Det blev til endnu en dansk handel i Newmarket torsdag aften, da Glæsner Racing gennem Edgar Byrne købte lot 361, en brun amerikanskopdrættet hoppe efter Cigar Mile Handicap (G1)-vinderen Sharp Azteca.
Sharp Azteca, der er efter Freud (helbror til Giant’s Causeway) og ud af Saint Liam-datteren So Sharp, var desuden også anden i Breeders’ Cup Dirt Mile (G1) og Metropolitan Handicap (G1), og han gik i stutteriet på Three Chimneys Farm i Kentucky i 2019.
I 2022 var han førende førsteårgangshingst i USA med 34 individuelle vindere, og han stod i fjor sin sidste sæson i USA, hvorefter han blev sendt til tjeneste på Shizunai Stallion Station på Hokkaido i Japan.
Den 2-årige brune hoppe, som Glæsner Racing sender i træning hos Niels Petersen, er ud af Princesa Helena, en placeret Palace Malice-halvsøster til Grade 3-vinderen Teresa Z (Smart Strike) ud af Stakes-vinderen With Flying Colors (A P Indy).
With Flying Colors er igen ud af den firedobbelte Grade-1-vinder My Flag (Easy Goer) og halvsøster til endnu en firedobbelt Grade-1-vinder i form af Breeders’ Cup Juvenile-triumfatoren Storm Flag Flying (Storm Cat).
Glæsner Racing købte hoppen for 30,000 guineas fra Fairgreen Stables, som hentede hende hjem fra Keenelands September Yearling Sale i Kentucky, hvor hun kostede $22,000.
Hun er tilmeldt Sveriges Derby & Oaks-serie i 2025.
Se Sharp Azteca-datteren breeze i videoen herunder: