fbpx

Color Me Crazy hævet til 84 efter elitemøde

Én af Bro Parks unge trænerkometer, Annika Sjökvist, havde torsdag sendt 3-årige Color Me Crazy på en på papiret umulig opgave mod navne som Our Last Summer og Fearless Hunter. Men Clodovil-sønnen var endnu engang undervurderet.


Color Me Crazy og Andrés Polanco. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Color Me Crazy og Andrés Polanco. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Efter to sejre i træk, hvor han i første omgang slog Lady Of Course på Øvrevoll og derefter Victor Kalejs i Göteborg, stod Color Me Crazy med et handicap på 78 forud for torsdagens møde med den ældre elite.

Handicappet svarede til, at han skulle løbe med 45 kilo på ryggen, men da Andrés Polancos mindstevægt er 54 kilo, løb hesten med ni kilos overvægt.

På dette tidspunkt af året har de 3-årige det ofte mere end svært, når de møder etablerede ældre heste, men Color Me Crazy leverede en fremragende indsats som tredje gennem mål, slået med fire længder af den suveræne vinder Fearless Hunter.

Handicapper Pam Cordrey, som havde Color Me Crazy på handicap 68 efter 2-årssæsonen som bød på en enkelt sejr, hævede efter sejren over Lady Of Course i sæsondebuten hesten til 73, og så yderligere til 78 da Victor Kalejs blev besejret i Göteborg.

Efter torsdagens præstation er Stall Soxs’ Color Me Crazy nu oppe i 84, 16 kilo højere end han sluttede 2-årssæsonen med, og han er helt på højde med både Wido Neuroths Dardenne og Niels Petersens Spitzbergen, samt et kilo under Bent Olsens Istan og fire under Roy Arne Kvislas Victor Kalejs, når man sammenligner med øjeblikkets topnavne til Norsk 2000 Guineas.

Det klassiske opgør rides den 29. juni på Øvrevoll, og løbet kan få endnu en interessant deltager i Jyllandsløbsfavoritten Ginnman, som træner Marc Stott netop har efteranmeldt. Førstepræmien i Norsk 2000 Guineas er 175.000 norske kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top