokal tid, og kl. 15:30 i de skandinaviske lande.

“Jeg kunne godt tænke mig at være træner hernede”, siger Kelp. En tanke han godt tør sige højt, men som han nok også deler med sine skandinaviske kollegaer.


Race Card: Meydan, torsdag 9. januar – første start kl. 15:30

LIVE: Dubai Racing Channel

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top