Onsdag 2. maj er den dato som træner Sandra Brolin sent – eller aldrig – vil glemme. For første gang i karrieren tog hun fire sejre på én og samme løbsdag hjemme på Bro Park, hvor også Cathrine Erichsens danske Derbyhåb Master Bloom imponerede i sin sæsondebut.
Sandra Brolin vandt med 3-årige Heavenly Pulse (Carlos Lopez) og Amara (Per-Anders Gråberg), samt de to 4-årige My Adelia (Kajsa Lindsjö) og Skyhawk (Ina Veronika Toverud).
Både Gråberg og Lindsjö vandt yderligere en gang med henholdsvis Roy Arne Kvislas Soldier Blue og Julia Presits’ Maghazi.
Flere sejre til de kvindelige Bro Park-trænere blev det igennem Catharina Vångs Cubism (Therese Gustafsson) og Annika Sjökvists Zandradee (Andres Polanco).
Cathrine Erichsen havde sendt en enkelt hest af sted til Bro Park i form af 3-årige Master Bloom (Sandro De Paiva), og den forrygende staldform fortsatte med en forholdsvis sikker sejr til Pastorius-sønnen, der førte hele vejen over de 2100 meter og slog King Cole og Showy Shaun.