fbpx

“Det er en bil med ret specielle heste, vi har sendt til Irland”

Amie Noire. Inaya. Jive. Xstase. Seattle Speight. De fire første er Oaks-vindere, og både Inaya og Amie Noire skal i år bedækkes for første gang. Destinationerne er Coolmore og Ballylinch, og Jessica Long løfter her sløret for de mægtige planer.


“Stutteriets heste er rent faktisk gået i flere forskellige retninger. Fem er i Irland, tre er i Frankrig, en enkelt i Tyskland og to er gået til Danmark”, fortæller Jessica, som udover familiens egne avlshopper også er manager for Stall Perlen, Chess Racing og Buck Racing – tre mastodonter indenfor den ikke-kommercielle fuldblodsavl i Skandinavien.

Vi begynder med Irland, hvor Chess Racings 6-årige Inaya (High Chaparral – Vigelegere v. Be My Chief) som den eneste skal bedækkes ved den franske Derbyvinder Lawman (Invincible Spirit), som står til en bedækningstakst på 25,000 euro på Ballylinch Stud.

Lawman er hidtil i sin unge stutterikarriere far til fem individuelle Gruppe-1-vindere i form af Most Improved, Marcel, Law Enforcement, Just The Judge og Harbour Law.

Inaya og Jacob Johansen vinder Kopparmärralöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Inaya og Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Med Inaya i avlen bliver det begyndelsen til en ny generation af Benny Anderssons fremragende stamlinje ud fra den nu afdøde Rainbow Quest-datter Mondschein, som udover Inayas mor også producerede den danske Derby-vinder Sibelius, sidste års Bloomers’ Vase (L)-vinder Ray og den Gruppe-1-placerede hoppe Beatrice Aurore.

“Vigelegere står her hjemme på stutteriet. Hun er i fol ved Australia, som er tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie, men det er endnu ikke besluttet om hun skal genbedækkes i år. Hun er blevet 15 år gammel og det primære for hende lige nu er, at give alt til sit kommende føl”, siger Jessica, som også har Vigelegeres nu 3-årige afkom i træning.

“Det er en irskfødt hoppe med navnet Zagharit. Hun er efter Sir Percy og er ligesom sine søskende (Inaya og Sergel, red.) en stor og meget sen type, som vi forventer os meget af”, uddyber træneren.


Amie Noire og Jan-Erik Neuroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Amie Noire og Jan-Erik Neuroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Amie Noire til Fastnet Rock

Stall Perlens Amie Noire (Soldier Of Fortune – Autriche v. Acatenango) skal ligesom Inaya bedækkes første gang.

6-årige Amie Noire afsluttede sin løbskarriere med en sikker sejr i Coolmore Matchmaker Stakes (L) på Bro Park, hvor hun over 2100 meter slog rivalen Icecapada med to længder.

Med til sejren hørte en voucher på 10,000 euro til bedækning ved én af Coolmores hingste, og Stall Perlens valg faldt på én af verdens dyreste avlshingste, den australske championsprinter og championbeskler Fastnet Rock (Danehill).

Fastnet Rock er indtil videre far til 65 gruppeløbsvinder over hele kloden – langt de fleste i Australien, men også en kapacitet som Champion Stakes- og Tattersalls Gold Cup-vinderen Fascinating Rock.


Jive vinder Svenskt Oaks under Espen Ski i 2011. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Jive vinder Svenskt Oaks under Espen Ski i 2011. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Jive hos Rock Of Gibraltar

Den tidligere svenske Oaks-vinder, Jive (Sabiango – Präriens Drottning v. Elmaamul), skal besøge en anden Danehill-søn på Coolmore – den syvdobbelte Gruppe-1-vinder Rock Of Gibraltar.

“Jive har været bedækket i udlandet hver eneste år siden hun afsluttede løbskarrieren”, siger Jessica Long om halvsøsteren til Scandinavian Open (Gr.3)-vinderen Django.

“Hendes ældste afkom er den 2-årige hoppe Baberiba, som er efter High Chaparral og i træning hos os. Derudover har hun en åring efter Holy Roman Emperor og lige nu er hun i fol ved Maxios”.

De sidste top avlshopper der er ankommet til bedækning hos Coolmore er Buck Racings Seattle Speight (Speightstown – Gal From Seattle v. A P Indy) og Xstase (Trempolino – Simply Katie v. Most Welcome). Sidstnævnte er akkurat som Amie Noire, Inaya og Jive skandinavisk Oaks-vinder.

“Seattle Speight skal besøge Power, som bliver anmeldt til den skandinaviske Breeders’-serie, og Xstase skal til Holy Roman Emperor. Xstase har haft fremgangsrige afkom i Frankrig, men kom i fjor tilbage til Sverige hvor hun fik en hingst efter Champs Elysees, og hun er nu drægtig ved Appel Au Maitre”, siger Jessica.


Shalalee, der her vinder Breeders' Trophy Mile på Bro Park, er ud af The Stick. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Shalalee, der her vinder Breeders’ Trophy Mile på Bro Park, er ud af The Stick. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Tre hopper til Myboycharlie

Haras Du Mezerays 12-årige Danetime-søn Myboycharlie er endnu en international hingst, som bliver tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie for føl født i 2018.

Han får i år besøg af Buck Racings The Stick (Singspiel – Fatah Flare v. Alydar), som i forvejen er mod til Kriteriums- og Breeders’-vinderen Shalalee (Strategic Prince), Stall Perlens Celeste (Muhtathir – Logica v. Priolo) og JP Long Racings egen Head To Toe (Mastercraftsman – High Spot v. Shirley Heights).

Desuden sendes Buck Racings 7-årige Droit E Devoir (Oratorio – Entraque v. Linamix) til Melbourne Cup-vinderen Protectionist (Monsun), der indleder sin avlshingstekarriere på tyske Gestüt Röttgen. Også han er meldt til den skandinaviske Breeders’-serie.


La Zona tilbage i Skandinavien

Endelig går to af Stall Perlens tidligere topvæddeløbere til det norske ægtepar Bente og Magne Jordangers egen avlshingst, Appel Au Maitre (Starborough), på Stutteri Hjortebo i Danmark.

La Zona/Fredrik Johansson vinder Lanwades Stud Stakes (L) foran Entangle. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
La Zona/Fredrik Johansson vinder Lanwades Stud Stakes (L) foran Entangle. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

11-årige La Zona (Singspiel – Reine De Neige v. Kris) vandt 11 af sine 28 karrierestarter og tjente tæt på 3½ millioner svenske kroner.

Hun var skandinavisk championhoppe og havde mange indædte kæmpe med en anden af tidens bedste norske hopper, Entangle.

Efter endt løbskarriere beholdt Stall Perlen deres Singspiel-datter, men hun blev sendt i avlen i Irland og fik føl efter henholdsvis Acclamation og Mastercraftsman.

Det første, Malcolm The Pug, indledte karrieren med en tredjeplads på Ascot, men nåede derefter kun at starte en enkelt gang før han blev skadet.

5-årige Taja (Lord Of England – Ticinella v. Hernando) vandt sine fire første karrierestarter som 2-årig på Øvrevoll – heriblandt både The Heatherwold Cup og Norsk Kriterium.

“La Zona er kommet til Sverige i fol ved Poet’s Voice, og hun går sammen med Taja til Stutteri Hjortebo for at blive bedækket ved Appel Au Maitre”, konkluderer Jessica Long, som har nok at holde styr på med både avls- og træningsinteresser.

Når løbssæsonen om få måneder går i gang igen, bliver det med 17 heste i træning, hvoraf de 12 er en blanding af 2- og 3-årige.

Foto: Jessica Long.
Foto: Jessica Long.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top