fbpx

Norsk 2000 Guineas: Hvor god er Kriteriumsvinderen?

Wido Neuroth har vundet fem af de seneste 15 udgaver af Norsk 2000 Guineas. Torsdag aften sadler han to af feltets 10 deltagere – Bostar og Pas De Secrets – der begge kommer ind i løbet med et handicap på 80. Pas De Secrets har allerede startet tre gange i år, mens Bostar ikke er set siden sejren i sidste års norske Kriterium.


Bostar/Jan-Erik Neuroth vinner Norsk Kriterium. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com
Bostar/Jan-Erik Neuroth vinder Norsk Kriterium. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com

“Bostar fik et afbræk i træningen under forårsopholdet i Tyskland”, fortæller Wido Neuroth til GalopSport.

“Han blev ramt af en luftvejsinfektion, og det betød, at han ikke fik samme oplæg som Pas De Secrets og de andre klassiske kandidater. Han er en god hest som jeg ikke ville forhaste mig med, og Norsk 2000 Guineas endte med at blive hans første opgave, hvorefter vi sigter mod Voterlöpning på Jägersro”.

På spørgsmålet om dagsformen svarer Wido:

“Det er hans første start siden september og han er ikke blevet bedt om så meget efter hjemkomsten fra Tyskland. Han er dog en hest som hele tiden har præsteret langt bedre i løb end han gør i træning, så jeg er forsigtig optimist og så må vi se hvor langt hans kondition rækker”.


Pas De Secrets. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Pas De Secrets. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Neuroths anden deltager er Pas De Secrets, som efter to starter i Tyskland fik sin skandinaviske sæsondebut over 1600 meter på Jägersro.

Her sloges han til stregen med Fredrik Reutersköld-trænede Gunvald, som var først over stregen for siden at blive deklasseret for trængning.

Og dermed fik Pas De Secrets sit første 1-tal.

Starten i Norsk 2000 Guineas bliver den første på hjemmebanen for Pas De Secrets, der er helbror til Breeders’ Prize Classic-vinderen Hi Finn.

“Han er en hest der godt kan lide noget at træde i, så jeg håber ikke banen når at tørre for meget op i varmen. Begge mine heste er gode, men nu må vi se hvor langt det rækker mod Our Last Summer”, konkluderer Neuroth.


Program: Øvrevoll, torsdag 2. juni kl. 18.00.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top