Efter Al Shemalis imponerende start som avlshingst i Danmark, har hingstens ejer Peter Hæstrup haft forespørgsler på lejeaftaler fra både ind- og udland.
![Al Shemali/Royston Ffrench vinder Dubai Duty Free (Gr.1) i 2010. Foto: Andrew Watkins / Dubai Racing Club.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2017/02/al-shemali_AMW8414.jpg)
Torsdag kan Berner Olsen, der opstalder Al Shemali på Kallehavegården i Ringsted, dog bekræfte, at hingstens foreløbige fremtid på stutteriet er sikret frem til og med 2023.
“Det har vi gjort for at signalere stabilitet omkring hingsten”, forklarer han.
Al Shemali havde i fjor 13 2-årige afkom registreret i Danmark. Heraf nåede de 10 at starte, og fire af dem vandt – naturligvis anført af Kriteriums- og Auktionsløbsvinderen My Jamil.
De tre øvrige vindere var Illumination, Would He og Mustang, og desuden hentede My Vision og Fool’s Gold til sammen syv andenpladser.
![Al Shemali nyder det danske forårsgræs hos Berner Olsen.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2017/04/al_shemali_127283.jpg)
Al Shemali bedækker igen i 2021 til en takst på 17.000 kroner ex. moms ved konstateret drægtighed 1. oktober.
Hingstens nye årgang af 2-årige består af 10 afkom i Danmark, mens der i fjor blot blev registreret seks afkom.