fbpx

Efter 52 år: Christer Schildt lukker Ljungstorps Gård

Ét af Sveriges helt store og traditionsrige stutterier, Ljungstorps Gård, er i gang med at afvikle virksomheden. Efter mere end et halvt hundrede år, hvor mellem 400 og 500 føl er kommet til verden og mere end 20 forskellige avlshingste har serviceret fuldblodssporten, har Christer Schildt valgt at sige stop.


Christer Schildt. Foto: Jockeyklubben.

“Selv om jeg snart fylder 78 år, ville jeg gerne have fortsat endnu længere, men Ljungstorps Gård fungerer ikke uden at have én eller flere avlshingste i tjeneste, og tiden er løbet fra os i forsøget på at skaffe en ny, kommerciel hingst fra udlandet”, forklarer Christer, der fik sin debut på hesteryg som 12-årig i 1957.

“Og siden den dag har det altid handlet om heste”, siger han og erindrer, at de første væddeløbere blev erhvervet fra en dansk minkhandler og blev trænet på Jägersro.

Christer Schildt købte sin første gård i Skåne for 55.000 kroner, og det første afdrag til banken blev betalt da stutteriets første føl blev solgt.

Sextorps Slott har igennem årene dannet ramme om Ljungstorps opdræt. Foto: Jockeyklubben.

Ljungstorps første avlshingst var Derby-vinderen Aleppo, en søn af Hyperbole og sønnesøn af Hyperion, som fik registreret 63 afkom i Sverige mellem 1964 og 1981.

“Siden Aleppo har vi altid haft avlshingste stående på stutteriet, og igennem flere år importerede vi hingste direkte fra USA” fortæller Christer og nævner i flæng Steve’s Friend, National Zenith, Eighty Eight Keys, Masked Dancer og Ragtime Band.

Ragtime Band købte jeg selv i ringen på Keeneland i slutningen af 80’erne, og han kostede godt og vel en million kronor. Kort tid efter hammerslaget blev jeg budt 50% ekstra af japanske interessenter, men jeg krævede dobbelt op og så faldt det til jorden. Det er nok den dummeste forretning jeg nogensinde har foretaget mig”, griner Schildt.

Ragtime Band var således ingen stor succes i stutteriet, men han blev dog far til kapable navne som Paphos Light og Mrs Myles.

Sidstnævnte leverede sit bedste resultat som anden i 1993-udgaven af Mowerinaløb bag Golden Line (Gabitat), men foran årgangsstjernen Baby Queen (Baby Turk), inden hun i avlen blev mor til Gold And Grey (Informant).

Gold And Grey vandt 13 gange – inklusiv Svenskt 1000 Guineas – og tjente over 1,8 millioner svenske kronor.

Christer Schildt længst til venstre med Ljungstorps bedste opdræt gennem tiderne, Jägersro-dronningen Mrs Loreen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Slået efter forstørret målfoto i Svenskt Derby

Ikke nok med, at Ljungstorp igennem hvert eneste årti siden 60’erne har serviceret skandinaviske hoppeejere med internationalt blod på avlshingstesiden, så har familien Schildt også selv opdrættet tæt på et halvt tusind antal føl.

“Da vi var allerstørst hjalp vi 24 føl til verden på et år, og vi har hidtil opdrættet 17 heste der har indløbet over en million – heriblandt Gold And Grey og Mrs Loreen“.

“Vores opdræt har vundet samtlige klassiske løb i Sverige – på nær Svenskt Derby. Vi var meget tæt på i 1990, hvor Mr Clapton blev slået efter forstørret målfoto”, husker Christer.

Mr Clapton var efter Ljungstorps egen avlshingst Steve’s Friend (Stevward), trænet af Mischa Kahn og blev redet af Ray Cochrane. At han ikke vandt Svenskt Derby i 1990 betød til gengæld, at Wido Neuroth fik sin første Derbysejr med Stall Trick Or Treats Trivial Pursuit (Ela-Mana-Mou).


Christer Schildt med åringer på Ljungstorp, sommeren 2022. Foto: Jockeyklubben.

Auktioner på Ljungstorp og svensk Breeders’-serie

Sideløbende med stutteridriften var Ljungstorps Gård en længere periode synonym med svensk fuldblodsauktion.

“Vi arrangerede ca. 15 åringsauktioner indtil Sten Thynell tog over med sit Lambada Sale, men sidenhen har jeg selv været involveret i auktioner i både Stockholm og Skåne, og jeg var medarrangør af den første fælles-skandinaviske auktion der blev afholdt hos Inger og Lennart Linell”.

Sideløbende har Christer Schildt – siden 1991 – været en del af det mægtige Falsterbo Horse Show, og han sidder fortsat med i Jockeyklubbens bestyrelse og flere øvrige udvalg der har til formål at højne avlen i Sverige.

Den måske største indflydelse, som Christer Schildt har haft på avlen og løbssystemet i Skandinavien er indførslen af Breeders’-serien. Han fortæller:

“Jeg har været til Breeders’ Cup i USA et sted mellem otte og 10 gange, og jeg husker, at det var engang efter afholdelsen i New York, at jeg rejste hjem med visionen om, at sådan en serie skulle vi også have i Sverige. Jeg tog videre op til Stockholm og fremlagde idéen, og sådan blev den til herhjemme”.


Gale Force Ten blev den sidste aktive avlshingst på Sextorps Slott. Foto: Irish National Stud.

“For dyrt at importere en ny avlshingst”

Før den endelige beslutning om at lukke Ljungstorps Gård blev taget, kæmpede Christer Schildt bravt for at sikre sig en ny avlshingst til at efterfølge Jersey Stakes-vinderen Gale Force Ten (Oasis Dream), som stod til tjeneste på stutteriet i 2020, 2021 og 2022.

“Vi forhandlede blandt andet – med hjælp fra Fredrik Reuterskiöld – om at købe Scat Daddy-sønnen El Kabeir fra Yeomanstown Stud, men vi blev overbudt fra et stutteri i Italien, som betalte over to millioner for ham”.

“Jeg har også måtte sande, at det ikke længere er rentabelt at være hingsteholder i Sverige, når det er blevet så dyrt at importere etablerede avlshingste contra hvor mange hopper der findes i regionen. Samtidig koster det også mange penge, at sende hopperne udenlands, så det er en ærgerlig, ond cirkel at havne i”.

Millionæren Mr Kygo har vundet tre gange på stribe på Bro Park. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Åringer og ifolede avlshopper sat til salg

Ljungstorps Gård er nu i fuld gang med at sælge ud af sine aktiver, og det gælder både de nyblivne åringer samt stutteriets ifolede avlshopper.

“Det er virkelig med tungt hjerte, at jeg nu skal afslutte et kapitel, som har varet mere end 50 år af mit liv, men jeg har stadigvæk tænkt mig at være så aktiv som muligt i sporten, og jeg kan et godt stykke ind i fremtiden fortsat glæde mig over at se stutteriets afkom løbe på banerne rundt omkring i Skandinavien”.

“Så sent som i går vandt vores opdræt Mr Kygo – som jeg fortsat har en andel i – for tredje gang på stribe på Bro Park, og han er nu endnu et af vores afkom, der har formået at runde millionen”, afslutter Christer Schildt.

Mr Kygo er i øvrigt – for at binde en fin sløjfe omkring Ljungstorp-historien – søn af Gold And Grey og barnebarn af Mrs Myles.

At Christer Schildt sagde nej til japanernes bud på Ragtime Band i 1988 var alligevel ikke helt dumt.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top