Niels Petersen afsluttede en uforglemmelig – nærmest ubegribelig – fredag aften på Meydan med at se sin egenejede dobbelte Guineas-vinder Easywithme slutte tredje i Gruppe-2-opgøret Balanchine Stakes over 1600 meter græs.

Tredjepladsen under Carlos Lopez var en gentagelse af placeringen i Cape Verdi Stakes (Gr.2) over 1600 meter den 17. januar, og det var nøjagtig hvad den 13-dobbelte norske championtræner havde sat næsen op efter.
Tempoet var anderledes højt i forhold til Cape Verdi, hvor hopperne sneglede sig af sted. Denne gang var det Ziggy’s Dream (Inns Of Court) der satte pacen for Silvestre de Sousa, og det blev med Veronika Jandová-trænede Ultima (Amaron) udvendigt som anden.
Ultima var klart bedre med denne gang, men hun faldt igen fra i afgørelsen og endte sidst blandt de fem deltagere, små 15 længder bag vindende Choisya (Night Of Thunder), der fik gentaget succesen fra Cape Verdi under Mickael Barzalona.
Se løbet i videoen herunder:
Denne gang slog Choisya en anden Godolphin-konkurrent, Cinderella’s Dream (Shamardal), og otte længde bag de to første landede Easywithme (El Kabeir) og Carlos Lopez.
Det var en tredjeplads til omregnet 165.000 danske kroner, og måske endnu vigtigere for Niels Petersen – en ny tilskrivning til avlsværdien på sidste års vinder af Norsk og Svenskt 1000 Guineas.
Easywithme har nu to tredjepladser i international Gruppe-2-sammenhæng, og den blot 4-årige hoppe er mange, mange gange mere værd nu, end da hun som åring blev købt for €6,000 på Goffs Orby Book 2 af Edgar Byrne.

Den fjerde og sidste skandinavisktrænede hest i aktion på Meydan fredag aften var Veronika Jandovás 5-årige Hans Andersen (Frankel), som i DP World GCC over 2000 meter sluttede på niendepladsen, 17 længder bag vindende Classic City (Constitution).