fbpx

Jensen: “Håber meteorologerne tager fejl”

Søren Jensen gør årets første udflugt til Norge til tirsdagens nationaldag. “Turen er bygget op omkring Imagine”, siger Klampenborg-træneren, som også sender Savanha med transporten mod Oslo.


Imagine. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Imagine. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

”Imagine sæsondebuterer i Familien Nagell-Erichsens Hoppeløp. Desværre ser banen ikke ud til at passe hende, idet hun ynder noget at træde i – og meteorologerne lover sol og let bane”, oplyser Søren Jensen.

”Det var samme forhold i Klampenborg sidste løbsdag, hvor jeg ellers havde forventet at hun skulle gå arbejde på græsset efter løbene, men det undlod jeg på grund af banen”.

”Imagine er konditionsmæssigt hvor hun skal være, men bliver banen som de lover, skal vi være glade for en præmie”, vurderer Søren.


Søren Jensen tager imod Savanha og Dina Danekilde efter maidensejren. Foto: Burt Seeger.
Søren Jensen med Savanha og Dina Danekilde. Foto: Burt Seeger.

”Savanha sæsondebuterede sidste lørdag med en fjerdeplads. Det er en hest jeg føler skal kunne mere end man hidtil har set, men det skal jo også ses i løbene, og hun er ude i et handicap mod heste, som hun ikke plejer at løbe imod. Det er også hendes første start i Oslo, i modsætning til Imagine, som har gjort flere starter på Øvrevoll”.

Både Savanha og Imagine er ejet og opdrættet af Elkær Stutteri.

De to hestes staldveninde, 3-årige Beaufort Twelve, er kommet godt over sin sæsondebut i iKeyVet Series den 7. maj, hvor hun henviste Juana til andenpladsen med tre længder.

”Hun startede faktisk tidligere end jeg havde planlagt”, siger Søren Jensen. “Hun var imidlertid så veloplagt i træningen, at jeg valgte at starte hende”.

”Jeg funderer fortsat på, om hun skal starte i Dansk 2000 Guineas eller i Mowerinaløb. Der er god tid til at gøre overvejelserne”, sammenfatter Søren Jensen. De to klassiske løb rides samme dag.


Program: Øvrevoll, tirsdag 17. maj kl. 15.00.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top