fbpx

Formidable Enable “back-to-back” i Arc’en

Hun havde kun startet en enkelt gang siden den fremragende Prix de l’Arc-triumf på Chantilly i fjor, men geniet John Gosden havde hende klar til opgaven. Ikke lige så god som i fjor, men alligevel god nok til at vinde verdens bedste væddeløb igen.


Frankie Dettori vandt sin sjette sejr i Prix de l’Arc, John Gosden sin tredje.

For ottende gang siden Zarkava vandt for 11 år siden, var en hoppe først på målstregen.

Denne gang var de to første gennem mål hopper, med 3-årige Sea Of Class (Sea The Stars) som runner-up.

Sea Of Class, hvis kampagne i år er meget lig den som Enable kom med i fjor, nåede akkurat ikke frem under James Doyle.

Det var måske et spørgsmål om et galopspring eller to, men hun fik ikke emuleret sin far Sea The Stars eller farmor Urban Seas sejr denne gang.

Sea Of Class har i øvrigt et særligt skandinavisk præg, idet hendes mor Holy Moon både var opdrættet og ejet af norske Tom Erik Kjeseths Stall EOS, som også stod bag mormoderen Centinela (Caerleon).

Holy Moon er dermed også halvsøster til den danske Derbyvinder fra 2007, Cassini (Monsun), og til den norske Kriteriums-vinder Chiquette (Selkirk).

Et enormt resultat i kulissen for Kjeseth og skandinavisk avl, at en hoppe med rødder i Skandinavien står bag en andenhest i Arc’en.

Og så tilbage til Enable. I det tidlige forår blev hun skadet under træningen og missede hele sommersæsonen. Kun ét løb var tilbage på agendaen – titelforsvaret af Prix de l’Arc.

For 29 dage siden fik hun endelig sin sæsondebut på Kemptons all-weather, og efter en let sejr her var hun klar til sit første møde på det nye Longchamp i Paris.

Nathaniel-datteren overtog ind på opløbet føringen uden, at Frankie endnu havde bedt hende om fuld kraft.

Parret trak flere længder fri af forfølgerne, men der blev langt hjem, og de sidste 100 meter føltes som en evighed for alle der stod bag vidunderhoppen – jockey, træner, ejer og spillerne.

47-årige Dettori skrev sig videre ind i historiebøgerne med sin sjette Arc-triumf i kølvandet på Lammtarra, Sakhee, Marienbard, Golden Horn og Enables første sejr i fjor. John Gosden stod også bag Golden Horn.

Og Urban Sea, der vandt Arc’en tilbage i 1993, er at finde i afstamningen hos samtlige fem heste i præmierækken. Som farmor til Enables far Nathaniel, og som farmor til både Sea Of Class, Cloth Of Stars, Waldgeist og Capri.


Se 2018-udgaven af Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top