De gjorde det! Midtvejs i opløbet så det nærmest kulsort ud, men Glæsner Racings 3-årige Queen Azteca og jockey Carlitos Lopez nåede efter en fremragende ophentning akkurat forbi Arigatou Gozaimasu og triumferede med trekvart længde i UAE Oaks (Gr.3) på Meydan.

Det hidtil største resultat af en skandinavisktrænet hest på Meydan er en realitet. Queen Azteca, Kiri og Tom Glæsner Larsen, Niels Petersen og Carlos Lopez kan kalde sig klassiske vindere i Dubai.
Sharp Azteca-datteren havde mange længder at hente på Arigatou Gozaimasu med 350 meter igen, men da trætheden for alvor meldte sig hos udbryderen, fik vi præcis det scenarie, som Petersen og Lopez havde indstuderet så nøje.
Queen Azteca var feltets stærkeste hoppe, og selv om tempoet langt fra blev lige så overophedet denne gang som i 17. januars Cocoa Beach Stakes, trak de sidste 200 meter af distancen alligevel kræfterne ud af Arigatou Gozaimasu.

Og var der nogen, der lagde mærke til hvor resten af feltet blev af? Først ca. 17 længder bag Queen Azteca fulgte Taswaheen (Mendelssohn), og derudover var fjerdehesten Salsabil Princess (Honor Code) og femtehesten Mistysea (Goken) besejret med henholdsvis 25 og 30 længder.
Det blev et løb der trak tænder ud på de fleste, og tilbage til sidst stod fredagens Dronning af Meydans dirt track.
Som vinder af UAE Oaks (Gr.3) med den dertil hørende førstepræmie på 480,000 AED, svarende til 930.000 danske eller 1,4 millioner svenske kroner.

Hvilken helt fantastisk aften det blev for Kiri og Tom Glæsner Larsen, der sammen med hele Niels Petersens familie og agenten som fandt Queen Azteca på sidste års Tattersalls Guineas Breeze Up Sale, irske Edgar Byrne, utvivlsomt var de gladeste mennesker på hele Meydan.

Forud for fredagens start i UAE Oaks spurgte GalopSport Niels Petersen om de forskellige scenarier, der kunne følge efter en klassisk triumf i Dubai.
Petersen stillede fire op. Queen Azteca kan forsøge mod hingstene i UAE Derby (Gr.2) på Dubai World Cup-dagen i april; hun kan tage chancen i Kentucky Oaks (G1) på Churchill Downs den første fredag i maj; hun kan rejse tilbage til Norge for at forberede sig til den klassiske sæson i Skandinavien, hvor Svenskt Derby og Svenskt Oaks er de to hovedopgaver; eller kredsen bag hende kan tage imod et af de bud, som uden tvivl vil sværme om dem i den nærmeste fremtid.

“The sky is the limit”, sagde Carlitos i det efterfølgende sejrsinterview, da han blev spurgt om muligheden for Kentucky Oaks.
Sådan tror jeg, at de allesammen har det lige nu på Meydan.
Du kan gense UAE Oaks (Gr.3) i videoen herunder: