fbpx

Jydsk Væddeløbsbane modtager 986.617 kr. fra Købmand Herman Sallings Fond

Julen kommer tidligt i år på Jydsk Væddeløbsbane. Købmand Herman Sallings Fond har imødekommet to ansøgninger fra Jydsk Væddeløbsbane med donationer på samlet 986.617 kroner.


Den første ansøgning går på en hårdt tiltrængt udvidelse af staldkapaciteten på Jydsk Væddeløbsbane gennem anskaffelse og opsætning af 9-12 nye uderækkebokse. Beløbet hertil andrager 694.924 kr.

Men også ansøgningen om en donation til renovering og istandsættelse af eksisterende faciliteter ved Jydsk Væddeløbsbane, herunder stald, legeplads samt kontorbygning er tildelt støtte på 291.693 kr. fra Købmand Herman Sallings Fond.

Jydsk Væddeløbsbane er yderst taknemmelig for støtten fra Købmand Herman Sallings Fond til projekterne og glæder sig meget til de nye og forbedrede faciliteter.


Fantastiske nyheder

På Jydsk Væddeløbsbanes vegne glæder direktør Flemming Sunn sig enormt over nyheden om to donationer på samlet 986.617 kr. fra Købmand Herman Sallings Fond.

»Det er helt fantastisk for Jydsk Væddeløbsbane og alle som elsker væddeløb. Med de to donationer bliver det muligt at gennemføre nogle af vores drømme om at optimere Jydsk Væddeløbsbanes faciliteter for både heste og væddeløbsfans,« siger Flemming Sunn med henvisning til donationen, der muliggør anskaffelse og opsætning af 9-12 nye såkaldte uderækkebokse.

»Vi har glædeligvis oplevet en solid tilgang af heste til vores galoptrænere, hvorfor vores bokskapacitet er kommet mere og mere under pres. Gennem donationen kan vi nu bedre imødekomme den glædeligvis stigende efterspørgsel fra hesteejere, der ønsker at få heste i træning ved banen,« siger Flemming Sunn.


Store drømme går i opfyldelse

Den anden donation fra Købmand Herman Sallings Fond muliggør en tiltrængt renovering og istandsættelse af flere af de eksisterende faciliteter, herunder stald, legeplads samt kontorbygning.

»Dette projekt vil give et facelift og en forbedring til glæde for alle brugere samt publikum og ikke mindst børnene som anvender Jydsk Væddeløbsbane. Nogen gange går selv store drømme i opfyldelse, hvorfor vi skylder en meget stor tak til Købmand Herman Sallings Fond,« siger Flemming Sunn.

Planlægningen af arbejdet og opførelsen af de nye uderækkebokse igangsættes hurtigst muligt.


Købmand Herman Salling hædres med mindeløb på Jydsk Væddeløbsbane

Når Jydsk Væddeløbsbane lørdag d. 10. november afvikler årets største løb for de toårige galopheste mindes samtidig den århusianske storkøbmand Herman Salling, der på mange fronter har sat sig varige spor i dansk detailhandel.

»Vi har i en længere periode overvejet muligheden for at hædre Herman Sallings enorme betydning for Århus og har været i dialog herom med hans enke, Karin Salling. Hun har glædeligvis imødekommet ideen om, at banens største løb for de toårige galopheste rides i Herman Sallings navn,« siger Jydsk Væddeløbsbanes direktør Flemming Sunn.

Når løbet afgøres lørdag eftermiddag sker det således under titlen Købmand Herman Sallings Mindeløb – Den Jydske Vinterfavoritog Karin Salling vil overrække ærespræmierne til vinderen.


Fik galopinteressen i arv fra sin far

Herman Salling (1919-2006) udviklede oprindeligt Salling Stormagasin, og etablerede i 1960 det første Føtex supermarked, der siden har fået følgeskab af kæderne Bilka og Netto, der alle hører under Salling Group.

Herman Salling var i sin ledelse kendt for at give klare retningslinjer, og hver lørdag formiddag holdt han møde med sine kædedirektører og øvrige topledere. Salling mente nemlig ikke, at de ledende medarbejdere kunne holde fri, mens butikkernes personale havde travlt med at betjene kunderne.

Århus har altid været et omdrejningspunkt for virksomheden, og talrige er de lokale formål som er blevet tilgodeset via Salling Fondene, herunder Jydsk Væddeløbsbane.

I sine yngre år fik Herman Salling interessen for galopheste gennem sin far Ferdinand Salling, der ejede flere galopheste. I en moden alder blev interessen genoptaget – ansporet af hustruen Karin Salling. I galophestene havde parret en fælles interesse, som heldigvis er blevet videreført af Karin Salling og datteren Tina Salling. Sidstnævnte har sæde i Jydsk Galophesteejerforenings bestyrelse.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top