Brasilianske Victoria Mota har taget den samlede føring i Lady Jockeys’ Thoroughbred World Championship, efter hun vandt anden afdeling på ryggen af Dina Danekilde-trænede Rue d’Argent.
![Rue d'Argent og Victoria Mota. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2018/08/Rue-dArgent-5761-L.jpg)
Sejren var på flere måder brasiliansk, idet Dina Danekildes sambo, Elione Chaves, selv er fra Brasilien, hvilket også gælder hoppens delejer Jefferson Melo.
Rue d’Argent fik en perfekt rejse i front under velridende Mota, og ind på opløbet stak parret fra de øvrige konkurrenter og vandt let foran Éjszepe/Sara Vermeersh og Philomena/Josefin Landgren.
![Victoria Mota på ryggen af Rue d'Argent, flankeret af Dina Danekilde og Elione Chaves. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2018/08/Rue-dArgent-8371-L.jpg)
Dermed er det tæt i toppen mellem svenske Josefin Landgren og brasilianske Victoria Mota, lige nu med lille fordel til sidstnævnte.