fbpx

Søskendepar står bag ny app til træningsstalde

Efter at have været tre år undervejs, er Mosson Stable endelig klar til ibrugtagning blandt galoptrænere over hele Skandinavien. Men hvad er Mosson Stable og hvorfor er den essentiel for trænere, deres medarbejdere og hesteejere?


Søstrene Julie Liv og Maria Morin står bag Mosson Stable.
Søstrene Julie Liv og Maria Morin står bag Mosson Stable.

Det korte svar er, at Mosson Stable er et digitalt redskab, som samler al data omkring staldens daglige aktiviteter og planlægning i en app, som altid er lige ved hånden.

“Helt basalt er det alt det vi har set på trænerens whiteboard i stalden i en digitaliseret udgave”, fortæller Julie Liv, der sammen med sin søster Maria Morin står bag Mosson Stable.

Søskendeparret har base på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus og har igennem de seneste tre år opbygget et godt kendskab til trav- og galopsporten, men deres baggrund er i virkeligheden en helt anden.


Ingeniør og kunsthistoriker

“Jeg har da redet som yngre, men derudover havde vi ingen indsigt i hestesport, da vi startede projektet op”, siger Julie, der er uddannet ingeniør indenfor sundhedsteknologi og derigennem har specialiseret sig i viden om opgaveløsning på digitale platforme.

“Og min søster er uddannet kunsthistoriker med stor erfaring indenfor projektledelse og opstart af projekter. Hun er dygtig til at forstå og sætte sig ind i forskellige arbejdskulturer, og til at analysere hvorfor folk gør som de gør. Det har været en vigtig del af processen omkring Mosson Stable – for først og fremmest skulle vi jo finde frem til det behov der eksisterer blandt trænere og hvad vi skulle understøtte”, fortsætter Julie.

Idéen til Mosson Stable udsprang et helt andet sted end hestesporten.

“Maria er gift med en dyrepasser i en dansk zoo, hvor alting foregik på med håndskrift på diverse tavler. I samarbejde med denne zoo indledte vi en digitalisering af dagligdagen for dyrepasserne, og derigennem opstod idéen om, at arbejde videre på projektet og skabe en applikation til hestebranchen, som på rigtig mange områder fortsat lever udenfor den digitale verden”, forklarer Julie og afslører, at hun og søsteren marcherede direkte ind i en stald Nordjylland og spurgte om de kunne få lov til at lave research.


Julie Liv fortæller om Mosson Stable under Jydsk Galophesteforenings staldrundgang. Foto: GalopSport.
Julie Liv fortæller om Mosson Stable under Jydsk Galophesteforenings staldrundgang. Foto: GalopSport.

Research fra 6 morgen til 8 aften

“Det var den 9. januar 2017. Vi fik lov til at følge travtræner Peter Jensens dagligdag fra klokken seks om morgenen til klokken otte om aftenen, vi noterede simpelt alt hvad han foretog sig omkring den daglige træning ned, og samtidig udviklede vi den digitale løsning, som skulle være så nem og overskuelig, at enhver der blot har et lille kendskab til at have en telefon i hånden, skulle føle sig godt tilpas med at bruge appen”.

Julie og Maria udviklede ud fra, at det overordnet er træneren der planlægger og tilrettelægger dagligdagen for sine medarbejdere og frivillige hjælpere, men at han/hun samtidig er dybt afhængig af den feedback han får i løbet af dagen.

Appen blev derfor indrettet således, at medarbejderne også kan downloade den på deres smartphone og selv kan notere hvad de og hestene har gjort. Det hele samles i en log under hver enkelt hest, så træneren altid har mulighed for at overvåge processen – hvad enten han sidder på sit kontor i stalden, hjemme i sofaen eller i hestetransporten på vej til løb.


Sådan ser det digitale whiteboard ud på iPad.
Sådan ser det digitale whiteboard ud på iPad.

Heidi Schmidt og Søren Jensen

“Det handler i bund og grund om, at gøre hverdagen lettere for folk der bruger det meste af deres tid under åben himmel i stedet for på kontoret. Det er en løsning som skal virke dér hvor man er, og den skal kunne styres fra håndfladen og mindske kontortiden”, siger Julie, der sammen med Maria udbyggede deres viden omkring galopstaldene ved først at følge Heidi Schmidt på Fyn og derefter Søren Jensen på Klampenborg.

“Søren Jensen er en stor træner indenfor galopsporten, og han havde samtidig en klar idé om, hvad Mosson Stable kunne gøre for at hjælpe hans dagligdag. Som dansk træner kan man nu f.eks. få hele sin træningsliste downloadet til appen på én gang, idet programmet er linket til sportssystemet. Vi fik vores galopdata ind i sidste uge og koder på det lige nu”.

Julie understreger hér, at Mosson Stable først og fremmest er trænerens redskab, og at det er ham eller hende, der 100% styrer hvilke oplysninger der eventuelt skal deles med medarbejdere, frivillige og hesteejere. Træneren kan også give sin assistent fuld adgang, såfremt administrationen skal overlades til en anden.

“Det er ikke et overvågningsredskab for hesteejere – men god kommunikation og kundeservice”.


Få mere at vide

Løsningen koster 360 kroner om måneden, og det er den eneste udgift der eksisterer, lige meget hvor mange ansatte og frivillige medhjælpere der knyttes til kontoen. Skulle man som hesteejer have lyst til at få adgang til de informationer, som træneren ønsker at dele – det kunne fx være i forbindelse med dyrlægebesøg, skoning og feedback fra træningsarbejde – koster et ejer-abonnement 45 kroner om måneden.

Er man f.eks. amatørtræner og råder over et begrænset hestemateriale, er der en ny løsning på vej kaldet Mosson Horse, hvor der kan oprettes op til seks heste med adgang for to brugere i appen til 45 kroner om måneden.

“Vi har allerede fået rigtig god feedback fra de trænere som bruger Mosson Stable i dagligdagen, og vi sørger hele tiden for, at lytte og forstå nye ønsker efterhånden som de opstår. Appen er lige så let at downloade som alle andre apps, og det er også ganske let at oprette sig som bruger og få alting til at spille med det samme. Og har man brug for hjælp, så er vi ikke længere væk end et telefonopkald eller en mail”, afslutter Julie.

Du kan læse mere og blive klogere på Mosson Stable på www.mossonstable.com, som både understøtter dansk, svensk, norsk og engelsk sprog.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top