Den australske væddeløbsverden er rystet af de efterhånden mange dopingdomme til flere af de allerstørste trænere i landet.
Tidligere blev trænerduoen Lee og Shannon Hope (far og søn) idømt henholdsvis tre og fem års udelukkelse, og nu er der netop afsagt dom mod to af de førende Flemington-trænere, Danny O’Brien og Mark Kavanagh.
De har fået henholdsvis fire og tre års udelukkelse, mens deres dyrlæge Tom Brennan har fået fem års karantæne.
Black Caviars træner, Peter Moody, er ligeledes under anklage.
Alle de domsfældte har appelleret og får derfor lov til at udøve deres virksomhed indtil den endelige afgørelse falder.
I samtlige tilfælde drejer det sig om brugen af det forbudte stof cobalt salt, der regnes for at være præstationsfremmende.
Det har tidligere været fundet blandt atleter og er en bloddoping på linie med EPO, som desuden kan have fatale følger.