Efter to starter uden at have gjort det store væsen af sig over kortere distance på græs, fik danske Glæsner Racings amerikanskopdrættede Queen Azteca for første gang sand under hovene i søndagens Stig Holms Pokal på Jägersro. Og dét resulterede i en helt anden udgave af den 2-årige hoppe.
Det var samtidig også første gang over 1600 meter for Sharp Azteca-datteren, som efter en fjerdeplads i debuten over 1170 meter på Øvrevoll senest var ude over 1200 meter mod Crystal Love (Oasis Dream) i ITM Amacitalöpning på Bro Park.
Efter en rolig indledning, hvor Supernova Bling (Starspangledbanner) tog føringen foran Kriteriums-3’eren Won Of A Kind (Earthlight), indledte Carlos Lopez sit avancement i bøjlerne på Queen Azteca i begyndelsen af opløbssvinget.
Ved indgangen til opløbet manglede Queen Azteca kun at indfange Supernova Bling, og det gik ganske stærkt. Siden var det blot et spørgsmål om hvor mange længder sejren ville blive på, og den på fem længder, hvorefter der var yderligere 16 til Dibley (Moohaajim) og Won Of A Kind, som skar målstregen i samme tid.
Førstepræmien i Stig Holms Pokal var 75.000 svenske kronor værd for den norsktrænede gæst, som ankom til Niels Petersens stald på Øvrevoll efter forårets af Tattersalls Guineas Breeze Up Sale i Newmarket.
Hér blev hoppen handlet for 30,000 guineas gennem Edgar Byrne, og det var med en forhåndsanmeldelse til Sveriges Derby- og Oaks-serie i 2025.
Faderen Sharp Azteca, der er efter Freud (helbror til Giant’s Causeway) og ud af Saint Liam-datteren So Sharp, vandt i sin løbskarriere bl.a. Cigar Mile Handicap (G1) og var desuden anden i Breeders’ Cup Dirt Mile (G1) og Metropolitan Handicap (G1), inden han gik i stutteriet på Three Chimneys Farm i Kentucky i 2019.
I 2022 var han førende førsteårgangshingst i USA med 34 individuelle vindere, og han stod i fjor sin sidste sæson i USA, hvorefter han blev sendt til tjeneste på Shizunai Stallion Station på Hokkaido i Japan.
Queen Aztecas mor, Princesa Helena, er en placeret Palace Malice-halvsøster til Grade 3-vinderen Teresa Z (Smart Strike) ud af Stakes-vinderen With Flying Colors (A P Indy).
With Flying Colors er igen ud af den firedobbelte Grade-1-vinder My Flag (Easy Goer) og halvsøster til endnu en firedobbelt Grade-1-vinder i form af Breeders’ Cup Juvenile-triumfatoren Storm Flag Flying (Storm Cat).
En anden 2-årig der bør holdes godt øje med i tiden fremover, er den ligeledes danskejede Breeze Up-import Lawof Sines (Tiz The Law), som i søndagens indledende maidenløb fløj hjem til en overlegen seks længders sejr i hænderne på Elione Chaves.
Den Lennart J:r Reuterskiöld-trænede debutant lignede en kommende vinder det meste af vejen, og Elione Chaves kunne selvsikkert se sig over skuldrene et par gange rundt opløbssvinget, inden han endelig gav hingsten marchordre ud af opløbssvinget.
Andenpladsen tilfaldt Annika Delinder-trænede Toruk Makto (Awtaad) foran Francisco Castros favorit El Mago (Union Rags).
Førstepræmien i maidenløbet var 37.500 svenske kronor værd for The JC Organization, som købte deres lovende import for €18,000 gennem Paul Harley Bloodstock på Arqanas Breeze Up Sale i slutningen af maj.
Også Lawof Sines blev købt med en forhåndsanmeldelse til Sveriges Derbyserie, og han tilhører første årgang efter den firedobbelte Grade-1-vinder Tiz The Law (Constitution), som bl.a. også var anden i Kentucky Derby (G1), og som allerede nu er far til et par gode Stakes-vindere i USA i form af Out On Bail og Tiztastic.
Lawof Sines er ud af den vindende Indian Charlie-datter Natural Rush og halvbror til Stakes-vinderen Wyatt’s Town (Speightstown), fra samme moderlinje som Breeders’ Cup Juvenile Fillies (G1)-vinderen Halfbridled (Unbridled) og Donn Handicap (G1)-vinderen Mshawish (Medaglia d’Oro).
Søndagen bød på yderligere to danskejede vindere.
Først i form af Annika Delinder-trænede Hongkong Yob (Frozen Power), som nu har udviklet sig til en hest for de længere distancer, og som under Dayversom de Barros holdt hjem over 2400 meter foran Sea Spray (Zoustar) til en førstepræmie på 30.000 kronor til Claus Gregersen.
Dagen afsluttedes med sejr til Bent Olsen-trænede King Of (Footstepsinthesand), som virkelig trives på Jägersros dirt og denne gang var helt overlegen i et Silverhandicap over 1200 meter, som blev vundet med seks længder foran Soup Or Sonic (Havana Grey).
Også her var førstepræmien 30.000 kronor værd for Oluf I Jensens Gaard Aps.