Luis “Magic” Torres bliver ny førstejockey hos Rune Haugen

Norges dobbelte championtræner Rune Haugen kan endelig ånde lettet op. Efter forgæves at have forsøgt at headhunte Fredrik Johansson til stalden i Skoger, faldt de sidste brikker på plads torsdag eftermiddag og Haugen har skrevet kontrakt med den 10-dobbelte chilenske jockeychampion Luis Torres.


Torres bliver dermed ny førstejockey på Stall Nor, hvor han i 2006 indgår i et chilensk team der udover ham selv kommer til at bestå af Fernando Diaz og Carlos Lopez. “Torres har været championjockey i Chile i 10 af de sidste 11 sæsoner. Han har vundet samtlige storløb i sit hjemland og har utallige rekorder.

Som den eneste har han blandt andet redet otte vindere på samme dag, han har rekorden for flest sejre på en sæson, han har vundet det chilenske Derby fem gange i træk – han er simpelthen Sydamerikas Dettori”, jubler en nærmest forpustet Rune Haugen, der aldrig har stået stærkere end nu. Luis Torres afløser Fernando Diaz som staldens førstejockey, men både Diaz og unge Carlos Lopez skal nok også få deres del af kagen, idet Haugen-stalden rummer så stærkt et materiale, at de i årets storløb ofte vil være repræsenteret med op til fire deltagere.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top