Sunday Silence, som jeg skrev om i min seneste artikel, vandt 13 japanske hingstechampionater i træk, og vandt som væddeløber stort set alt hvad der kunne vindes i USA. I Japan vandt dens bedste søn, Deep Impact, championatet 11 gange i træk fra 2012-2022. Sådan noget er ikke tilfældigt!
Som væddeløber var Deep Impact enestående. Han vandt det japanske Tokyo Derby som 3-årig. Som 4-årig var han til start i Prix de l’Arc på Longchamp i Frankrig, men blev diskvalificeret.
Herefter sluttede han sin karriere med at vinde de to største opgør i Japan, Japan Cup og Arima Kinen. Begge Gruppe 1-løb, der i 2006 havde ca. 10 millioner danske kroner i førstepræmie.
Karrieren blev indstillet med 12 sejre i 14 starter, samt en andenplads og så diskvalifikationen på Longchamp.
Man kan nævne talrige stjerner efter Deep Impact. Her nævner jeg kun hingsten Auguste Rodin, der sidste år vandt både Epsom og Irish Derby, plus yderligere et par Gruppe-1-løb.
I avlen er Kizuna (Deep Impact) lige nu nummer to over de mest vindende avlshingste i verden i 2024. Følpenge for Kizuna er i Japan tæt ved 550.000 kr. Der er også flere yngre hingste efter Deep Impact, der har godt gang i indtjeningen.
På Coolmore Stud i Irland har Saxon Warriors afkom således vist rigtig gode resultater. Herhjemme kan jeg nævne, at Greenland, der vandt Scandinavian Open (Gr.3) i maj, er efter netop Saxon Warrior.
Deep Impact og dens far Sunday Silence er til dato de to avlshingste hvis afkom har indtjent fleste penge i verden. For Deep Impact er det ca. 786 millioner amerikanske dollar, og for Sunday Silence er det ca. 717 millioner.
I runde tal er det omkring 5,5 millarder danske kroner for Deep Impact og 5 millarder for Sunday Silence. Det fortæller alt om blod i verdensklasse, og blod der er på niveau med det bedste i England, Irland og USA.
Herunder ses Deep Impact vinde Japan Cup (Gr.1) :