fbpx

Danskejede Silver Legend meldt på Ascots Champions Day

Den gigantiske Champions Day 19. oktober på Ascot kan få skandinavisk deltagelse i form af Jessica Long-trænede Silver Legend, som er blandt de 74 forhåndsanmeldte kandidater til det 1600 meter lange Balmoral Handicap.


Silver Legend og Jacob Johansen ved sejren i Carl Ras Cup den 31. august på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

Balmoral Handicap rides på samme dag som de fire Gruppe-1-opgør i British Champions Series: Sprint Stakes, Fillies & Mares Stakes, QE II Stakes og Champion Stakes.

Løbet har en garanteret præmiesum på £200,000 – svarende til ca. 1,77 millioner danske kroner – og det kan blive den blot femte karrierestart for Light Valley Studs 4-årige Silver Legend, som er ubesejret i sine tre første starter i Sverige og Danmark.

Efter en let fire længders sejr i sæsondebuten over 1370 meter i Göteborg, fulgte Dark Angel-sønnen op med en sikker halvanden længdes sejr foran Lucien (Hurricane Red) over 1800 meter på Klampenborg, hvorefter han senest gik alene over banen i Carl Ras Cup over samme distance og slog King David (Elusive City) med 10 længder.

Vel at mærke med otte kilo mindre på ryggen, men det gjorde alligevel, at Silver Legend steg yderligere seks længder i handicap fra 83 til 89.

Ejer Bernt Dahl med Jessica Long-trænede Silver Legend og jockey Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.

Om et handicap på 89 er højt nok til at nå med i Balmoral Handicap er tiden nødt til at vise, men det ser ganske fornuftigt ud.

På nuværende tidspunkt er Karl Burke-trænede Holloway Bay (Ulysses) og William Knight-trænede Sir Busker (Sir Prancelot) de to højest handicappede navne med hver OR 110, svarende til 95 i skandinavisk form.

Da Silver Legend højst sandsynligt vil komme ind i løbet med en OR på 98, betyder det, at han på nuværende tidspunkt ligger på en delt 21. plads, og da der er plads til 20 deltagere i Balmoral Handicap, skal der ikke meget til før, at han kommer med.

Silver Legend kostede 95,000 guineas – ca. 900.000 danske kroner – som åring på Tattersalls October Yearling Sale Book 2, hvor han blev købt af K K Ho og gik i træning hos William Haggas.

Han nåede kun en enkelt start som 2-årig på Haydock, hvor han var fjerde på mindre end fire længders afstand af den senere Queen Anne Stakes (Gr.1)- og Prix Jacques le Marois (Gr.1)-vinder Charyn (Dark Angel).

I oktober 2023 opsnappede Jessica Long den skimle vallak for blot 8,000 guineas på Tattersalls Autumn Horses In Training Sale, og selv om Bernt Dahl måtte vente helt til slutningen af juli for at se sin nyerhvervelse i aktion, har ventetiden været det hele værd.

Jacob Johansen kunne tilfreds se op på storskærmen og konstatere, at Silver Legend var 10 længder foran King David i Carl Ras Cup. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top