Han kom som vinder af både Dansk 2000 Guineas og Svenskt 2000 Guineas, og selv om det senest blev til en tredjeplads i Derby Trial Stakes, viste Lone Kaj-Nielsens 3-årige hingst Brigadier sig alligevel som den bedste da det for alvor betød noget.
Efter en medrivende, uforglemmelig opløbskamp sikrede Elione Chaves sig sin første danske Derbytriumf, da Brigadier satte hovedet først på målstregen foran en heroisk kæmpende Zidane (Areion) og en lige så tapper My Fortune (Appel Au Maitre).
På fjerdepladsen fulgte Zidanes staldkammerat Masters Call (Appel Au Maitre), mens Lord Of Karthago (Hurricane Red) tog den sidste plads i præmierækken foran Rikke Rohbach Bondes duo Manhattan Carlras (Juniper Tree) og Chappel (Appel Au Maitre).
Siden fulgte Stockholm-gæsten Duke Of Hastings (Juniper Tree) foran norske Amason (Appel Au Maitre), mens 2024-udgaven af Bet25 Dansk Derby ikke blev Lea Olsens med hverken Biot (City Light) og Garlic (Outstrip).
Kort inde i opløbet snublede Lennart J:r Reuterskiölds tredje deltager, Trickstar (Magician), og mistede sin rytter Carlos Lopez. Trickstar galopperede i mål med resten af feltet, og Carlos Lopez slap heldigvis uskadt fra episoden.
Bent Olsen-trænede Brigadier (Moohaajim) var vinder af sine tre første starter i 2024. Han sejrede i både Dansk og Svenskt 2000 Guineas, og var efter sejren i sidstnævnte opgør manges klare favorit til Derbysejren den første lørdag i august.
Men så kom ridsen i lakken. I Derby Trial Stakes gik Brigadier i sin sædvanlige stil til front, men allerede tidligt i opløbet blev han fanget af Amason og Garlic, og selv om han kæmpede indædt til målstregen, var det tydeligt, at de to konkurrenter stod bedre hjem på dagen.
Næste gang ville distancen være 200 meter længere, og det altoverskyggende spørgsmålstegn stod nu tilbage: Ville den dobbelte 2000 Guineas-vinder kunne reversere formen igen?
Bent Olsen måtte også stille op til spørgsmålet og realisere tanken om, at hans store årgangsstjerne ikke længere var Derbyfavorit. Men det har championtræneren prøvet mange gange tidligere, og han kender gamet.
“Måske undervurderede vi konkurrenterne, og måske havde Brigadier ikke lavet helt nok i pausen mellem Svenskt 2000 Guineas og Derby Trial Stakes. Men det er Derbyet det drejer sig om at vinde”, fortalte Olsen tidligere på ugen i et interview med GalopSport.
Hverken Olsen eller Chaves mistede på noget tidspunkt troen på Lone Kaj-Nielsens hingst, og løbsoplægget blev denne gang helt anderledes.
Brigadier lagde ud som femte i ryggen på My Fortune. Chappel tog føringen under Manuel Martinez, men brækkede ud rundt tribunesvinget og overlod fronten til indvendige Zidane. Dette varede dog kun kort, idet Chappel igen overtog kommandoen.
På bagsiden holdt Chaves sin femte-sjetteplads udenpå Biot med Jacob Johansen, og først da feltet rundede Bakkens parkeringsplads, begyndte brasilianeren at sætte sin hest ind i løbet.
Ved indgangen til opløbet gav Per-Anders Gråberg marchordre til Zidane, som omgående rykkede forbi Chappel. Udvendigt for sig havde Zidane nu My Fortune, som dog endte indvendigt for de øvrige.
Ved flagstangen stod det endelige slag i Bet25 Dansk Derby mellem Zidane og Brigadier. De to heste kæmpede hoved ved hoved de sidste 100 meter op mod målstregen, men til slut var den dobbelte Guineas-vinder stærkest.
My Fortune havde al ære af sin tredjeplads og fik bevist, at han så absolut tilhører årgangens top.
Brigadier sikrede sig med Derbysejren en førstepræmie på 500.000 kroner til sin ejer, Lone Kaj-Nielsen, som i bevægende øjeblikke trådte ind i vindercirklen og med det samme blev omfavnet af Bent Olsen, hvorefter hun fik takket Elione Chaves for det mesterlige ridt.
Scenerne i Klampenborgs vinderområde var i det hele taget dybt bevægende. Tårerne trillede ned ad kinderne på både Bent Olsen, samtlige medlemmer af familien fra Stutteri Hjortebo og Brigadiers daglige træningspartner Christina Pedersen.
Christinas datter – Bent Olsens barnebarn – Caroline, var den ellerførste til at entre paddocken før Derbyet. Dér stod hun mutters alene og ventede på, at hendes mor skulle ankomme med Brigadier oppe fra stalden et par hundrede meter væk.
“Jeg ville så gerne krydse alle mine fingre, men jeg har fået denne her i klemme i et vindue, så det kan jeg ikke”, fortalte hun imødekomment til denne artikels forfatter. Og så lovede jeg Caroline, at jeg ville hjælpe ved også at krydse mine.
Mens Elione Chaves her fik sin første Derbysejr i Danmark, således at han nu kan kalde sig Derbyvinder i samtlige tre skandinaviske lande, var det nummer tre på Klampenborg for Bent Olsen, nummer to for Lone Kaj-Nielsen og nummer syv for Stutteri Hjortebo.
Hjortebo fik deres første Derbyvinder i 1990 med Algol (Nicke), men derefter var ventetiden ikke mindre end 18 år lang, før Master Kid (Academy Award) vandt i 2008.
Og netop Master Kid var Lone Kaj-Nielsens og Bent Olsens første.
Siden har Olsen også vundet i 2015 med Manacor (Primatico), og så har Lone og Bent selvfølgelig også den enorme triumf i Svenskt Derby med Red Cactus at se tilbage på.
Red Cactus, som – for at binde en sløjfe på historien – nu står opstaldet på Stutteri Hjortebo og har sine første åringer på auktion til efteråret.
Yderligere til den avlsmæssige side af Derbyhistorien hører, at Brigadier – ligesom sidste års vinder Slava Ukraini – er efter Hjortebos Mill Reef Stakes (Gr.2)-vinder Moohaajim (Cape Cross).
Moohaajim har nu skabt to Derbyvindere fra sine to første skandinaviske årgange, og han har allerede nu sat et kæmpemæssigt præg på avlen herhjemme.
Dernæst er Brigadier første startende afkom ud af Philomatheia-datteren Queens, der som 3-årig var først over målstregen i Larch Ærespræmie, men siden måtte se sig deklasseret til andenpladsen for trængning af Binoche (Bated Breath).
Selv er Queens halvsøster til den danske Derbyvinder fra 2021, Iron Butterfly (Swipe), samt til øvrige storløbsvindere som Ramone (Eishin Dunkirk) og Careless Whisper (Barocci), der var anden det danske Derby som Ready Teddy (Maxios) vandt, samt den svenske Guineas-2’er Disraeli (Barocci) og den svenske Oaks-2’er Kitty Cat Fly (Orientate).
Da Bent Olsen i det tidlige forår, allerede inden Brigadier havde sæsondebuteret, blev interviewet til GalopSport, fortalte han blandt andet, at hingsten er én af de allerbedste heste han nogensinde har trænet, at Derbyet var det altoverskyggende mål, og at hesten i det taget er så smuk, at man burde sætte ham på et frimærke.
Om Brigadier en dag ender afbilledet på et frimærke kan kun tiden vise, men ét er sikkert, og det er, at han lørdag den 3. august slog sit navn fast i den stolte, danske væddeløbshistorie.
Herunder følger flere af Burt Seegers fotos fra Bet25 Dansk Derby: