Da Oregon i 2001 vandt Svenskt Kriterium for Wido Neuroth og Fredrik Johansson, sikrede Lorofino-sønnen sig en førstepræmie på 351.250 svenske kronor. I år, 23 år senere, rides der om en samlet præmie på 450.000, hvoraf de 225.000 tilfalder vinderen. Et fald på 36%.
Det er Sveriges regerende championtræner, Lennart J:r Reuterskiöld, som giver mig ’tippet’ om at slå tallene op.
Siden begyndelsen af det nye millennium er den generelle prisudvikling steget med 58%. Alting er historisk set blevet dyrere, inklusive at holde galophest, og det er indiskutabelt, at pengepræmierne på nuværende tidspunkt slet ikke står mål med udgifterne.
”Jeg var også professionel træner på Jägersro dengang, og jeg kan roligt konstatere, at det langt fra var lige så dyrt at holde en hest i træning for 23 år siden, som det er i dag”, siger Junior.
I 2017 blev førstepræmien i Svenskt Derby hævet med ikke mindre end 100% i forhold til året forinden, hvor Duke Of Burden (Footstepsinthesand) fik 750.000 for at vinde.
Således blev Dorcia (Henrythenavigator) belønnet med 1,5 millioner kronor for sin triumf i 2017, og det samme beløb blev udbetalt til ejerne af Red Cactus (Hard Spun) og Bullof Wall Street (Tapizar) de to efterfølgende år.
Siden blev førstepræmien sænket til det nuværende niveau på 1.245.000 kronor, som alt andet lige fortsat er næsten en halv million mere, end hvad Duke Of Burden fik i 2016.
”Hesteejerne er de eneste, som er kunder hos alle”
At Lennart J:r Reuterskiöld fokuserer så meget på udviklingen af præmiesummerne i svensk galopsport er ikke så mærkeligt.
”Jeg lever jo af mine trænerprocenter. Det er så dyrt at holde en væddeløbsstald kørende, at træningspriserne kun lige akkurat dækker udgifterne. Det jeg selv skal leve af, er procenterne af de præmier staldens heste tjener i løb”, forklarer han.
Men nok om pengepræmierne (i denne omgang). For problemet er sådan set åbenlyst, men det er løsningen ikke. Og dog – i Juniors øjne findes den ene og alene i Svensk Galopps nuværende organisation og måden, forretningen forvaltes på.
Og det er umiddelbart noget af det eneste, som de aktive i svensk galopsport – om det er opdrættere, trænere, jockeys eller hesteejere – er helt enige om.
”Svensk Galopp må tilbage til sin kerneforretning”, siger Junior.
”Og med det mener jeg, at kerneforretningen består i at arrangere galopløb og formidle de enorme summer, som sporten hvert år tildeles af ATG, på en måde så de bedst tilkommer sportens aktive. Og hér er hesteejerne prioritet nummer ét”.
Diskussionen om, hvem der kom først: hønen eller ægget, florerer også ofte indenfor galopsporten.
Mange opdrættere vil argumentere for, at uden opdræt findes der ingen heste til at deltage i løbene.
Nogle trænere vil sige, at uden trænere er der ingen til at træne hestene.
Nogle væddeløbsbaner vil mene, at uden dem er der intet sted at afholde løb.
”Sandheden er, at ingen kan eller skal undværes. Men sandheden er også, at til syvende og sidst er der ingen sport uden hesteejerne. Det gælder hér og det gælder i resten af verden”.
”Hesteejerne er de eneste, som er kunder hos alle. De køber deres heste af opdrætterne, placerer deres heste hos trænerne, betaler indsatser til organisationerne og banerne, betaler beslagsmeden, dyrlægen, hestetransportøren og jockeyen”.
”Vi burde alle være overens om, at hesteejerne har førsteprioritet i vores sport. Alt andet er simpelthen forkert”, mener Junior.
”Markedsføring, som slet ikke fungerer”
Tilbage til kerneforretningen. Hvad kan Svensk Galopp gøre anderledes i forhold til løb og præmiesummer?
”Jeg deler min brors (Fredrik Reuterskiölds, red.), overbevisning om, hele organisationen Svensk Galopp må slankes. De omkostninger Svensk Galopp har til lønninger, administration og store arrangementer, som ikke kommer sportens aktive direkte til gode, er nødt til at falde. Og falde drastisk”.
”Hvis Svensk Galopp blev drevet med fuldt fokus på, at de tre baner i Stockholm, Göteborg og Skåne skulle trække store felter med større præmier, ville spilleprodukterne også forbedres, men lige nu fokuseres der meget lidt på selve sporten, og uforholdsmæssigt meget på en markedsføring af sporten, som slet ikke fungerer”.
”Hvad har alle de markedsføringskroner, arrangementer og øvrige enorme omkostninger afstedkommet? Har det genereret flere besøgende? Har det genereret større omsætning? Hvis svaret er nej, kan nogen så fortælle mig, hvad alle de brugte millioner har tilført galopsporten?”, spørger Lennart retorisk.
”Så den forsimplede måde at sige det på er, at i stedet for at sidde og tro, at man er et stort marketings- og eventforetagende, så burde man i stedet fokusere på at få selve galopsporten tilbage på ret køl igen, og eventuelt lade arrangements-delen være op til den enkelte bane”.
”Det er dybt misundelsesværdigt”
”Som jeg forstår det, er det hverken Dansk Galop eller Dansk Hestevæddeløb, som driver Klampenborgs marketing. Det styrer de selv med en administration på mindre end fem personer – og se lige, hvad de har formået at skabe på ganske få år!”
”Det er dybt misundelsesværdigt, og samtidig er det indirekte med til, at jeg på deres kommende løbsdag den 31. august har fem eller seks løb, som mine heste kan vælge imellem at starte i, mens jeg på Jägersro ikke kan finde et eneste løb før midten af september til en 3-årig hoppe, som senest var anden i Svenskt Oaks”.
”Svensk Galopps store markedsføringsbudget og lønningsomkostninger hjælper intet, absolut intet, på, at flere og flere hesteejere vælger at drosle ned på grund af det uhensigtsmæssige forhold mellem udgifter og præmier”.
”Men med hver ny leder der kommer til, findes muligheden for at hanke op i hele organisationen og gennemføre en ny struktur, så min bøn til Svensk Galopps nye direktør er: Lad nu hesteejerne få større del i de tildelte ATG-midler, før det er endeligt for sent”, afslutter Lennart J:r Reuterskiöld.
