På lørdag den 28. marts er der staldrundgang på Klampenborg. Og dagen efter er der staldrundgang på Jydsk Væddeløbsbane. Indimellem vil danske galopfanatikere sidde klistret til skærmen, når Bent Olsen-trænede Great Wish (Night Of Thunder) kommer til start på Meydan i Gruppe-1-løbet Al Quoz Sprint med godt 5,6 millioner kroner til vinderen.
Klampenborg åbner dørene for første gang i år den 11. april. Og allerede den 25. april er årets første Listed Race på programmet: Danish Jockey Club Cup, der har fået anmeldelser fra en række skandinaviske topheste.
Jydsk Væddeløbsbane har sæsonåbning søndag den 18. april.

LEA OLSEN HAR FLEST HESTE I TRÆNING.
Ved sæsonåbningen er Lea Olsen Danmarks største galoptræner og overhaler faderen Bent Olsen, der har haft den titel i en årrække.
Lea Olsen har sin stald på Jydsk væddeløbsbane og 41 heste i træning, men som bekendt har Jydsk væddeløbsbanes bestyrelse besluttet at opsige Lea Olsens lejemål i Århus.
Lea har en række meget spændende heste opstaldet, bl.a. de tre klassiske kandidater:
- Albarella (Toronado), der vandt Svenskt Kriterium.
- Beethoven (Goken), der vandt Vinterfavoriternes Ærespræmie på Klampenborg, og
- Red Mantel (Red Cactus), der vandt Jockeyklubbens Avelslöpning på Jägersro.

FLEST KVINDELIGE TRÆNERE.
Statistikken viser antal heste i træning ved årets begyndelse jf. Dansk Hestevæddeløbs oplysninger.
Indtjeningen er alene på danske baner. Alle de nævnte trænere haf haft indtjening på galopbaner udenfor Danmark.
Bent Olsen var således i 2025 den danske galoptræner, der havde den største samlede indtjening.
Af de heste som Flemming Velin jf. oversigten har i træning, er syv ni år eller ældre.
Som det fremgår, er syv af de største galoptrænere i Danmark kvinder.

Danmark største galoptrænere.
| Træner | Heste i træning 2026 | Heste i træning 2025 | Indtjening på danske baner i 2025
1000 kr. |
| Lea Olsen | 41 | 35 | 2.173 |
| Bent Olsen | 33 | 40 | 1.951 |
| Rikke Rohbach Bonde | 29 | 35 | 1.527 |
| Kajsa Lindsjö | 19 | 16 | 466 |
| Sandie Kjær | 19 | 29 | 633 |
| Flemming Velin | 18 | 19 | 490 |
| Veronika Jandová | 17 | 14 | 526 |
| Søren Jensen | 17 | 19 | 1.128 |
| Bettina Andersen | 15 | 14 | 1.269 |
| Tina Mortensen | 13 | 14 | 255 |
HVOR FINDER VI DE KLASSISKE ASPIRANTER?
Ser man på den foreløbige Derbyranking til i år, finder vi 13 af de 20 øverste placerede hos de trænere, der er vist på oversigten.
Lea har flest. Ud over de allerede nævnte Albarella (77), Beethoven (81), og Red Mantel ( 77), er også Lady Medina (Appel au Maitre) med 73 i generalhandicap på listen.
Bent Olsen har to. Cool Magic (Moohaajim) med 76 og Noble Grey (Kahyl) med 74.
Sandie Kjær har en enkelt. Magic Cat (Juniper Tree) med 73.
Flemming Velin har to. Darlington (Appel au Maitre) med 80 og Daylight (Gleneagles) ligeledes med 80.

Darlington er p.t. opstaldet hos Flemming Velin, men han blev i slutningen af sin 2-årskarriere trænet af Bettina Andersen, og han vender muligvis tilbage i træning der.
Søren Jensen har to. Cosmopolitan (Make Believe) med 81 i handicap og Taifuu med 85.
Og endelig har Bettina Andersen to. King To Be (Moohaajim) med 78 og Missing (Red Cactus) med 76.
I ”Top-20-Derbyrankingen” finder vi i øvrigt endnu en dansktrænet hest. ”Den Jydske Derbyfavorit” Dream On Sally (Girolamo), der er trænet af Mikkel Johansen i Aarhus.
Men som bekendt kan/ vil meget ændre sig inden derbydag. Der er med sikkerhed 3-årige stjerner in spe, som endnu ikke har vist deres evner.

SPÆNDENDE OPTAKT TIL MOWERINALØB.
Den 2. maj rides årets første klassiske løb på Klampenborg. Dansk 1000 Guineas, Mowerinaløb, og det kan blive spændende.
Her og nu tegner tre heste til umiddelbart at skulle afgøre løbet mellem sig, men meget kan selvfølgelig ske inden da.
Dubaitriumfatoren Taifuu bliver meget spændende at se igen på Klampenborg. Hun er Skandinaviens højest 3-årige handicappede hest.
Hun måtte senest se sig slået i Dubai i Jumeirah 1000 Guineas (L) på Meydan, hvor en anden dansk deltager Lulu Tøpholms Sweet Sunshine, blev tredje og var meget tæt på sejren.
Sweet Sunshine er meget veltrukket, og jeg ser med utålmodighed frem til revanchematchen.
Den eneste, som jeg umiddelbart kan se true de to Dubaifarere er Cool Magic.
Hun var som 2-årig anden i Goffs Futurity Stakes efter Cosmopolitan, men før Taifuu.


























