fbpx

Opdrættersejr til 75-årige Beth Malling

Søndagen på Täby bød på maidensejr til danskfødte Redcoat. Opdrættet af en af galopsportens veteraner. ”Ja, min hustru er 75″, ler Niels Døssing, som er gift med opdrætter Beth Malling.

“Vi blev kærester i 1973, men først gift for 10 år siden, så man må vel sige, at vi kendte hinanden rimelig godt. Og det var en dejlig sejr på Täby, må jeg sige. Vi nød synet”.


Redcoat vinder med sin træner, Madeleine Smith, i sadlen. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Redcoat vinder med sin træner, Madeleine Smith, i sadlen. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Redcoats træner og ejer, Madeleine Smith, var selv i sadlen på vinderen, som egentlig ikke burde starte om vinteren, med tanke på at han er meldt i flere klassiske løb.

”Jeg starter ham udelukkende på denne årstid, fordi han er nødt til at stige i handicap”, siger Madeleine Smith.

“Jeg frygter for hvad der sker, når vi skal rykke her fra Täby og over på det nye anlæg midt under en sæson. Det er ikke bare sådan lige, som mange tror”.

“Jeg er meget tilfreds med Redcoat, som fortsat udvikler sig. Jeg har haft ham udbudt til salg, men har ikke fundet en køber endnu”, fortsætter Madeleine Smith.


Redcoat er efter Appel Au Maitre og ud af Efisio-hoppen Sofie, der var en kapabel hoppe i Louise Møllers træning.

“Med sejren i går har samtlige Sofies tre startende afkom vundet løb. Hun er foruden Redcoat mor til Laszlo og Flo-Jo, og i år har hun en åring efter Flyinfact, som vi forventer skal på auktionen på York til efteråret”, siger Niels Døssing.

Beth Malling-opdrættede Redcoat efter søndagens sejr på Täby. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Beth Malling-opdrættede Redcoat efter søndagens sejr på Täby. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

”Sofie er ikke i fol nu, men vi regner med at bedække hende i år, og det bliver nok med Appel au Maitre på trods af, at de har hævet prisen på ham”.

”Min hustru har været aktiv i sporten i over et halvt århundrede. Da Beth var i starten af 20’erne blev hun bestyrer hos K.E. Berg de Nully Brown, som var en stor mand i sporten dengang. Han lever stadigvæk og bor ikke så langt fra os – lige ved lufthaven i Karup”.

”Vi har også haft avlshingst. Flying Drummers far Drumhead – og Flying Drummer er faktisk født her på stedet”, afslutter Niels Døssing.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top