fbpx

Gruppe-1-vinder på ny to-årig kontrakt hos Berner Olsen

Der bliver også tre avlshingste hos Berner Olsen i 2019. “Men helt indtil i forgårs var det usikkert, om holdet blev på to eller tre”, fortæller stutteriejeren til GalopSport.


Al Shemali/Royston Ffrench vinder Dubai Duty Free (Gr.1) i 2010. Foto: Andrew Watkins / Dubai Racing Club.
Al Shemali/Royston Ffrench vinder Dubai Duty Free (Gr.1) i 2010. Foto: Andrew Watkins / Dubai Racing Club.

”Det er netop kommet på plads angående Al Shemali, så han er her nu på en to-årig aftale. Han bedækker i 2019 til 2.000 plus 15.000 korner, men det burde være det dobbelte – for så god er han”.

Al Shemali indløb omregnet mere end 24 millioner kroner i sin løbskarriere.

Det absolutte højdepunkt kom i marts 2010, da Medicean-sønnen vandt Dubai Duty Free (Gr.1) over 1800 meter på Meydan, hvilket indbragte ham en OR på 119 – svarende til 100 i skandinavisk handicap.

Senere i karrieren vandt han også Abu Dhabi Championship (Gr.3) og var tredje i Singapore Airlines International Cup (Gr.1).

Al Shemali, som ejes af Peter Hæstrup, bedækkede for første gang hos Berner Olsen i 2017, og hans første årgang kom til verden i fjor med 15 registrerede afkom – heriblandt ud af de tre klassiske vindere Prinsessen, Una Hora og Tears Go By.


Kahyl (Galileo - Song To Remember v. Storm Cat). Foto: berner-olsen.com
Kahyl (Galileo – Song To Remember v. Storm Cat). Foto: berner-olsen.com

Berner Olsen har også Kahyl (Galileo) og Primatico (Danzig) til avlstjeneste på Kallehavegården i Ringsted.

”Jeg synes, at Kahyl har fået en god begyndelse. Hans først årgang kom til start i fjor, og vi så flere talenter”.

Kahyl stod bag årets første danske 2-årsvinder, Alli Cat, der aflagde sin maidentitel på Klampenborgs græs og senere bl.a. også var femte i Produce Stakes.

”Al Shemali og Kahyl er tilmeldt Breeders’-serien i Skandinavien, men Primatico er ikke. Primatico er nu blevet 22 år, men det er ikke tid til at pensionere ham endnu”.

Hingstens afkom er vinder af mere end 8,2 millioner kroner med millionærer som Manacor og The Pirate som fløjfigurerne.

”Vi har i det hele taget et rigtig godt hingstehold i Danmark, og jeg synes, at det fortjener at få en samlet opmærksomhed. Hvorfor ikke samle en busfuld eller to og tage rundt i landet og se på de mange spændende individer?”, foreslår Berner Olsen.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top