fbpx

Yderligere syv svenske køb på Goffs Sportsman’s Sale

Det totale antal skandinaviske handler fra auktionsugen i Irland steg til 18, da Lennart Jr Reuterskiöld, Bodil Hallencreutz og Lars Kelp tilsammen handlede syv åringer på Goffs Sportsman’s Sale i County Kildare.


Orb Craft med sin træner Lennart Jr Reuterskiöld og Zawawi Racings Per Gellström. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Lennart Jr Reuterskiöld og Zawawi Racings Per Gellström. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Lennart Jr Reuterskiöld var første træner i aktion med købet af lot 430, en brun hoppe efter Kodiac, som blev købt for 24,000 euro til Zawawi Racing.

Det var andet køb for Zawawi og Jägersros forsvarende championtræner i løbet af ugen, og hoppeåringen er andet afkom ud af den vindende Sir Percy-datter Pernica – en halvsøster til den tyske Gruppe-1-vinder Neatico (Medicean) og den amerikanske Grade-2-vinder Beautyandthebeast (Machiavellian).

En anden søster, ustartede Persian Belle, er i avlen mor til Gruppe-2-vindende Volta, som ligeledes var anden i Prix Rotschild (Gr.1) og Prix de Diane (Gr.1), samt til den franske Gruppe-3-vinder Calvados Blues.


Bodil Hallencreutz. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Bodil Hallencreutz. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Efterfølgende købte Lennart Jr Reuterskiölds Jägersro-kollega Bodil Hallencreutz to lot. Den første var nummer 463, en brun hoppe efter Footstepsinthesand ud af hoppen Sea Paint.

Sea Paint er en ustartet Peintre Celebre-helsøster til den dobbelte Listed-vinder Celebrissime og halvsøster til den dobbelte amerikanske Grade-1-vinder Special Ring.

Sea Paint er i forvejen mor til tre vindere, og hendes hoppeåring kostede 8.000 euro.

Næste køb af Bodil Hallencreutz var lot 587, en fuks hingst efter Racing Post Trophy (Gr.1)-vinderen Casamento og ud af 2-årsvinderen Chantilly Pearl, som allerede er mor til Listed-vinderen Montataire (Cape Cross).

Chantilly Pearl er desuden halvsøster til Listed-vinderne Lemon Chifron og Masked Maiden, og helsøster til Stakes-placerede Pearl Fisher. Casamento-sønnen kostede 5.500 euro.


Lars Kelp på Goffs Bloodstock Sales i Irland. Foto: Goffs.com
Lars Kelp på Goffs Bloodstock Sales i Irland. Foto: Goffs.com

Bro Parks Lars Kelp, der handlede en Kodiac-søn til 110.000 euro under Goffs Orby Sale, fortsatte under Sportsman’s Sale med at købe to hingste og to hopper.

Den første var lot 484, en fuks hingst efter Breeders’ Cup Classic (Gr.1)-vinderen Raven’s Pass ud af den ustartede Galileo-datter Society Gal.

Society Gal har haft fire tidligere startende afkom, hvoraf samtlige er vindere – heriblandt Listed-placerede Red Icon. Hun er desuden halvsøster til Gruppe-3-vinderen Good Mood.

Kelp fik hammerslaget på 28.000 euro.

Ikke så lang tid efter slog danskeren til igen, denne gang ved lot 501, en brun hingst efter Royal Applause og ud af Listed-placerede Susi Wong (Selkirk).

Hingsten er dermed halvbror til Oaks- og Listed-vinderen La Petite Chinoise, som Kelp selv trænede for familien Elsass tilbage i første halvdel af 00’erne.

Udover La Petite Chinoise har Susi Wong bragt Gruppe-3-vinderen Buccellati og Listed-vinderen Golden Stud. Hingståringen kostede 27.000 euro og har kurs mod Bro Park.

Det samme gælder lot 527, en fuks hoppe efter Camacho, der kostede 16.000 euro.

Hoppen er første afkom ud af vindende Wandering Heart (Iffraaj), der selv er halvsøster til Flying Childers Stakes (Gr.2)-vinderen Green Door. Green Door er også efter Camacho og derigennem nært relateret til Kelps køb.


Lot 593 blev købt for 40.000 euro af Lars Kelp til Byströms Guldsmedja og Stall Poulard.
Lot 593 blev købt for 40.000 euro af Lars Kelp til Byströms Guldsmedja og Stall Poulard.

Endelig afsluttede Kelp de svenske handler på Sportsman’s Sale med hammerslaget på lot 593, en mørkebrun hoppe efter Brazen Beau ud af den ustartede Cloudspin (Storm Cat), som i forvejen er mor til to vindere i USA og Dubai.

Cloudspin er halvsøster til Breeders’ Cup Classic (Gr.1)-vinderen Raven’s Pass og til Breeders’ Cup Handicap (Gr.2)-vinderen Gigawatt, fra samme moderlinje som Del Mar Oaks (Gr.1)-vinderen No Matter What og den irske Gruppe-1-vinder og championhoppe Rainbow View.

Den mørkebrune hoppe blev købt for 40.000 euro på vegne af Byströms Guldsmedja og Stall Poulard, som tidligere på salgssæsonen også oprustede med en No Nay Never-datter på Goffs UK i Doncaster.

Totalt handlede de svenske trænere for 148.500 euro på Goffs Sportsman’s Sale, og den samlede skandinaviske omsætning for hele auktionsugen landede på et stykke over 10 millioner danske kroner.

Den europæiske auktionssæson fortsætter tirsdag med førstedagen af Tattersalls October Yearling Sale – Book 1 i Newmarket.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top