fbpx

Duca Di Como står foran historisk livsopgave

Den 5. november skrives et stykke skandinavisk væddeløbshistorie. Cathrine Erichsen-trænede Duca Di Como rejser fra Øvrevoll i Norge til Keeneland i Kentucky, hvor han skal møde en række af verdens bedste heste i Breeders’ Cup Dirt Mile (G1). Clodovil-sønnen bliver den første skandinavisktrænede Breeders’ Cup-deltager nogensinde.


Duca Di Como og Elione Chaves på vej mod parrets fjerde sejr på stribe i Tattersalls Nickes Minneslöpning (L). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

På Breeders’ Cup-arrangørernes hjemmeside præsenteres Duca Di Como blandt de 15 udtagne deltagere, og det ligger allerede fast, at Elione Chaves får muligheden for at bruge den erfaring han fik fra forårets ophold på de amerikanske baner, når han fortsætter sit makkerskab med Stall Comos eminente fartikon.

Med blandt de 15 præsenterede heste findes verdens bedste væddeløber lige nu, John Sadler-trænede Flightline (Tapit), men det skal selvfølgelig med, at hingsten ligeledes står anmeldt i den absolutte hovedbegivenhed, Breeders’ Cup Classic (G1), og man kan ikke tro andet, end at Flightline starter dér og udfordrer Life Is Good (Into Mischief).

Men selv uden Flightline står Duca Di Como overfor en hær af Grade-1-vindere, og skal man følge bookmakernes odds er der rent faktisk en stor mulighed for, at Life Is Goods træner Todd Pletcher fravælger mødet med Flightline i Breeders’ Cup Classic (G1) og i stedet vælger Dirt Mile.


Elione Chaves og Duca Di Como har været makkere både i Sverige, Norge og Dubai. Næste gang bliver det i USA. Foto: Privat.

Lige nu er Life Is Good således bookmakernes tredjefavorit bag Jack Christopher (Munnings) og Codys Wish (Curlin).

Cathrine Erichsen fortalte i slutningen af september til Norsk Rikstoto, at beslutningen om at prøve Duca Di Como i Breeders’ Cup Dirt Mile (G1) var endeligt taget, og at den 7-årige vallak rejser til Kentucky via Amsterdam den 29. oktober.

Breeders’ Cup Dirt Mile (G1) rides over 1600 meter dirt, er for 3-årige og ældre heste, og har en samlet præmiesum på $1,000,000 – svarende til over 10,7 millioner norske kroner.



Herunder kan du gense Duca Di Comos seneste opvisning, da han for fjerde år på stribe vandt Nickes Minneslöpning (L) på Bro Parks dirt track.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top