fbpx

Historisk World Cup-triumf for Thunder Snow

Efter en intens opløbskamp skrev Godolphins 5-årige hingst Thunder Snow sig lørdag ind i historien som den første hest der vinder Dubai World Cup (Gr.1) to gange. Samtidig strøg han op på tredjepladsen blandt tidernes mest vindende heste i verden.


Thunder Snow presser sig akkurat foran Gronkowski. Foto: Dubai Racing Club.
Thunder Snow presser sig akkurat foran Gronkowski. Foto: Dubai Racing Club.

Thunder Snow, der forsvarede sidste års triumf for Godolphin, træner Saeed bin Suroor og jockey Christophe Soumillon, måtte strække sig til det yderste på målfotoet for at henvise Lonhro-sønnen Gronkowski til andenpladsen, hvorefter der blev små tre længder yderligere til den amerikanske gæst Gunnevera.

Også de tre næste pladser tilfaldt amerikanerne i form af Pavel, Audible og Yoshida, mens længe førende North America blev syvende. Siden fulgte Seeking The Soul, Axelrod, New Trails, Dolkong og Capezzano.

Sidstnævnte endte som den internationale spilfavorit til bare tre gange pengene, men han fik den værst tænkelig rejse indvendigt bag førende North America, hvilket betød at han aldrig slappede af undervejs og allerede med 600 meter til målstregen blev taget op af Mickael Barzalona.

Christophe Soumillon og Thunder Snow. Foto: Dubai Racing Club.
Christophe Soumillon og Thunder Snow. Foto: Dubai Racing Club.

Helmet-sønnen Thunder Snow er den første hest i historien der vinder Dubai World Cup (Gr.1) to gange, og med sejren fulgte 7,2 millioner USD – eller godt 5,7 millioner pund. Det bringer ham op på en samlet præmiesum på £12,577,312 hvilket er nok til en tredjeplads blandt verdens mest vindende heste gennem tiden.


Racing Post har publiceret listen over de 10 mest vindende heste, og den ser således ud:

Arrogate £13,622,542
Winx £13,219,716
Thunder Snow £12,577,312
Gun Runner £12,238,136
Gentildonna £12,224,036
Orfevre £12,185,908
Kitasan Black £11,454,079
Buena Vista £10,262,876
Gold Ship £9,757,292
California Chrome £9,658,673


Se Dubai World Cup (Gr.1) her:


William Buick vinder Dubai Gold Cup (Gr.2) med Cross Counter. Foto: Dubai Racing Club.
William Buick vinder Dubai Gold Cup (Gr.2) med Cross Counter. Foto: Dubai Racing Club.

Trippel til Buick og Appleby

Hverken William Buick eller Charlie Appleby var repræsenteret i Dubai World Cup (Gr.1), så de måtte sørge for at tjene deres penge andetsteds, og det lykkedes i dén grad.

Teamet indledte en ny mindeværdig aften for The Boys In Blue med Melbourne Cup-vinderen Cross Counter, der nedkæmpede staldkammeraten Ispolini i Dubai Gold Cup (Gr.2).

Derefter vandt Shamardal-sønnen Blue Point Al Quoz Sprint (Gr.1) over 1200 meter græs. Blue Point var klar favorit i opgøret og havde heller ingen problemer med at henvise de to amerikanske staldkammerater Belvoir Bay og Stormy Liberal til de nærmeste pladser.

Siden fulgte Buick og Appleby op med endnu en favorit i Old Persian, der sejrede sikkert i Dubai Sheema Classic (Gr.1) før de to japanske deltagere Cheval Grand og Suave Richard.

William Buick tager dagens tredje sejr med Old Persian i Dubai Sheema Classic (Gr.1). Foto: Dubai Racing Club.
William Buick tager dagens tredje sejr med Old Persian i Dubai Sheema Classic (Gr.1). Foto: Dubai Racing Club.

Old Persians Gruppe-1-sejr var også en stor personlig glæde for danske Oliver Wilson, der siden Dubawi-hingsten ankom til Dubai har været dens faste makker om morgenen.


Almond Eye og Christophe Lemaire på vej mod en sikker sejr i Dubai Turf (Gr.1). Foto: Dubai Racing Club.
Almond Eye og Christophe Lemaire på vej mod en sikker sejr i Dubai Turf (Gr.1). Foto: Dubai Racing Club.

Fænomenale Almond Eye

Den 4-årige japanske hoppe Almond Eye kom med triumfer fra både den japanske Triple Crown for hopper og fra Japan Cup (Gr.1) hvor hun besejrede Asiens bedste ældre heste.

Med planer om en europæisk kampagne og et stormøde med Enable i Arc’en senere på året, var hendes start i Dubai Turf (Gr.1) ventet med spænding. Og superhoppen gav ikke noget væk til konkurrenterne. Christophe Lemaire, som tidligere har kaldt Almond Eye for “a once in a lifetime experience”, red med største selvtillid og lignede allerede ved indgangen til opløbet en kommende storvinder.

Almond Eye sejrede til slut let med lidt over en længde foran ligeledes japanske Vivlos og noterede sin femte Gruppe-1-triumf på stribe – og den første uden for Japan.


Tre amerikanske sejre

Amerikanerne kunne være godt tilfredse med årets præstationer på World Cup-dagen. Todd Pletchers Coal Front lagde for med at vinde Godolphin Mile (Gr.2) under José Ortiz.

Siden vandt Brendan Walsh-trænede Plus Que Parfait UAE Derby (Gr.2) – ligeledes med José Ortiz – og til slut kronede Jorge Navarros X Y Jet dagen med at vinde Golden Shaheen (Gr.1) for Emisaeel Jaramillo.

Se løbene herunder:



Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top