fbpx

RaceTime: Tre af de største jockeys

Jockeyen kan mange gange være udslagsgivende mellem succes og fiasko. Denne artikel handler om personer, der har valgt en karriere som jockey. En karriere, der må siges at være temmelig utraditionel. Og kroppen spiller en betydelig rolle, for at det kan blive en levevej.


Frankie Dettori og Ryan Moore siger tak for kampen efter den forrygende opløbskamp i Breeders' Cup Turf. Foto: Mary Meek/Eclipse Sportswire/CSM
Frankie Dettori og Ryan Moore siger tak for kampen efter en hæsblæsende opløbskamp i Breeders’ Cup Turf mellem vindende Enable og andenhesten Magical. Foto: Mary Meek/Eclipse Sportswire/CSM.

Har man sagt jockey er det forbundet med en galophest. En noget mærkelig levevej, mener mange.  Og ja, det er det vel også. Karrieren kan være kort, for vokseværk kan indenfor temmelig kort tid medføre, at ønsket om en sådan karriere må opgives, for vægten spiller en næsten altafgørende rolle for succes i den ofte hårde branche.

Her fortæller jeg om de måske seks største jockeynavne gennem tiderne. Det skal dog nævnes, at der eksisterer mange artikler og statistikker om emnet, og de er absolut ikke allesammen enige om mine valg.


William Lee Shoemaker

Kendt under navnene Bill, Willie og The Shoe. Shoemaker kom til verden 19. august 1931 i Fabens, Texas. Han var så lille ved fødslen, at man frygtede for hans liv, men ville det heldigvis anderledes.

Han oplevede sin første “seng” i en skotøjsæske, og han voksede ikke særlig meget gennem årene. Alligevel udviklede han sig til én af verdens bedste jockeys nogensinde.

Shoemakers karriere begyndte i teenageårene, og det første professionelle ridt fandt sted den 19. marts 1949. En måned senere red han sin første vinder på ryggen af Shafter V i Californien, og det skulle siden i alt blive til næsten ufattelige 8833 sejre.

Allerede som 19-årig tjente Shoemaker 2500 dollars om ugen – det var rigtig mange penge på det tidspunkt, og han fik en personlig rådgiver, Horace Hahn, til at opholde opsyn med pengene.

30 år senere blev Bill Shoemaker tildelt en Eclipse Award som “Outstanding Jockey in the United States”.

Karrieren igennem blev det til 11 Triple Crown-triumfer:

  • Kentucky Derby med Swaps i 1955, Lee i 1959, Lucky Debonair i 1965 og Ferdinand i 1986.
  • Preakness Stakes med Candy Spots i 1956 og Damascus i 1967
  • Belmont Stakes med Gallant Fox i 1957, Sword Dancer i 1959, Jaipur i 1962, Damascus i 1967 og Avatar i 1975

I 1957, to år efter han havde vundet Kentucky Derby for første gang, rejste han sig for tidligt i sadlen på ryggen af Gallant Man, hvorved han missede sejren med et kort hoved til Iron Liege og Bill Hartack.

I 1986 blev Shoemaker den ældste vinder af Kentucky Derby, da han i en alder af 54 år slog til med outsideren Ferdinand. Året efter var han sammen med Ferdinand først over stregen i Breeders’ Cup Classic, og Ferdinand blev kåret som Horse Of The Year.

Shoemaker var også meget glad for den populære californiske hest Silky Sullivan, om hvem han udtalte: “Du skal bare lade ham bestemme farten selv når starten er gået, og har han besluttet sig for at vinde løbet skal du holde godt fast, for han vil løbe hurtigere end et tog”.

Karrierens sidste sejr – nummer 8833 – var med Bau Genius, og to uger senere red Shoemaker sit sidste løb foran et rekordstort publikum, der var på plads for at hylde den fantastiske jockey, som red ikke mindre end 40.350 løb.

Naturligvis kom spørgsmålet om den bedste hest han nogensinde havde redet, og svaret var Spectacular Bid, som i sine sidste 13 løb i 1979 og 1980 vandt 12 gange.

Efter endt karriere som jockey slog Bill Shoemaker sig ned som træner, dog med moderat succes. Blandt hans ejere var Allen Paulsen og Burt Bacharach. Shoemaker døde den 12. oktober 2003 i en alder af 72 år.


Lester Keith Piggott

Lester Piggot blev født 5. november 1935 og gik bort 29. maj 2022. Han var født i England og vandt 4.493 løb – heriblandt ni sejre i Epsom Derby, hvilket medfører, at han af mange anses som den bedste jockey nogensinde.

Lester var 173 centimeter høj og fik tilnavnet “The Long Fellow”. Det betød også, at han måtte tabe ca. 13-14 af sin idealvægt for at holde sig på de ca. 51 kilo, som han vejede gennem det meste af sin aktive karriere. Han havde også ry for at være noget hård med pisken på de heste han red.

Piggott begyndte at ride som 10-årig og vandt sit første løb da han var 12 år. Han skabte en sensation, da han i 1954 som 18-årig vandt verdens mest prestigefulde løb, Epsom Derby, med Never Say Die. Det gjorde ham til den yngste vindende jockey i løbets 174-årige historie.

Han nåede at vinde Epsom Derby yderligere otte gange: I 1957 med Crepello, 1960 med St. Paddy, 1968 med Sir Ivor, 1970 med Nijinsky, 1972 med Roberto, 1976 med Empery, 1977 med The Minstrel og 1983 med Teenoso. Ingen har siden tangeret denne rekord.

Udover Derbysejrene vandt Piggott også de øvrige klassiske løb: 2000 Guineas fem gange, 1000 Guineas to gange, Oaks seks gange og St. Leger otte gange.

I 1975 blev han hædret med Order of the British Empire (OBE).


Lester Piggott på ryggen af Trainer’s Seat efter sejren i Scandinavian Open Championship i 1977.

Udover de store løb i sit hjemland vandt Lester Piggott også adskillige storløb rundt om i verden. Således også i Danmark, hvor han bl.a. gæstede Klampenborg Galopbane for at deltage i indvielsen af Scandinavian Open Championship. Et storløb, der kunne præsentere adskillige europæiske topheste.

Lester vandt med norsktrænede Trainer’s Seat.

Hans navn vil for altid også være forbundet med Prix de l’Arc de Triomphe, som han vandt i 1973 med Rheingold og to år i træk med Alleged i 1978-79.

I 1985 red Piggott freelance og vandt storløbssejre i bl.a. Prix de Diane for André Fabre med Lypharita, 2000 Guineas for Michael Stoute på Shadeed og både Benson and Hedges Gold Cup og Irish Champion Stakes for Luca Cumani med Commanche Run.

Det mest berømte makkerskab havde han dog med legendariske Vincent O’Brien på Ballydoyle, og i 1990 gjorde han comeback i en alder af 55 år og vandt Breeders’ Cup Mile med O’Briens Royal Academy, der var ejet af en anden af Lesters store støtter, Robert Sangster.

Af alle de klassiske heste han var i sadlen på, betragtede han Sir Ivor som den bedste.

Lester Piggott boede i nærheden af Newmarket igennem det meste af sit liv. Senere emigrerede han til Bursinel i Schweiz, hvor han båede sammen med sin partner og familieven Barbare Fitzgerald. Han var dog stadig gift med sin hustru Susan.

I 2004 udgav han bogen “Lester’s Derbies”. Han gik bort på hospitalet i Geneve i Schweiz den 29. maj 2022 i en alder af 86.

Frankie Dettori. Foto: Alex Evers/Eclipse Sportswire/CSM
Frankie Dettori. Foto: Alex Evers/Eclipse Sportswire/CSM.

Lanfranco Dettori

Eller Frankie, som han kaldes, blev født 15. december 1970. Han har siden lærlingetiden været bosat i England og har været engelsk championjockey tre gange. Det er blevet til mere end 500 gruppeløbssejre, heriblandt 20 engelske klassikere.

Den bedst kendte bedrift var “The Magnificent Seven” på Ascot i 1996, hvor han red syv vindere på Champion’s Day.

Frankie er søn af Gianfranco Dettori, der selv var en succesfuld jockey i Italien. Han blev født i Milano og havde sin første oplevelse med heste, da forældrene forærede ham en palomino-pony. Det betød meget for ham, og han red næsten altid på ponyen.

Som 13-årig forlod Frankie skolen for at blive stalddreng og senere lærling. Allerede året efter, i 1985, rejste han til England og fik arbejde hos landsmanden Luca Cumani i Newmarket.

Frankie Dettori triumferer i bøjlerne på Enable. Foto: Eric Patterson/Eclipse Sportswire/CSM
Frankie Dettori triumferer i bøjlerne på Enable. Foto: Eric Patterson/Eclipse Sportswire/CSM.

I 1990 blev Frankie den første teenager siden Lester Piggott til at ride 100 vindere på en enkelt sæson. Han red sin første vinder som 16-årig i Torino, og den første sejr i England fulgte i juli 1987.

Den 1. juni 2000 kom Dettori alvorligt til skade, da han var ombord på et mindre fly, som styrtede ned i Newmarket. Piloten blev dræbt ved styrtet, men på mirakuløs vis overlevede Frankie og Ray Cochrane. Frankie brækkede sin ankel og måtte bæres ud af det brændende fly af sin jockeyrumskollega og efterfølgende ven for livet.

Samme år i december modtog Frankie ordenen MBE.

Epsom Derby var længe nærmest det eneste storløb Dettori ikke havde vundet. I juni 2007 lykkedes det endelig med Peter Chapple-Hyams Authorized, og dagen efter fulgte Frankie op med også at vinde det franske Derby med Lawman.

Frankie Dettoris karriere har budt på utallige op- og nedture. Fra lange udelukkelser til storslåede comebacks. Han red i mange år som førstejockey for Sheikh Mohammeds Godolphin, men var efter fyringen tæt på at være dømt helt ude.

Et gammelt partnerskab med John Gosden blev dog genoptaget, og så var Dettoris karriere tilbage på skinner. Duoen har sammen stået bag verdensberømte navne som Golden Horn, Enable og Stradivarius, og samarbejdet vil fortsætte i 2023, der bliver Dettoris uigenkaldeligt sidste år på hesteryg.


Russel Baze

Russell Baze er indehaver af rekorden for flest vindere i amerikansk galophistorie. Han er inkluderet i America’s Racing Hall of Fame og State Washington Sports of Fame.

Baze er født den 7. august 1958 og nu pensioneret fra sadlen. Hans far, Joe Baze, var tidligere jockey og træner på Exhibition Park i Vancouver. Baze startede sin karriere i Walla Walla i Washington i 1974 og vandt sin første det samme efteråre på Yakima Racetrack.

I 1980 fik han sit gennembrud, da han bl.a. vandt California Derby. Herefter gik det stærkt, og 10 gange toppede han listen som championjockey. Desuden blev det til 36 titler på Bay Meadows i Californien og 27 titler på Golden Gate Fields i Albany.

Efter at have vundet mere end 400 sejre fire år på stribe, blev han hædret med en Eclipse Award i 1995, og han fortsatte derefter syv år i træk med igen at vinde 400 eller flere løb hver eneste sæson.

I 1999 blev Russell Baze optaget i National Museum of Racing and Hall of Fame, og i 2022 blev han tildelt den prestigefyldte George Woolf Memorial Jockey Award. Berømmelsen fik endnu en tak opad, da han satte ny verdensrekord for flest vindere og dermed gik forbi Laffitt Pincay Jr.

Den 7. juli 2013 vandt Baze sin sejr nummer 12.842 og i alt indred han 1999,334,219 USD til hesteejerne. Han valgte at stoppe karrieren efter at være blevet skadet under et løb på ryggen af Wahine Warrior, som sluttede anden på Golden Gate.

Picture of Per Bustrup

Per Bustrup

RaceTime. Født 1943 på Nørrebro. Reklamechef hos Gulf Oil. Fra 1974 til 1986 marketingchef hos Klampenborg Galopselskab, hvor han bl.a. stod bag introduktionen af GALOPPEN, Scandinavian Open Championship og Ekstra Bladets Gyldne Hjelm. Var i perioden også fast medkommentator ved de årlige Derbytransmissioner på TV. Stiftede eget reklamebureau, GP Reklame/Marketing i 1986 og har udgivet bøgerne “150 år med fest, farver og fuldblod” og “Bageren der blev stjernejockey."

Seneste artikler

Scroll to Top