fbpx

Historisk drama: Vinderen diskvalificeret i Kentucky Derby

Efter at have voteret i over 20 minutter på dommerkontoret på Churchill Downs, valgte et enigt voldgiftspanel natten til søndag at diskvalificere vindende Maximum Security og udråbe andenhesten Country House som vinder af Kentucky Derby (G1).


Det er første gang i løbets historie, at den vindende hest diskvalificeres for trængning, og naturligvis har nattens opsigtsvækkende hændelse i “Two Greatest 2 Minutes in Sports” bragt sindende i kog.

Ikke desto mindre siger de gældende regler for væddeløb i Kentucky, at såfremt en hest generer, har kontakt med eller blot skræmmer en anden deltager, skal den diskvalificeres.

Og det var nøjagtig hvad der skete i udgangen af svinget på Churchill Downs.

Efter at have ført hele løbet, fortsatte Maximum Security stort set lige ud i stedet for at følge svinget og ramte War Of Will. Det forårsagede en kædereaktion hvor også andenhesten Country House og især Long Range Toddy blev generet. Country House fortsatte ufortrødent sin jagt på vinderen, mens Long Range Toddy hurtigt faldt tilbage og sluttede som nummer 17 gennem mål.

Efter at have været brudt kraftigt ud i banen, brød Maximum Security lige så meget ind igen, hvilket var tæt på at forårsage direkte kontakt med Code Of Honor, som John Velazquez smart havde sendt frem indvendigt så snart Maximum Security brød ud.

Code Of Honor sluttede tredje i mål og blev altså siden flyttet op på andenpladsen før Tacitus, Improbable og Game Winner.

Årets officielle Kentucky Derby (G1)-vinder Country House trænes af Bill Mott, der fik en bittersød første sejr i løbet. Lookin At Lucky-sønnen blev redet af Flavien Prat, der sammen med Long Range Toddys jockey, Jon Kenton Court, nedlagde protesten mod Maximum Security.

Dommerkommittéen på Churchill Downs flyttede Maximum Security ned bagved Long Range Toddy på plads nummer 17 i rækkefølgen.

Bill Mott var lavmælt efter den officielle meddelelse om, at han netop havde vundet sit første Kentucky Derby. Han karakteriserede sejren som bittersød og en måde man aldrig ønsker at vinde på. Om Country House også dukker op i Preakness Stakes (G1) på Pimlico er usikkert, men Belmont Stakes (G1) i New York i juni har hele tiden været på hestens agenda.

Country House gav 65 gange pengene i den amerikanske totalisator.


Se det højdramatiske Kentucky Derby (G1) og det efterfølgende historiske drama her:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top