fbpx

Hvem skal til Dubai?

Dubai Racing Club udgav onsdag listen over samtlige accepterede internationale navne til næste års Dubai World Cup Carnival, der indledes på Meydan den 3. januar og afsluttes med Super Saturday den 9. marts.


Plata O Plomo/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Plata O Plomo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Dubai World Cup Carnival skal afholdes for 16. gang, og igen i 2019 bliver der efter alt at dømme skandinavisk deltagelse, om end det bliver i noget mindre udstrækning end tidligere.

Niels Petersen har valgt at springe vinteropholdet i ørkenen over, og der kommer således ikke norsktrænede heste til start på nogen af de ni torsdage mellem 3. januar og 28. februar.

Til gengæld er der både accepteret gæster fra Sverige og Danmark.

Susanne Berneklint kan rejse til Dubai med Hästgruppen i Lunds trekløver I Kirk, Trickbag og Plata O Plomo, mens Andrew Kidneys 2-årsstjerne Irish Trilogy og danskopdrættede Listed-vinder Suspicious Mind ligeledes er blandt de accepterede navne.

Suspicious Mind/Carlos Lopez vinder Songline Classic (L) foran Pas De Secrets/Per-Anders Gråberg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Suspicious Mind vinder Songline Classic (L) foran Pas De Secrets. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Et enkelt navn fra Danmark er med – Bent Olsens 2-årige Hard Spun-søn Red Cactus, der vandt Svealandlöpning på Bro Parks Champions Day i september.

“Han er klar til afrejse, men vi afventer lidt endnu med at tage den endelige beslutning”, siger Bent Olsen torsdag morgen om Lone Kaj-Nielsens Breeze Up-import, som endnu har til gode at starte på det underlag han er født til at løbe på – dirt.

Red Cactus/Elione Chaves vinder Timeform Svealandlöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Red Cactus vinder Timeform Svealandlöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Klik hér for at se listen over samtlige accepterede deltagere til Dubai World Cup Carnical 2019.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top