For andet år i træk var det Silja Støren og Manuel Martinez, som kunne trække sig sejrrigt ud af Breeders’ Prize Sprint på Øvrevoll. Og for Morten Buck blev det en stor dag som opdrætter, idet han står bag begge årets norske Breeders’-vindere.
Hvor vinderen i fjor hed Sid Game (Moohaajim), blev det i 2024 sejr til Sticky Chance (Sporting Chance), som ejes af Sigma Gold og akkurat som Breeders’ Prize Classic-vinderen Leo Boy er opdrættet af Buck Racing.
Førstepræmiens 245.766 norske kroner kom i hus efter sejr med en kvart længde foran Cat Racing/York Stutteri-opdrættede Run For Justice (Wentworth) og Stutteri Hjortebo-opdrættede Kis (Moohaajim).
Run For Justice førte størstedelen af vejen for Elione Chaves, men det vedvarende angreb fra Sticky Chance blev til slut for stor en mundfuld, og dermed gik sejren for andet år i træk til Støren og Martinez.
Som fjerde fulgte Marie Elle (Appel Au Maitre) foran Footstepsoffortune (Baltic Rock).