Torsdag den 9. juni dyster otte af Skandinaviens bedste mellemdistance-hopper over 2400 meter i det traditionsbundne Erik O Steens Memorial på Øvrevoll, og det bliver med Lennart J:r Reuterskiöld-trænede Havana Red som forhåndsfavorit. Hun udfordres bl.a. af den danske Oaks-vinder Brunello og Derby- og Oaks-2’eren Go On Carlras.
Go On Carlras (Harzand) kommer rent faktisk med tre andenpladser på stribe. Hun sluttede nærmest Iron Butterfly (Swipe) i The Macallan Dansk Derby, derefter bag Brunello (Appel Au Maitre) i Dansk Oaks, og i sæsondebuten på Klampenborg var hun anden bag Nascetta (Dubawi) i Sceptre Stakes.
Brunello var sjette i netop Sceptre Stakes og sprang måske lidt overraskende en start i lørdagens Dansk Breeders’ Cup over for i stedet at tage kampen op med udelukkende sit eget køn på Øvrevoll fem dage senere.
Havana Red (Havana Gold) vandt fire gange i 2021 og afsluttede sæsonen med at vinde Stockholm Fillies & Mares Stakes (L) på Bro Park. Hér slog hun Blue Gem (Barocci), der atter er blandt konkurrenterne i Erik O Steens Memorial.
Med i opgøret er også Careless Whisper (Barocci), der stadigvæk er på jagt efter karrierens første sejr, samt Margrethe (Juniper Tree), Leave No Trace (Appel Au Maitre) og Monjazaat (Dark Angel).
Der rides om en samlet præmiesum på 300.000 norske kroner i Erik O Steens Memorial, vinderen får halvdelen.
Udover hovedbegivenheden rides også Lyches Minneløp for 3-årige norskopdrættede heste, og så pudser Raphael Freires stjerne Hotline Bling (Cotai Glory) formen af forud for Norsk 2000 Guineas den 25. juni.