Bent Olsen har hidtil vundet flest klassiske løb i Skandinavien i år med fire fuldtræffere. Onsdag eftermiddag er den danske championtræner på jagt efter triumf nummer fem med staldens Frankel-søn Learn By Heart i Norsk St. Leger.
![Learn By Heart (Frankel). Foto: Burt Seeger.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2018/04/LEARN-BY-HEART_MGL9012i.jpg)
”Alt er gået planmæssigt med ham efter tredjepladsen i Norsk Derby”.
“Han gik græsgalop sidste mandag og der var ingen anmærkninger. Den længere distance på onsdag i forhold til derbyet er hverken nogen fordel eller ulempe, og jeg tror på vinderchance”, fastslår træneren, der sender Learn By Heart ud mod fem konkurrenter – heriblandt Danmarks suveræne Derbyvinder Master Bloom, som nu kommer med fire ettaller på stribe, Wido Neuroths I And I, Niels Petersens Sir Zelmer, Annika Sjökvists Magic Star Line og Tobias Hellgrens Eftiraath.
Med 84 i handicap deler Learn By Heart og Master Bloom feltets højeste handicap, fire kilo over I And I og Sir Zelmer. Bent Olsen vandt Norsk St. Leger for første gang for 10 år siden med Henrik Villadsens Dan Tucket.
Stordagen på Øvrevoll, der også har Major Chr F Michelets Minneløp på programmet, afvikles som lunchløb og kan følges på DanToto Racing Live, da Danske Spil udbyder spil til løbene.
Program: Øvrevoll, onsdag 19. september – første start kl. 12.20.