fbpx

Björlings bedste hest pensioneret i utide

Det var en både glad, men også bekymret Claes Björling der talte med GalopSport torsdag formiddag. Tilfreds med sin vinderdouble i går, tilfreds med en ny hest han har købt i England, men også frustreret over, at staldens millionær Mr David nu er færdig som væddeløber.


Mr David. Foto: Elina Björklund / Svensk Galpp.
Mr David. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

”Mr David er ganske vist 10 år, men stadigvæk ung af sind og med helt friske ben. Også i fjor indløb han over 100.000 kroner, og han var klar til en ny sæson”, fortsætter Claes Björling.

“Jeg har startmeldt ham to gange i år, men har måttet slette ham fordi der er alt for mange sten på banen, og nu er beslutningen truffet”.

Claes Björling retter sin kritik mod Bro Parks dirt track, som i vinterens løb har været hærget af de sten, som frosten har tvunget op igennem den underliggende jord (*se faktaboks under artiklen).

”Mr David har løbet for sidste gang. Jeg har fundet et godt hjem til ham, men det er bittert det her”, fortsætter 87-årige Claes Björling.

Claes Björling med Mr David. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Claes Björling med Mr David (Fredrik Janetzky). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Mr David vandt sin sidste karrierestart i 2016 og det blev i alt til 16 sejre og 1.442.610 kroner – heriblandt triumfen i 2014-udgaven af Täby Vårsprint (L).

”Livet må jo gå videre. Det var en dejlig dag i går, navnlig med min nye hest Free Zone, som vandt let i hænderne i sin første start for os. Jeg har meldt den i næste måneds store sprinterløb på Jägersro”, beretter Claes Björling.

12 gange ud af 18 har Claes Björlings heste været i trioen i år, med præmier for 294.100 kroner, og snart byder han på en ny engelsk hest til publikummet i Stockholm.

”Jeg har været i England og købe hesten Marshgate Lane. Den har vundet seks løb og over 700.000 kroner, selvom den har haft flere afbræk undervejs. Det er en hest, som jeg tror kan mere end sit nuværende handicap og den debuterer for mig den 23. april”.

Skandinavisk galopsports trænernestor slutter med en direkte opfordring til ledelsen på Bro Park:

”Så snart græsløbene åbner, bør samtlige løb flyttes over på græsset, og så er det bare om at komme i gang med at få den nuværende dirt track gjort i stand, så vi ikke får problemer med sten igen”.


Derfor kommer der sten op af jorden:

Under sidste istid var Nordeuropa, Sibirien og Nordamerika dækket af iskapper.

Iskappens vægt knuste overfladen af de klipper, den bevægede sig hen over, og derved blev de løse klippestykker mast op i isens bund.

Efterhånden som isen bevægede sig, blev klippestykkerne knust, og resultatet blev en iskappe, der i bunden var fyldt med sten, grus, sand og ler.

Da istiden sluttede, blev alt materialet efterladt i landskabet.

De små og store sten, vi i dag finder i det meste af Sydskandinavien og Nordeuropa, stammer derfor fra andre steder i Skandinavien, bragt hertil af isen.

Geologerne ved ikke præcis, hvorfor der dukker nye sten op på markerne hvert forår.

Men nogle geologer mener, at løsningen ligger i jordens frysning om vinteren.

Sten leder kulden bedre end jord, og når frosten sætter ind, vil stenen lede kulden ned til undersiden. Her vil vandet under stenen fryse.

Når vand fryser, udvider det sig, og det får stenen til at bevæge sig opad. Om foråret tør jorden omkring stenen, og jorden falder ned i hulrummet under stenen.

Efterhånden som processen gentager sig, vil stenen flytte sig opad og til sidst komme til syne på overfladen.

(illvid.dk)

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top