fbpx

Stald Klampenborgs 2-årige anpartshest debuterer på fredag

Klampenborg afholder på fredag sin første løbsdag siden Derbyet, og det bliver med syv løb på programmet. I dagens første opgør, 2-års Maidenserien over 1300 meter, er der debut til Bent Olsen-trænede Red Rock, som er et anpartsprojekt i Stald Klampenborgs regi.


Sådan så Red Rock ud som åring hos sin opdrætter Malin Roth. Foto: Malin Roth.

Red Rock blev handlet for 200.000 kroner på sidste års Scandinavian Open Yearling Sale, og er en 2-årig fuks vallak efter Coolmores nu afdøde superstjerne Rock Of Gibraltar (Danehill).

Rock Of Gibraltar vandt syv Gruppe-1-løb på stribe som 2- og 3-årig, mens han var delejet af den daværende Manchester United-manager Sir Alex Ferguson.

I sin avlskarriere, som bød på opstaldning i både Irland og Japan, stod Rock Of Gibraltar indledningsvis til en bedækningstakst på 65,000 euro, men med alderen faldt han kontinuerligt i pris og stod sine to sidste år – i 2021 og 2021 – til 5,000 euro på Coolmore.

Gennem hele karrieren formåede han dog at producere vindere på et meget højt plan, og så sent som i fjor fik han endnu en Gruppe-1-triumf på Ascot, da sønnen Big Rock vandt Queen Elizabeth II Stakes over 1600 meter.

Rock Of Gibraltar (Danehill) vandt syv Gruppe-1-løb på stribe som 2- og 3-årig. Foto: Coolmore.

Derudover er Rock Of Gibraltar far til Gruppe-1-vinderne Society Rock, Mount Nelson, Varenar, Eagle Mountain, Diamondrella, Prince Gibraltar, Samitar med flere.

Red Rock er opdrættet i Sverige af Malin Roth og ud af Flamingo Summer (Saddex), som selv var dobbelt vinder i Tyskland, og i avlen har hun produceret vinderen The Flamingoway (Thewayyouare) fra to startende afkom.

Flamingo Summer er halvsøster til den tyske topstayer Fair Boss, som bl.a. var anden i det tyske St. Leger (Gr.3), og Red Rocks mormor, Fair Dream (Dashing Blade), var flere gange Listed-placeret.

Red Rock under fremvisningen på Racing Club Klampenborgs staldrundgang i foråret. Ejer: Stald Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

At Bent Olsen vælger at give debut til Red Rock på fredag, har en særlig årsag:

“Han er en meget smart hest, som jeg føler har en fremtid i klassiske sammenhænge til næste år. Fredagens opgave kommer måske lige to uger for tidligt i forhold til at have ham sejrsklar, men det er sidste chance for at kvalificere sig ind til Dansk Kriterium, som rides på Klampenborg den 31. august”, siger championtræneren og fortsætter:

“Han er selvfølgelig helt klar til opgaven, men jeg har også på fornemmelsen, at flere andre har samme tanke som mig, og at det hér bliver et ret stærkt maidenløb. Jeg har i hvert fald stor respekt for Lennart J:r Reuterskiölds deltager (Won Of A Kind, red.), for Elione Chaves skulle have haft redet en af mine i løbet, men sprang af for at ride Juniors”.

Red Rock får på fredag Carlos Lopez på ryggen. Den chilenske jockey har vundet 11 løb de seneste to uger og sejrede ikke mindre end fem gange på Derbydagen.

Stald Klampenborgs anpartshest er delt ud på 100 andele, og man kan faktisk nå at købe sig ind i hesten inden han starter på fredag.

Du kan læse mere om Red Rock, budget, vedtægter og se hvordan du bliver delejer i hesten på hjemmesiden Share A Horse – hér.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top