fbpx

Heroisk andenplads til Irish Trilogy – nu i OR 95

Andrew Kidney-trænede Irish Trilogy leverede på ny en fremragende indsats på græsset i Dubai, da han torsdag eftermiddag sluttede nærmest vindende Golden Jaguar i Meydan Classic Trial.


Golden Jaguar/Connor Beasley vinder Meydan Classic Trial foran Irish Trilogy/Carlos Lopez og Sporting Chance/Pat Cosgrave. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Golden Jaguar/Connor Beasley vinder Meydan Classic Trial foran Irish Trilogy/Carlos Lopez og Sporting Chance/Pat Cosgrave. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Efter en lidt nølende start sad Irish Trilogy hurtigt godt til på biddet, og Carlos Lopez formåede at holde ham dækket godt ind bag de førende undervejs i det 1400 meter lange opgør.

Rundt opløbssvinget var Irish Trilogy sjette og i god kontakt med de foranliggende, og det tog ikke Gregorian-sønnen mange galopspring, at nå helt frem da der endelig blev givet marchordre.

Ahmad bin Harmash-trænede Golden Jaguar viste sig for god på dagen og vandt med to længder, men Irish Trilogy kæmpede igen forbilledligt og holdt med hals den langt højere ratede Sporting Chance bag sig, hvorefter der var yderligere en halv længde til Prince Elzaam og Nashirah.

Golden Jaguar (Animal Kingdom) kom med blot en enkelt start bag sig i bagagen, hvor han på Jebel Ali let aflagde sin maidentitel med mere end tre længder.

Irish Trilogy og Carlos Lopez. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Irish Trilogy og Carlos Lopez. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

For Irish Trilogys vedkommende formåede han atter at være foran en hest mere end 90 i handicap, og Dubais handicapper kvitterede prompte med at forhøje hestens OR til 95, svarende til 87/88 i skandinavisk handicap.

I forvejen var Irish Trilogy allerede steget med fire pund i forhold til det handicap han havde med fra sin skandinaviske kampagne i fjor.

Carlos Lopez får et ben op af Nina Lensvik i Meydans paddock. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Carlos Lopez får et ben op af Nina Lensvik i Meydans paddock. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Historisk set – med skandinaviske briller på – kan man ikke komme uden om det faktum, at Irish Trilogy denne torsdag opnåede præcis samme placering i Meydan Classic Trial som Jessica Longs Volatile gjorde for fire år siden.

Volatile gik siden ud og vandt Meydan Classic (L), så hvorfor ikke drømme lidt videre.

Meydan Classic (L) rides først den 28. februar, og det kan meget vel være, at Andy Kidney allerede om to uger sender hesten i aktion igen i Meydan Trophy, som rides over 1900 meter græs.

Carlos Lopez på ryggen af Irish Trilogy med Nina Lensvik ved siden. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Carlos Lopez på ryggen af Irish Trilogy med Nina Lensvik ved siden. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Andenpladsen i Meydan Classic Trial var 20.000 USD værd for danske Nils Janssons 360 North Horse Racing AB.


Se løbet herunder:


Plata O Plomo og Carlos Lopez i paddocken på Meydan. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Plata O Plomo og Carlos Lopez i paddocken på Meydan. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Ny femteplads til Plata O Plomo

Susanne Berneklint-trænede Plata O Plomo gentog resultatet fra sin debut i Dubai, da han lidt senere på torsdagen sluttede femte gennem mål i Mina Rashid over 1600 meter dirt.

Igen havde Paddy O’Prado-sønnen svært ved at hænge med i det hårde udgangstempo, og Carlos Lopez søgte et godt stykke ud i banen for at undgå kick-back rundt opløbssvinget.

Ned gennem det lige hentede Plata O Plomo stille og roligt ind på de foranliggende, og han var tæt på at hive fjerdepladsen hjem, men William Buick holdt akkurat Godolphins Gold Town foran på stregen.

Femtepladsen var 5.250 USD værd for Hästgruppen i Lund AB. Sejren i løbet gik overlegent til Capezzano/Mickael Barzalona.


Oisin Murphy vinder UAE 1000 Guineas (L) på Pia Brandt-trænede Silva. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Oisin Murphy vinder UAE 1000 Guineas (L) på Pia Brandt-trænede Silva. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

UAE 1000 Guineas (L) til Pia Brandt

Den største svenske succes på Meydan denne torsdag må tilskrives Pia Brandt, der kunne se sin 3-årige hoppe Kodiac-datter Silva vinde årets første klassiske løb, UAE 1000 Guineas (L), i hænderne på Oisin Murphy.

Silva havde aflagt sin maidentitel så sent som den 14. december i Deauville, hvorefter hun blev sendt til Dubai og blandt andet er blevet spottet med Pia selv i sadlen.

Hoppen var under alle omstændigheder fremragende forberedt til opgaven og vandt med små 10 længder foran Divine Image/William Buick.

Silva og Oisin Murphy efter triumfen i UAE 1000 Guineas (L). Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Silva og Oisin Murphy efter triumfen i UAE 1000 Guineas (L). Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Der var 100.000 USD i førstepræmie til Pia Brandt-trænede Silva, som både er ejet og opdrættet af Zalim Bifov.

Silva er desuden halvsøster til Fas (Fastnet Rock), som Pia ligeledes har med under årets Dubai World Cup Carnival.


Resultater: Meydan, torsdag 31. januar.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top