Den 23-årige avlshoppe Royal Filly, der i løbet af sin stutterikarriere har bragt storløbsvindere som Hells Angel og Royal Legend samt Derby-2’eren Alvin, nedkom tirsdag med sit 10. føl. “Det bliver hendes sidste, og det var stik mod alle odds, da hun ikke har fået føl siden 2019”, fortæller Sandie Kjær.

Royal Fillys sidstefødte datter er efter Berner Olsens Galileo-søn Kahyl, det er den niende individuelle avlshingst som den veltrukne hoppe har folet efter.
Kun Silca Legend (Efisio) går igen som far til Royal Fillys to bedste afkom, Auktionsløbsvinderen Hells Angel og Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Royal Legend.
Desuden har hoppen besøgt With Approval (Alvin), Sinndar (Golden Island), Tiger Hill (Hongkong Halcyon), Binary File (Quantum Of Solace), Eishin Dunkirk (Wikki Sauwa), Hallucinate (Royal Angel) og Wilshire Boulevard (Royal Dane).
Royal Filly (Zilzal) er en ustartet datter af familien Bispelunds fremragende hoppe Intruder, som i Ole Larsens træning vandt ni gange på de skandinaviske baner – heriblandt Fawzia Stakes og Meridian Stutteri Hoppeløp og Sofierolöpning – og dertil var anden i Öettingen-Rennen (Gr.3) i Baden-Baden samt placeret i adskillige øvrige Listed- og Gruppeløb.
