fbpx

Brian Wilson på fremmarch

Sidste år blev træner Brian Wilson nummer to på Klampenborgs trænerstatistik hvad antal sejre angår – kun overgået af Søren Jensen. Og det på trods af, at Brian Wilson kun rådede over 14 heste, hvoraf hoveddelen bestod af ældre handicappere. I år tror træneren på en endnu stærkere sæson.


Tænker man tilbage på starten af 90’erne, var Brian Wilson blandt de mest fremtrædende trænere i Danmark.

Han vandt blandt andet Dansk Derby med Mongolian Knight og Dansk Oaks med Moto-Moonlight. Derudover har han også sadlet to Vinterfavoritter og en Amacitavinder. Desværre fik den lovende trænerkarriere et knæk i 1994, hvor Brian under et træningsarbejde styrtede og brækkede benet – den implicerede hest var i øvrigt lillesøster til den senere derbyvinder Vetrotex, og hun fik passende navnet ‘Break A Leg’.

De efterfølgende år var magre, men heldigvis havde stalden en hest som Our Challenge, der var blandt landets bedste 2- og 3-åringer.

Den fukse vallak vandt Dansk Opdrætningsløb og var med fremme i de øvrige store 2-årsløb. Som 3-årig vandt han Derby Trial Stakes og var anden i Dansk Derby bag legendariske Federico.


2001 er planlagt som et comeback for Brian Wilson, der på papiret har heste som helt klart er gode nok til storløbsdeltagelse. Der står på nuværende tidspunkt fjorten heste i stalden på Odrupdal, mens to heste fortsat går hjemme på gården i Fredensborg.

Men hvorfor bliver det lige netop i år, at Brian Wilson slår igennem igen?

“Sidste år var jo en god sæson rent sejrsmæssigt, men det var de ældre handicappere der skulle klare det hele. Jeg havde ikke noget klassisk materiale blandt de 3-årige, og mine 2-åringer var meget uheldige”, siger Brian Wilson og fortsætter:

“I år har jeg til gengæld 3-4 spændende heste der efter min overbevisning kan gøre sig i klassisk selskab. Blandt de 2-årige er der også håb for en rigtig god sæson, og selvfølgelig er ældre heste som Pole Position og Jet Lag stadig stærke og kan helt sikkert vinde løb igen i år”.


Blandt de 2-årige, som Brian regner meget med, er Feuerbach-hoppen Feuer-Miss.

Feuer-Miss er en dejlig hoppe ud af Miss Motovario, som jeg selv havde i træning. Hun var meget lovende, men blev desværre skadet i træning og fik aldrig vist hvor god hun egentlig var”, fortæller træneren.

Feuer-Miss er tilmeldt Ålborg 2-års Grand Prix og Produce Stakes.


Stalden råder også over en helbror til gode Our Challenge efter Basiluzzo – Nimble Judy. Hingsten hedder Finish First og ligner sin bror rigtig meget. “Han bliver en hurtig 2-åring, han minder mig meget om Our Challenge. Finish First er meldt i alle de store 2-årsløb, og kan efter min vurdering godt vinde et af dem”, siger Brian Wilson, der regner med at Finish First debuterer omkring Derbydag, hvis han fortsætter den gode udvikling.

Brian Wilson sætter i den klassiske sæson sin lid til specielt tre heste – Mojo, Feuer-Junior og Go To Fortunen. Førstnævnte er ubesejret efter en enkelt start som 2-åring.


Mojo vandt overbevisende i debuten, men blev derefter skadet i det ene knæ og er blevet opereret på Helsingborg Dyrehospital. Han kom i gang igen midt i januar, men da frosten satte ind flyttede jeg ham til Jylland for at blive svømmetrænet. Han er nu tilbage i stalden og tegner rigtig fint – en rigtig milertype. Det er meningen at han debuterer i 2000 Guineas Trial. Derefter gælder det så 2000 Guineas, og hvis benene holder starter jeg ham nok i Larch Ærespræmie”, siger træneren.


Feuer-Junior er efter Feuerbach – Double Jump. “Han gik et flot prøveløb sidste år og jeg regnede med en topplacering første gang ude, men desværre kom han halt hjem efter løbet og blev stoppet. Han har udviklet sig godt vinteren igennem og kan blive hvad som helst”.


Go To Fortunen v. Basiluzzo – Good Vibrations har allerede startet i år. Det var på første løbsdag, hvor hun var femte bag Monsieur Et Toi, slået med tolv længder. Om Go To Fortunen siger Brian Wilson: “Hun var en tynd lille splejs sidste år, men nu har hun fået mere krop og er bedre sat sammen. Hun minder mig meget om min Oaks-vinder Moto-Moonlight, som også gennemgik en stor udvikling som 3-årig”.


Der er kommet et enkelt nyt emne blandt de ældre heste, nemlig den 4-årige fukse vallak Tycando. Han er efter Forzando og Last Tycoon-hoppen Running Tycoon. Tycando er vinder i England som 2-åring, hvor han også har løbet seks gange placeret for træner Richard Hannon.

“Vi købte ham i Doncaster sidste år. Han mistede en del af selvtilliden i fjor, og bliver derfor ikke matchet mod de store sprinterløb i første omgang. Jeg regner i stedet med at træne ham op imod Jydsk Champion Sprint i slutningen af maj”.

Brian Wilson er nu stoppet som jockey og har ladet sin kone Bettina overtage jobbet i løbene.

Bettina blev mest vindende amatørrytter i København sidste år, selv om hun tidligt på sæsonen tog lærlingelicens. Som lærling vandt hun på landsplan otte løb og blev derved nummer to bag Sara Slot.

Bettina har i flere år tilhørt den absolutte elite blandt Skandinaviens amatørryttere, og det bliver på den baggrund interessant at følge hende i den første hele sæson som lærling.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top